Jesu fødsel i Betlehem er den fødsel, som får mest opmærksomhed i julen. Men hvis du ikke ser denne fødsel i sammenhæng med Ordets fødsel af Faderen i evighed, så går du glip af det væsentlige. Da er der bare lidt stemningsfuld romantik tilbage: et yndigt barn, som måske i nogle få øjeblikke rører dit hjerte, men ikke i virkeligheden griber dit inderste.
Guds inkarnation er kristendommens største mysterium, det mest ubegribelige og ufattelige. Hvordan kan den store Gud gøre sig så lille? Hvordan kan dette sårbare, grædende lille spædbarn være min Herre og min Gud?
Det er netop dette mysterium, som er den store anstødssten for ikke-kristne. Endda inden for Kirken findes der mange, især blandt teologer, som har svært ved at bøje hovedet for dette uhørte: at et hjælpeløst barn er Gud.
Men hvis du tror på dette, har du også løsningen på alle verdens gåder og problemer. Så kan du ikke længere tvivle på, at Gud elsker alt det, han har skabt. At den almægtige Gud er blevet et lille barn for menneskets skyld, er for altid et bevis på hans kærligheds endelige sejr. At tvivle på, at du er elsket af Gud, er kun muligt, hvis du glemmer krybben.
Du behøver ikke vente på Jesu lidelse og død for at blive sikker på hans kærlighed. Der er en meget større afstand fra Guds kongetrone til krybben i stalden, end mellem Betlehem og Golgata. Det mest utrolige skete, da Maria fødte det lille Jesusbarn!
Kilde: Udgivelsen "I dag er Guds dag" - 25. december - Køb den i Pastoral-Centret
