Autentisk feminisme, som Johannes Paul II forestillede sig, giver kvinder mulighed for at omfavne deres unikke rolle i opbygningen af en kærlighedscivilisation.
Af Judy Landrieu Klein │NCR │ 22. oktober 2024
Oversættelse KATOLSK LIV │ EWTN Danmark
Har feminismen bidraget positivt til samfundet? Eller har den, som Carrie Gress siger i sin nye bog, The End of Woman: How Smashing the Patriarchy Has Destroyed Us, været så korrupt fra begyndelsen, at den skal »dræbes« som en »ideologisk drage«?
Er der noget, der hedder »autentisk feminisme«, eller er »feminismens« træ, som Oxford English Dictionary definerer som »fortalervirksomhed for kvinders rettigheder på grundlag af ligestilling mellem kønnene«, så råddent i sin kerne, at det skal fældes helt?
Før jeg tager fat på de spørgsmål, vil jeg gerne starte med at sige, at feminismens historie og indvirkning, som Gress præsenterer i sin bog, især den »anden bølge« af feminisme, der opstod i 1960'erne som et fremstød for kvinders ligestilling på arbejdspladsen og for reproduktive rettigheder, stemte ekstremt godt overens med mine egne erfaringer.
Hendes beretning om den del af den feministiske historie mindede næsten uhyggeligt meget om min families historie. Gress formidlede præcist historien om min egen mor, som forvandlede sig fra en hjemmegående mor til 10 børn - en PTA-formand [En PTA er en gruppe af frivillige forældre og lærere, som arbejder sammen om at gøre deres skole til et bedre læringsmiljø for børnene - red], Brownie-leder [Brownies er piger i alderen 7-12 år, som nyder at lære og opleve], leder for pigespejdere, praktiserende katolik og ofte daglig kommunikator. Hun forvandlede sig til politisk aktivist og feminist, som arbejdede længe og hårdt for at få ligestillingsloven vedtaget i Kongressen.
I en alder af 31 år havde Mama født 10 børn på 11 år. Jeg var det sjette, født i 1960, fem år før min yngste bror blev født og otte år før pave Paul VI udgav encyklikaen Humanae Vitae. Det er nok at sige, at min mor i 1970 havde forladt den katolske kirke, var blevet agnostiker og var begyndt at arbejde på fuld tid, hvor hun til sidst blev en magtfuld lobbyist i Washington, D.C. Hun sagde til mig, lige før hun stemte på sin personlige ven Hillary Clinton i 2016: »Jeg vil altid stemme for kvinders ret til at vælge.«
Jeg er klar over, at det nok er et ekstremt eksempel på at blive revet med af den feministiske bevægelse, men jeg tror, at min mors historie repræsenterer oplevelsen hos mange kvinder, der følte sig skuffede og misbrugt af deres eget møde med maskulin autoritet i hjemmet, kulturen og kirken - og som følte sig kaldet til at gøre noget ved det.
Jeg kan forstå, hvordan Mamas oplevelse af en alkoholiseret far, en dominerende ægtemand og en præst, som hun hævdede »råbte ad hende« i skriftestolen, fordi hun ville tage p-piller, som hun troede, kirken godkendte, satte scenen for hendes feberagtige kamp for kvinders rettigheder.
Jeg tror, at hun og andre kvinder i historien ærligt søgte retfærdighed, da de kæmpede imod det, de opfattede som uretfærdighed - og at vi ville være forsømmelige, hvis vi ikke bekræftede både den smerte, de følte, og de mange gevinster, de kæmpede for og vandt: stemmeret og ret til uddannelse, sundhedspleje, ejendomsret og mere retfærdig behandling på arbejdspladsen, for blot at nævne nogle få.
Når det er sagt, og for at komme til pointen i Gress' bog, ser det også ud til, at meget af den »kur«, som kvinder fandt på for at tackle systemisk ulighed, er blevet mere dødbringende end den sygdom, de forsøgte at afhjælpe.
Når kvinder for eksempel forsøger både at blive og opføre sig mere som mænd - det, som Johannes Paul II kaldte »at efterligne modeller for mandlig dominans« - skader de ikke kun kvinder, men også mænd, børn, familien og samfundet. I løbet af sit pontifikat opfordrede Johannes Paul II gentagne gange kvinder til at kæmpe for lighed og retfærdighed, men opfordrede dem også til at modstå fristelsen til »lighed med mænd« eller impulsen til at få magt gennem vold eller aggression.
Tragisk nok er udslettelsen af deres frugtbarhed gennem prævention og kravet om ubegrænset abortret blot to eksempler på, at kvinder arbejder ud fra den misforståede tro, at de kan undslippe undertrykkelse og vold gennem undertrykkelse og vold.
Er denne virkelighed resultatet af en klar linje i feminismen, som startede med det 18. og 19. århundredes »første-bølgefeminister« som Mary Wollstonecraft, Susan B. Anthony og Elizabeth Cady Stanton? Eller afveg de mere radikaliserede »andenbølgefeminister« i det 20. århundrede som Betty Friedan, Kate Millett og Gloria Steinem fra de gode og værdige intentioner hos førstebølge-feministerne?
Mens Gress' bog skaber en klar forbindelse fra førstebølge-feminismen til de efterfølgende bølger, er der ikke nogen klar konsensus om det spørgsmål blandt katolske forskere.
