Kardinal Matteo Zuppi spørger, om det er muligt at opbevare afdødes aske på almindelige steder, svarende til ossuarier, og om det er muligt at opbevare en lille del af asken på et sted, der havde betydning for den afdøde.
Af Vatican News, 12.december 2023
Oversat af Birgit Bidstrup Jørgensen
Som svar på spørgsmål fremsat af ærkebiskop Matteo Zuppi, bekræfter Dikasteriet for Troslæren, at det er muligt at indrette et indviet sted "til blandet opsamling og bevaring af de døbtes aske", det vil sige en fælles grav, hvor individuel aske hældes ud. Ærkebiskoppen af Bologna har stillet to spørgsmål til Dikasteriet vedrørende, hvordan man kan disponere over rester af troende, der er blevet kremeret. Svaret på det andet spørgsmål er, at kirkelige myndigheder også kan overveje og vurdere familiemedlemmers anmodning om at opbevare en del af en afdød persons aske på et sted, der havde betydning for den nu afdøde persons historie. Den fulde tekst af Dikasteriets svar findes på Vatikanets hjemmeside.
Kardinal Zuppi fremsendte spørgsmålene i lyset af det stigende antal mennesker, der vælger kremering af deres afdøde kære og derefter vælger at sprede asken i naturen. Spørgsmålene var også motiveret af ønsket om, at "økonomiske årsager ikke tager overhånd" som følge af de lavere omkostninger forbundet med at sprede asken, og desuden af ønsket om at give anvisninger "med hensyn til, hvad man skal gøre med asken, når fristen for dens bevaring er udløbet", med intentionen om ikke kun at svare til familiemedlemmers anmodninger, men "vigtigere endnu, at svare til den kristne forkyndelse af legemets opstandelse og den respekt, vi skylder det."
Det første spørgsmål var således: "Er det muligt, under hensyntagen til det kanoniske forbud mod at sprede afdødes aske, at indrette et defineret og permanent indviet sted for blandet opsamling og bevaring af de døbtes aske, idet man angiver grundlæggende oplysninger om hver person for ikke at miste mindet om deres navne, svarende til hvad der sker i ossuarier [benhuse, o.a.], hvor de mineraliserede rester af afdøde deponeres og bevares blandet sammen?" Det andet spørgsmål var: "Kan en familie få tilladelse til at opbevare en del af deres familiemedlems aske på et sted, der har betydning for den afdødes historie?"
I en tekst underskrevet af præfekten, kardinal Victor Fernandez, og godkendt af pave Frans den 9. december, svarer Dikasteriet bekræftende på begge spørgsmål.
Først og fremmest minder denne tekst om, at ifølge instruktionen fra 2016 Ad resurgendum cum Christo (nr. 5) "skal aske opbevares på et indviet sted, såsom en kirkegård, eller i et område viet til dette formål, forudsat at det er udpeget dertil af den kirkelige myndighed." Årsagerne til dette valg er citeret, nemlig behovet for at sikre "at de ikke udelukkes fra, at deres familie eller det kristne samfund beder for dem og mindes dem", og for at forhindre, at "de troende afdøde bliver glemt, eller at deres efterladenskaber vises mangel på respekt", såvel som at forhindre "enhver upassende eller overtroisk praksis".
Dokumentet fortsætter med at minde om, at "troen lærer os, at vi vil genopstå med den samme kropslige identitet, som er materiel […], selvom legemet vil blive forvandlet, befriet fra denne verdens begrænsninger." I denne forstand vil "opstandelsen ske 'i dette kød, som vi nu lever i'." Men denne transformation "indebærer ikke at genvinde de identiske partikler af materie, som engang dannede menneskets krop." Derfor vil "den opstandne persons legeme ikke nødvendigvis bestå af de samme elementer, som det havde, før personen døde. Siden der ikke er tale om en simpel genoplivning af lig, kan opstandelsen finde sted, selv når kroppen er totalt ødelagt eller spredt. Dette hjælper os med at forstå, hvorfor asken fra afdøde opbevares i fælles og ikke i separate urner på mange kirkegårde."
Dikasteriet for Troslæren fortsætter med at understrege, at: "Den afdødes aske stammer desuden fra de materielle rester, der var en del af personens historiske rejse – i den grad, at Kirken udviser særlig omsorg og hengivenhed med hensyn til helgeners relikvier. Denne opmærksomhed og erindring fører også til, at vi har en holdning af hellig respekt over for afdødes aske, som vi opbevarer på et indviet sted, der er egnet til bøn..."
Som svar på kardinal Zuppis spørgsmål svarer Dikasteriet derfor, at "et defineret og permanent indviet sted kan beregnes til blandet opsamling og bevaring af asken fra afdøde døbte personer, idet hver persons identitet angives for ikke at miste mindet om deres navne." Kirken tillader derfor muligheden for at samle asken på ét fælles sted, som det sker med ossuarier, samtidig med at mindet om hvert afdøde individ bevares.
Som svar på det andet spørgsmål udtaler Dikasteriet: "Den kirkelige myndighed kan i overensstemmelse med gældende civile normer overveje og vurdere en anmodning fra en familie om på en passende måde at bevare en minimal del af deres slægtnings aske på et sted af betydning for den afdødes historie, forudsat at enhver form for panteistisk, naturalistisk eller nihilistisk misforståelse er udelukket, og også forudsat at afdødes aske opbevares på et indviet sted."
Som svar på et spørgsmål fra Vatican Media forklarede Dikasteriet, at interventionen og vurderingen fra den kirkelige autoritet ikke kun er af kanonisk, men også af pastoral natur, for at hjælpe familien til at skelne, hvilke valg de kan træffe, samtidig med at alle hensyn tages i betragtning.
Da den civile lovgivning nogle steder forbyder opdeling af asken fra afdøde, forklarede Dikasteriet, at det andet spørgsmål opstod på baggrund af en dialog mellem biskopper fra flere forskellige lande, som kardinal Zuppi blev talsmand for. Dikasteriets svar overvejede muligheden fra et teologisk snarere end et civilt synspunkt, som det senere blev præciseret i svaret.
