16. oktober 2024
Pave FransVerdenskirken

Pave: Kirken er åben for alle, men ‘nej’ til velsignelse af samliv mellem personer af samme køn

Pave Frans under interviewet med CBS

I et interview med den amerikanske tv-station CBS understreger pave Frans, at kirken byder alle velkommen, samtidig med at han præciserer aspekter vedrørende velsignelser autoriseret af "Fiducia Supplicans". Han kritiserer også surrogatmødre, fordømmer ideologier og gentager sin appel til krigsførende nationer om at finde forhandlingsløsninger på konflikter.

Af Salvatore Cernuzio
Vatican News
Oversættelse: Kuno Arnkilde

Pave Frans gentog sin vision om en åben kirke og princippet om inklusion, som er centralt for hans pontifikat, under et interview med Norah O'Donnell, direktør for CBS Evening News. Interviewet blev optaget i Santa Marta den 24. april og blev delvis vist i programmet "60 Minutes".

"Evangeliet er for alle", sagde han, inklusive alle syndere, og advarede om, at hvis kirken opretter "kontrolposter", ophører den med at være Kristi kirke.

Med hensyn til spørgsmålet om velsignelse af par af samme køn, som er nævnt i det doktrinære dokument Fiducia Supplicans, præciserede han, at mens velsignelser er for enkeltpersoner, kan par af samme køn ikke velsignes, fordi det ville stride mod "kirkens lov".

Surrogatmoderskab er en forretning

Med hensyn til homoseksualitet mindede journalisten om pavens bekræftelse af, at "homoseksualitet ikke er en forbrydelse". "Nej, det er en menneskelig tilstand", kommenterede han. Og samtidig fordømte han surrogatmødre, som han sagde "er blevet en forretning, og det er meget dårligt. Det er meget negativt." Journalisten påpegede, at det for nogle kvinder, f.eks. dem, der er syge, kan være det eneste håb. "Det kan det være. Det andet håb er adoption", svarede paven og opfordrede til ikke at gå uden om det moralske princip og foreslog adoption som et alternativ og overholdelse af moralske principper.

Kritik fra “konservative”

Som svar på et spørgsmål om kritik fra nogle konservative biskopper i USA sagde pave Frans: "En konservativ er en person, der klamrer sig til noget og ikke ønsker at se ud over det. Det er en selvmorderisk holdning, for én ting er at tage hensyn til traditionen og overveje tidligere situationer, noget andet er at låse sig selv inde i en dogmatisk kasse."

Appel til fred

I interviewet, der blev foretaget i forbindelse med Verdens Børnedag den 25. og 26. maj i Rom, skiftede fokus til børn, begyndende med dem, der lider under krig: i Gaza, i Ukraine, til de børn, der "har glemt, hvordan man smiler", gentog paven. Således udtrykte han igen sin appel til lande i krig: "Alle sammen, stop. Stop krigen. I må finde en måde at forhandle fred på. Stræb efter at opnå fred. En forhandlet fred er altid bedre end en endeløs krig... Vær gode at stoppe. Forhandl."

Fordømmelse af ideologier

Med fokus på konflikten i Israel og Gaza, protesterne på universiteterne og den stigende antisemitisme gentog pave Frans, at "enhver ideologi er dårlig, og antisemitisme er en ideologi, og den er dårlig. Enhver 'anti' er altid dårlig. Man kan kritisere den ene eller den anden regering, den israelske regering eller den palæstinensiske regering. Man kan kritisere så meget, man vil, men ikke være 'anti' et folk. Hverken anti-palæstinensisk eller antisemitisk."

Migranter og ligegyldighed

I forbindelse med migranternes lidelser fordømte pave Frans den udbredte ligegyldighed og sammenlignede den med Pontius Pilatus' håndvask: "Mange derude ser, hvad der sker, krigene, uretfærdighederne, forbrydelserne ... Det er ligegyldighed. Vi må lade vores hjerter føle igen. Vi kan ikke være ligeglade med disse menneskelige tragedier. Globaliseringen af ligegyldighed er en meget slem sygdom."

Og en kommentar til nyheden om, at staten Texas forsøger at lukke en katolsk organisation ved grænsen til Mexico, der tilbyder humanitær hjælp til udokumenterede immigranter, er "ren galskab". "At lukke grænsen og efterlade dem der er vanvid," understregede paven. "Migranterne skal bydes velkommen. Så må vi se, hvordan vi håndterer dem. Måske skal de sendes tilbage, det ved jeg ikke, men hvert enkelt tilfælde skal behandles humant."

Ingen tolerance over for overgreb

Interviewet berører også spørgsmålet om overgreb inden for kirken, en forbrydelse, som paven gentager, at "ikke kan tolereres". Samtidig erkendte han, at der skal gøres mere, for "desværre er tragedien med overgreb enorm", og det skal sikres, at det ikke kun bliver straffet, men aldrig sker igen.