Kongeord

Af: Jens Andersen
Politikens Forlag 2024
112 sider, 219,95
Anmeldelse af: Birgit Bidstrup Jørgensen

Allerede tre dage efter, at dronning Margrethe 2. abdicerede og kong Frederik 10. blev udråbt til Danmarks konge, udgav Politikens Forlag bogen Kongeord, hvor Frederik 10., mens han stadig var kronprins, fortæller om sig selv og sine tanker om at blive konge.

Alene det, at kronprinsen så tydeligt har forberedt sig, på at han en dag skal blive konge, og har samarbejdet med en kompetent forfatter, han havde tillid til fra tidligere samarbejde, vidner om, at han ikke tager let på den gerning, han træder ind til. Alene det er sympatisk. Desuden foregriber han som et medievant, moderne menneske med bogen, hvad han allerede er klar over, at medierne og befolkningen vil ønske sig at vide mere om. I bogen besvarer kongen selv disse spørgsmål, og han gør det på en både velovervejet og respektfuld måde over for befolkningerne i Kongeriget Danmark og over for sig selv og sin familie.

Indbundet i blåt omslag med portræt og kong Frederik 10.s monogram, med kongeblåt indre og kongeblå overskrifter, er bogen æstetisk behagelig at læse i. Den indledes med et kort forord af Jens Andersen, der forklarer, at bogen er blevet til gennem samtaler med kronprins Frederik på Amalienborg i tiden før han vidste, hvornår tronskiftet ville ske. I bogens øvrige kapitler ses, at nok har Jens Andersen sammensat, hvad kronprinsen har sagt, til en sammenhængende tekst, men man fornemmer kronprinsens eget sprog i teksten.

Bogen er inddelt i seks kapitler. Det første med refleksioner og erindringer om kronprinsens liv fra han som barn erkendte sin livsvej og til moden mand, der ”ikke ser det som nogen brat overgang at blive regent”, fordi han føler sig klar til at tage sin livsopgave på sig med ”stolthed, respekt og stor lyst”, og samtidig står han ved, at ”Jeg er nu engang det menneske, jeg er”.
Kong Frederik beskriver sig selv som et nysgerrigt menneske, der altid ønsker at lære mere, især om mennesker han møder. Men han viser sig også at have en betydelig interesse i Danmarks og danske kongers historie. I andet kapitel fortæller han engageret om de danske konger og dronninger, han skal efterfølge. Det er også her, han præsenterer sit meget velreflekterede valg af sit kongeord: ”Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark”.

”Forbundne” handler det tredje kapitel om: at ”vi som mennesker, som folk, holder sammen og har brug for hinanden”, for ”kollektivet er stærkere end individerne”. Forbundetheden gælder både nutiden og fortiden med dens historie og traditioner udtrykt i kunst og kultur. Den gælder desuden de nære relationer i familien og ikke mindst den dybe og helt grundlæggende forbundethed, Frederik som kronprins og nu konge føler med sin hustru og sin familie. Forbundetheden med ”det, der er større end os”, får et navn, når kronprinsen fortæller om sin gennem livet udviklede og uddybede tro på den kristne Gud, sin glæde ved at gå i kirke, og hvordan aftenbøn med børnene er en glæde og en del af hans og dronning Marys omsorg for deres børn.

I kapitlet ”Forpligtet” taler kronprinsen om sin forståelse af at være ”forpligtet over for hinanden”, ”forpligtet på tværs af forskelle” og ”forpligtet på min opgave” med næstekærlighed og medmenneskelighed som vejledende værdier. Hele vejen gennem bogen skinner betydningen af kærligheden, fællesskabet og forpligtetheden på hinanden i ægteskabet igennem, når kronprinsen beskriver relationen til sin hustru som helt afgørende for, hvem han er, og for hvordan han kun kan løfte sin livsopgave sammen med sin hustru i kraft af den.

”For kongeriget Danmark”, lyder kongeordets slutning, og her udtrykkes kronprins Frederiks dybe følelse af forbundethed og forpligtelse over for hele rigsfællesskabet, og hans kærlighed til Færøerne og Grønland, for hvem han i lige så høj grad vil være konge som for den europæiske del af Danmark. Stoltheden og glæden ved at være dansk i rigsfællesskabets forstand er tydelig.

Det sidste kapitel, ”Et kongehus og et kongepar”, rummer overvejelser over, hvordan kronprins Frederik som kong Frederik 10. sammen med dronning Mary vil påtage sig deres opgave som de personer, de er, og på nye og anderledes måder føre kongehuset ind i vor tid.

Som en tankevækkende detalje er den danske kongerække sat ind i bundlinjen hele vejen gennem bogen, og fra Christian 1. op til nutiden nævnes også kongernes valgsprog, eller kongeord, som kronprins Frederik foretrækker at kalde dem. Det er sandt, at mange af disse kongeord nævner Gud, men lige så interessant er det, at mange af dem har kongen selv og hans egen afhængighed af Gud for sit virke i centrum. ”Mit håb er Gud alene”, valgte Frederik 2.; ”Herren være min hjælper” var Frederik 4.s kongeord; ”Min Gud, mit land, min ære” sagde Christian 10. Først med kong Frederik 9, ”Med Gud for Danmark”, dronning Margrethe 2., ”Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke”, og nu kong Frederik 10.s kongeord, ”Forbundne, forpligtet for kongeriget Danmark”, ses regentens forbundethed og forpligtelse både over for Gud og det folk, de regerer. Kong Frederik 10.s beskrivelse af forbundethed og forpligtelse som sine vejledende værdier virker troværdig.

Forfatteren til ”Kongeord”, Jens Andersen har tidligere skrevet meget roste biografier om så forskellige personer som dronning Margrethe, kronprins Frederik, H.C. Andersen, Tove Ditlevsen, Astrid Lindgren og Kim Larsen, og har modtaget talrige store litteraturpriser for sine værker.