21. november 2024

Tema: Kristne i bøn │ Biskop Czeslaw Kozon beder rosenkrans

Biskop Czeslaw Kozon beder rosenkrans på Vor Frue Kloster

Rosenkransbønnen blev optaget i forbindelse med fejringen af
"Den Hellige Treenigheds Fest" den 30. maj 2021.

Rosenkransbønnen

Rosenkransbønnen har været kendt i kristenheden siden middelalderen. Efter traditionen var det den hellige Dominikus (1170-1221), der udformede rosenkransen, sådan som den kendes i dag, men den skyldes i virkeligheden karteuseren Dominikus af Preussen (død 1460). Rosenkransen har navn efter den krans af (åndelige) roser, som bedes til Marias ære. Ved siden af den almindelige rosenkrans findes der også nogle andre typer, som dog ikke er så udbredte (f.eks. med syv perler i ét led).

Rosenkransen består af en indledning: korstegn, trosbekendelsen, Fader vor, tre Hil dig, Maria (med indskud, se nedenfor), samt Ære være Faderen. Derefter følger fem led, som hvert indledes med Fader vor og afsluttes med Ære være Faderen. Herimellem bedes i hvert led ti Hil dig, Maria.

Rosenkransens enkelte led kaldes også mysterier, og den mest udbredte form består af fire forskellige sæt af hver fem mysterier: glædens, lysets, smertens og herlighedens mysterier. Man kan fordele de forskellige mysterier på ugens dage på følgende måde: glædens mysterier: mandag og lørdag; lysets mysterier: torsdag; smertens mysterier: tirsdag og fredag; herlighedens mysterier: onsdag og søndag.

Hvis rosenkransen bedes som fælles bøn, beder man trosbekendelsen sammen. Forbederen beder første del af Hil dig, Maria, til og med indskuddet efter „dit livs frugt, Jesus“, første del af Fader vor til og med „som i himlen så og på jorden“, samt til og med „Helligånden“ i Ære være Faderen, mens resten beder i fællesskab. Rosenkransen kan også bedes uden disse tilføjelser. Læs mere i Bønnebog (Katolsk Bønnebog).

Bøn til Maria i maj måned

Maria, kære moder og dronning,
se, vi indvier denne dag til dig,
med al dens bøn og arbejde, besvær og glæde,
i forening med alt det, som dine børn i hele verden
vil udføre til din ære.
Lad det blive en hæderskrans, som glæder dit moderhjerte.
Du, som drager omsorg for os, tænk på os og bed for os.
Lad os igen denne dag arbejde og kæmpe
under din beskyttelse,
for at vi må blive værdige til din Søns nåde.
Amen

Kilde: Bønnebog

Læs også p. Romano Guardini "Gudsmoders Rosenkrans"
Sankt Ansgars Forlag 1940 - HER