Gæst: Ann-Lise Aasesdatter Hansen
Cand. pæd. phil.
Gæst hos diakon David Noval er cand.pæd.phil. Ann-Lise Aasesdatter Hanen. Hun er cand.pæd. i pædagogisk filosofi, konvertit og bruger sin fritid som kateket. Samtalen går på den undervisning om troen, der gives i Kirken og involverer elementer som troens grundlag, evangelierne, bibelforståelse og traditionen i Den katolske Kirke. Ann-Lise deler sin passion for at videregive denne undervisning. Vi hører også om kvinderne i Jesu følge, stormen på søen og de mange andre beretninger i kapitel 8. Hun åbner dagens låge i julekalenderen “Lukas i advent”.
Dagens kapitel oplæses af den katolske præst Finn Arvé der også er uddannet skuespiller.
Kapitel 8
Kvinderne i Jesu følge
I den følgende tid gik han fra by til by og fra landsby til landsby, og han prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige. Sammen med ham var de tolv og nogle kvinder, der var blevet helbredt for onde ånder og sygdomme. Det var Maria med tilnavnet Magdalene, som syv dæmoner var faret ud af, og Johanna, der var gift med Kuza, en embedsmand hos Herodes, og Susanna og mange andre. De sørgede for dem af deres egne midler.
Lignelsen om sædemanden
Da der samlede sig en stor skare, og de kom ud til ham fra den ene by efter den anden, sagde han i en lignelse: »En sædemand gik ud for at så sit korn. Og da han såede, faldt noget på vejen, og der blev trådt på det, og himlens fugle åd det op. Noget faldt på klippen, og da det var vokset frem, visnede det, fordi det ikke havde væde. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne groede helt sammen og kvalte det. Men noget faldt i god jord, og det voksede op og gav hundrede fold.« Da han havde sagt det, råbte han: »Den, der har ører at høre med, skal høre!«
Hans disciple spurgte ham, hvad denne lignelse skulle betyde. Han svarede: »Jer er det givet at kende Guds riges hemmeligheder, men de andre bliver det givet i lignelser, for at
de skal se, men intet se,
og høre, men intet fatte.
Men dette er meningen med lignelsen: Sæden er Guds ord. De på vejen er dem, der har hørt ordet; derefter kommer Djævelen og tager ordet bort fra deres hjerte, for at de ikke skal tro og blive frelst. De på klippen er dem, som med glæde tager imod ordet, når de har hørt det; men de har ikke rod, de tror kun til en tid og falder fra, når prøvelser sætter ind. Det, som faldt mellem tidslerne, det er dem, der har hørt ordet, men kvæles af livets bekymringer og rigdomme og nydelser, så de ikke bærer moden frugt. Men det i den gode jord, det er dem, der hører ordet og bevarer det i et smukt og godt hjerte, er udholdende og bærer frugt.
Lignelsen om lyset i stagen
Ingen tænder et lys og skjuler det med et kar eller stiller det ind under en bænk, men man sætter det i en stage, så de, der kommer ind, kan se lyset. For der er intet skjult, som ikke skal blive synligt, og intet gemt bort, som ikke skal blive kendt og komme frem i lyset. Se derfor til, hvordan I hører! For den, der har, til ham skal der gives; og den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han mener at have.«
Jesu sande slægtninge
Jesu mor og brødre kom til ham, men de kunne ikke nå hen til ham for folkeskaren, og der gik bud ind til ham: »Din mor og dine brødre står udenfor og vil se dig.« Men han svarede dem: »Min mor og mine brødre, det er dem, der hører Guds ord og handler efter det.«
Stormen på søen
En dag gik Jesus om bord i en båd sammen med sine disciple, og han sagde til dem: »Lad os tage over til den anden bred af søen.« De lagde så fra land. Mens de sejlede, faldt han i søvn. En hvirvelstorm fór ned over søen, og de tog vand ind og var i fare. De gik da hen og vækkede ham og sagde: »Mester, Mester! Vi går under!« Han rejste sig og truede ad stormen og bølgerne; de lagde sig, og det blev blikstille. Men han sagde til dem: »Hvor er jeres tro?« Forfærdede og forundrede sagde de til hinanden: »Hvem er dog han, siden han kan befale over både storm og sø, og de adlyder ham?«
Den besatte i gerasenernes land
De sejlede nu ind til gerasenernes land, der ligger over for Galilæa. Da Jesus var gået i land, kom der en mand fra byen hen imod ham; han var besat af dæmoner, og i lang tid havde han ikke haft tøj på og ikke boet i et hus, men i gravhulerne. Da han fik øje på Jesus, skreg han op, kastede sig ned foran ham og råbte højt: »Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, du Gud den Højestes søn! Jeg bønfalder dig: Pin mig ikke!« Jesus havde nemlig befalet den urene ånd at fare ud af manden, for den havde i lange tider herset med ham, og man havde bundet ham med lænker og fodjern og holdt vagt over ham, men han havde sprængt lænkerne og var af dæmonen blevet drevet ud i ødemarken. Jesus spurgte ham: »Hvad er dit navn?« »Legion,« svarede han, for der var faret mange dæmoner i ham. Og de bad Jesus om ikke at befale dem at fare ned i afgrunden.
