Gæst: Sr. Susanne Hoyos
Sankt Josef Søstrene – regionalkoordinator
Den 9. december åbner sr. Susanne Hoyos dagens låge. Lyt med når hun reflekterer over Jesu udsendelse af de 12 disciple, om friheden til at formidle budskabet uden tvang, samt betydningen af at blive sendt ud til dem, der vil lytte.
Vi udforsker også fortællingen om Jesu forvandling på bjerget, hvor hans ansigt ændrede udtryk, og betydningen af at modtage dem, der er små og hjælpeløse som et væsentligt aspekt af Jesu lære.
Søster Susanne Hoyos reflekterer desuden over sin tidligere uddannelse som børnehavepædagog og sammenkobler dette med Jesu budskab om at lade de små børn komme til Jesus.
Kapitel 9
Udsendelsen af de tolv
Jesus kaldte de tolv sammen og gav dem magt og myndighed over alle dæmoner og til at helbrede sygdomme. Så sendte han dem ud for at prædike Guds rige og helbrede de syge, og han sagde til dem: »Tag ikke noget med jer på rejsen, hverken stav eller taske eller brød eller penge, heller ikke to kjortler hver. Når I kommer ind i et hus, så bliv boende dér, og rejs videre derfra. Men vil de ikke tage imod jer, så forlad den by og ryst støvet af jeres fødder som et vidnesbyrd imod dem.« Så begav de sig af sted og gik fra landsby til landsby, og de forkyndte evangeliet og helbredte overalt.
Herodes’ forundring over Jesus
Landsfyrsten Herodes hørte om alt det, som skete, og han vidste ikke, hvad han skulle tro, for nogle sagde, at Johannes var stået op fra de døde, andre, at Elias havde vist sig, og andre igen, at en af de gamle profeter var opstået. Men Herodes sagde: »Johannes har jeg ladet halshugge. Hvem er så han, som jeg hører sådanne ting om?« Og han ville gerne møde ham.
Bespisningen af de fem tusind
Da apostlene vendte tilbage, fortalte de Jesus om alt det, de havde gjort. Han tog dem så med og trak sig tilbage til en by ved navn Betsajda for at være alene. Men skarerne opdagede det og fulgte efter ham, og han tog imod dem og talte til dem om Guds rige, og han helbredte dem, der trængte til hjælp. Da dagen var ved at gå på hæld, kom de tolv hen til ham og sagde: »Send skaren bort, så de kan gå hen til landsbyerne og gårdene heromkring og finde et sted at tage ind og få noget at spise. Her er vi jo på et øde sted.« Men han svarede dem: »Giv I dem noget at spise!« De sagde: »Vi har ikke mere end fem brød og to fisk, hvis vi da ikke skal gå hen og købe mad til alle disse mennesker.« Der var nemlig omkring fem tusind mænd. Men han sagde til sine disciple: »Få dem til at sætte sig ned i grupper på omkring halvtreds hver.« Det gjorde de og fik alle til at sætte sig. Og han tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brød dem og gav disciplene dem, for at de skulle dele ud til skaren. Og alle spiste og blev mætte, og de stykker, de fik tilovers, blev samlet sammen, tolv kurve i alt.