Men det, der blev hængende i mit hoved, da jeg var færdig med bogen, var andre spørgsmål, herunder: Hvad er det mest nyttige syn på de feministiske bevægelser for katolikker i dag? Og endnu vigtigere: Kan en »ny feminisme« bygges på det ufuldkomne og nogle gange åbenlyst forkerte grundlag for de forskellige bølger af feminisme, der kom før os?
For at få det svar gravede jeg efter dybere indsigt i pave Johannes Paul II's lære. Han var trods alt den pave, der opfordrede kvinder til at opbygge »en ny feminisme« i sit »Brev til kvinderne« , som blev skrevet før FN's fjerde verdenskonference om kvinder, der blev afholdt i Beijing i september 1995.
Det var ingen hemmelighed, at konferencen i høj grad blev afholdt for at fremme kvinders ret til prævention og abort i hele verden. I året for konferencen holdt den hellige fader en række taler om kvinder og skrev også flere breve til kvinder i kirken og til kvinder, der ønskede at deltage i konferencen. Et kompendium af pavens refleksioner og breve op til Beijing, sammen med centrale citater fra flere af hans encyklikaer, blev udgivet af den amerikanske konference af katolske biskopper i 1997 som et hæfte med titlen Pope John Paul II on the Genius of Women. Jeg genlæste det korte, men utroligt stærke kompendium sidste weekend for nyligt.
Det, jeg fandt i det, var, at den hellige fader gentagne gange understregede det »presserende behov« for, at kvinder opnår »reel ligestilling« på alle områder af samfundet i dag, og han roste varmt de tidligere kvinders indsats, som »viede deres liv til at forsvare kvindelighedens værdighed ved at kæmpe for deres grundlæggende sociale, økonomiske og politiske rettigheder og udvise modigt initiativ på et tidspunkt, hvor dette blev betragtet som ekstremt upassende, et tegn på manglende kvindelighed og udtryk for ekshibitionisme og endda en synd!«
Jeg lagde mærke til, at Johannes Paul II aldrig kritiserede hverken kvindebevægelsen eller det, han kaldte »den store frigørelsesproces«, men i stedet beundrede det gode, som forskellige kvindebevægelser har opnået, selv om der var fejltrin undervejs.
Paven gentog følgende kommentar to gange; en gang i sit budskab på Verdensfredsdagen i 1995 og igen i sit »Brev til kvinderne«:
"Rejsen har været vanskelig og kompliceret og til tider ikke uden en del fejltagelser. Men den har stort set været positiv, selv om den stadig er uafsluttet på grund af de mange forhindringer, der i forskellige dele af verden stadig forhindrer kvinder i at blive anerkendt, respekteret og værdsat i deres egen særlige værdighed." (Understregning tilføjet.)
Det, der virkelig fangede min opmærksomhed, var pavens gentagne og stærke bekræftelse af, at kvinder faktisk har båret hovedbyrden af samfundsmæssig udnyttelse, vold og systematisk marginalisering, ofte i hænderne på mænd og desværre også på kirken. Han udtrykte åbent sin beklagelse over sådanne uretfærdigheder og opfordrede kvinder til at kæmpe mod al uretfærdighed og især til at bruge det, han kaldte »kvindelighedens og moderskabets opdragende kraft« til at menneskeliggøre både mænd og samfund.
Hvad er kvindelighedens og moderskabets »opdragende kraft«, det »kvindelige geni«, som Johannes Paul II henviste til? Det er kvindelighedens gave og kaldet til moderskab, som Gud har »stemplet« ind i enhver kvindes hjerte, sind og krop, fordi hun er en kvinde.
Det er kaldet til at pleje og formidle liv, både åndeligt og fysisk. Det er den virkelighed, at kvinder i sagens natur er relationelle, fordi deres kroppe er skabt til at bære og føde et andet menneske. Og det er netop disse feminine kærligheds- og relationsgaver, der, som paven har sagt mere end én gang, vil »tvinge systemerne til at blive redesignet på en måde, der fremmer den humaniseringsproces, der kendetegner ›kærlighedens civilisation‹.« Dette er den nye feminisme i levende farver.
Johannes Paul II's tilgang var ikke polemisk; den var bekræftende, imødekommende, håbefuld og, hvor det var nødvendigt, undskyldende. Han anerkendte de uretfærdigheder, der var begået mod kvinder, og opfordrede samtidig kvinder til at udleve deres store værdighed ved at være dem, de virkelig er. Var helgenen Johannes Paul II bekendt med de forskellige bølger af feministiske skrifter og tanker? Det ved jeg ikke. Men jeg ved, at hans metode var at velsigne det gode, der er sket, og opfordre til de store ting, der skal ske, samtidig med at han anerkendte de problemer, der er opstået undervejs;
Kan feminismen reddes? Jeg tror, Johannes Paul II ville sige »Ja«, det er den allerede. Mange katolske troende kvinder har både formuleret og demonstreret, hvordan kvinder kan spille en aktiv, livgivende rolle i genoprettelsen af vores kultur - og at de ved at være både tro mod at være kvinder og tro mod Kristus kan og vil frembringe ikke bare den nye feminisme, men også den nye evangelisering af kirken og verden.
Judy Landrieu Klein, ph.d., er forfatter, teolog, inspirerende foredragsholder og autoriseret klinisk sjælesørger. Hun er mor til fem, bedstemor til 14 og oldemor til to og arbejder sammen med sin mand, Mark Gelis, ph.d., i My Father's House Counseling Services i Mandeville, Louisiana. Hendes bøger omfatter Miracle Man og Mary's Way: The Power of Entrusting Your Child to God.