Dér på bjerget gik der en stor flok svin og fandt føde; og dæmonerne bad ham om at få lov til at fare i svinene. Det gav han dem lov til. Og dæmonerne fór ud af manden og ind i svinene; og flokken styrtede ud over skrænten ned i søen og druknede. Men da svinehyrderne så, hvad der var sket, løb de deres vej og fortalte om det i byen og på landet. Og folk kom ud for at se det, der var sket, og da de kom hen til Jesus og fandt den mand, som dæmonerne var faret ud af, siddende ved Jesu fødder, påklædt og ved sin fulde fornuft, blev de grebet af frygt. De, der havde set, hvordan den dæmonbesatte var blevet frelst, fortalte dem så om det. Og alle folk fra gerasenernes egn bad Jesus om at forsvinde, for de var grebet af stor frygt. Han gik så om bord i en båd for at vende tilbage, og manden, som dæmonerne var faret ud af, bad Jesus, om han måtte komme med ham. Men Jesus sendte ham bort og sagde: »Vend hjem, og fortæl om alt det, Gud har gjort mod dig.« Så gik han hen og prædikede i hele byen om alt det, Jesus havde gjort mod ham.
Helbredelsen af Jairus’ datter og af kvinden med blødninger
Da Jesus kom tilbage, tog skaren imod ham, for alle havde ventet på ham. Så kom der en mand, som hed Jairus; han var synagogeforstander. Han faldt ned for Jesu fødder og bad ham om at gå med hjem, for hans eneste datter lå for døden; hun var omkring tolv år. Mens Jesus var på vej derhen, trængtes skarerne omkring ham.
Men der var en kvinde, som i tolv år havde lidt af blødninger, og selv om hun havde brugt alt, hvad hun ejede, på læger, kunne hun ikke helbredes af nogen. Hun nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe, og straks ophørte hendes blødninger. Jesus sagde: »Hvem var det, som rørte ved mig?« Da ingen ville være ved det, sagde Peter: »Mester, folk trænges jo om dig, og de skubber.« Men Jesus sagde: »Der var en, som rørte ved mig, for jeg mærkede, at der udgik en kraft fra mig.« Da kvinden så, at det ikke var forblevet ubemærket, kom hun skælvende frem, og hun faldt ned for ham og fortalte i hele folkets påhør, hvorfor hun havde rørt ved ham, og hvordan hun straks var blevet helbredt. Han sagde til hende: »Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«
Endnu mens han talte, kommer der én fra synagogeforstanderens hus og siger: »Din datter er død. Gør ikke Mesteren mere ulejlighed.« Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: »Frygt ikke, tro kun, så vil hun blive frelst.« Da han kom til huset, tillod han kun Peter og Johannes og Jakob og barnets far og mor at gå med ind. Alle græd og jamrede over pigen. Men han sagde: »Græd ikke, for hun er ikke død, hun sover.« De lo ad ham, for de vidste, at hun var død; men han tog hendes hånd og råbte: »Pige, rejs dig op!« Da vendte hendes ånd tilbage, hun stod straks op, og han gav dem besked om at give hende noget at spise. Og hendes forældre blev ude af sig selv, men han forbød dem at sige til nogen, hvad der var sket.