Peters bekendelse
Og det skete, da Jesus havde trukket sig tilbage for at bede, og disciplene var sammen med ham, at han spurgte dem: »Hvem siger skarerne, at jeg er?« De svarede: »Johannes Døber, men andre siger Elias, og andre igen, at en af de gamle profeter er opstået.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Peter svarede: »Guds salvede.«
Jesus forudsiger sin død og opstandelse
Han forbød dem strengt at sige dette til nogen og sagde: »Menneskesønnen skal lide meget og forkastes af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag.«
Om efterfølgelse
Og henvendt til alle sagde Jesus: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig. For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal frelse det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv? For den, der skammer sig ved mig og mine ord, skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin og Faderens og de hellige engles herlighed. Sandelig siger jeg jer: Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser Guds rige.«
Forklarelsen på bjerget
Omtrent otte dage efter at Jesus havde sagt dette, skete det, at han tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på bjerget for at bede. Mens han bad, ændrede hans ansigt udseende, og hans klæder blev blændende hvide. Og se, to mænd talte med ham; det var Moses og Elias, der kom til syne i herlighed og talte om den udgang, han skulle opfylde i Jerusalem. Peter og de, som var sammen med ham, var blevet overvældet af søvn; men da de vågnede op, så de hans herlighed og de to mænd, der stod sammen med ham. Da disse skulle til at forlade ham, sagde Peter til Jesus: »Mester, det er godt, at vi er her. Lad os bygge tre hytter, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Men han vidste ikke, hvad det var, han sagde. Mens han sagde det, kom der en sky og overskyggede dem, og de blev forfærdede, da de kom ind i skyen. Og der lød en røst fra skyen: »Det er min udvalgte søn. Hør ham!« Og da røsten lød, var kun Jesus at se. Disciplene tav stille med det; og de fortalte dengang ingen noget om det, de havde set.
Helbredelsen af drengen med den urene ånd
Dagen efter, da de var kommet ned fra bjerget, mødte Jesus en stor skare, og en mand i skaren råbte: »Mester, jeg beder dig, se til min søn, for han er den eneste, jeg har. En ånd tager fat i ham, og pludselig skriger han op, og den river i ham, så fråden står ham om munden, og den mishandler ham næsten hele tiden. Jeg har bedt dine disciple om at drive den ud, men det kunne de ikke.« Jesus udbrød: »Du vantro og forvildede slægt, hvor længe skal jeg være hos jer og holde jer ud? Kom herhen med din søn!« Endnu mens han var på vej derhen, rev og sled dæmonen voldsomt i ham. Men Jesus truede ad den urene ånd og helbredte drengen og gav ham tilbage til hans far. Og alle blev overvældet af Guds storhed.
Jesus forudsiger sin lidelse
Mens alle undrede sig over alt det, han gjorde, sagde han til sine disciple: »Læg jer disse ord på sinde: Menneskesønnen skal overgives i menneskers hænder.« Men de forstod ikke, hvad han sagde; det var skjult for dem, så de ikke kunne fatte det, og de var bange for at spørge ham om dette ord.
Den største og den mindste
Men der opstod den tanke iblandt dem, hvem af dem der mon var den største. Da Jesus kendte denne tanke i deres hjerte, tog han et lille barn, stillede det ved siden af sig og sagde til dem: »Den, der tager imod dette barn i mit navn, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har sendt mig. For den, der er den mindste blandt jer alle, han er stor.«
Imod jer eller for jer
Johannes sagde: »Mester, vi har set en uddrive dæmoner i dit navn, og vi prøvede at hindre ham i det, fordi han ikke følges med os.« Men Jesus svarede ham: »I må ikke hindre ham, for den, der ikke er imod jer, er for jer.«
De ugæstfrie samaritanere
Da tiden var ved at være inde, til at Jesus skulle optages til himlen, vendte han sig mod Jerusalem som målet for sin rejse. Han sendte nogle sendebud i forvejen; de gik af sted og kom ind i en samaritansk landsby for at forberede hans ankomst. Men dér ville de ikke tage imod ham, fordi han var på vej mod Jerusalem. Da disciplene Jakob og Johannes så det, spurgte de: »Herre, vil du have, at vi skal sige, at der skal falde ild ned fra himlen og fortære dem?« Men han vendte sig om og satte dem i rette. Så gik de til en anden landsby.
Efterfølgelsens vilkår
Mens de var undervejs, var der en, der sagde til ham: »Jeg vil følge dig, hvor du end går hen.« Jesus sagde til ham: »Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.« Og Jesus sagde til en anden: »Følg mig!« Men han svarede: »Herre, giv mig lov til først at gå hen og begrave min far.« Men Jesus sagde til ham: »Lad de døde begrave deres døde, men gå du ud og forkynd Guds rige.« Og en anden sagde: »Jeg vil følge dig, Herre, men giv mig lov til først at tage afsked med dem derhjemme.« Jesus sagde til ham: »Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige.«
