Roman over Det nye Testamente
af Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Bibelselskabets Forlag │ Romanen udkommer 14. september
Anmeldt af cand.mag. Kirsten Kjærulff
”- en roman over Det nye Testamente”. - En helt ny genre? - Ja, for i hvor høj grad – og på hvilken måde – kan en forfatter forholde sig til det givne stof, når det handler om en tekst, som mere end to milliarder mennesker over hele verden anses som autoriseret?
Der findes massevis af referater for både børn og voksne, men her er noget nyt, en gendigtning, dvs. en genre, hvor forfatteren ikke nødvendigvis føler sig forpligtet af teksten i Bibelen, men kan tillade sig at bruge sin ”litterære fantasi” og i princippet forholde sig helt frit til den forliggende tekst.
Her møder man imidlertid den dybe respekt og loyalitet for det forliggende stof, som man kender fra forfatterens andre værker. Bibelens historier er fortalt loyalt og ofte ordret efter den nyeste bibeloversættelse. Karakteristisk er den blufærdige og tilbageholdende tilgang til teksterne, en holdning, som indgyder den dybeste respekt.
Forløbet følger de synoptiske evangelier suppleret med episoder fra Johannesevangeliet, f. eks. fortællingen af Nikodemus’ natlige samtale med Jesus.
Anne Lise Marstrands imponerende research af den historiske og kulturelle baggrund for begivenhederne og hendes ydmyge og fintfølende indlevelsesevne i personernes psykologi er noget af det, der gør hendes værker så betagende at læse.
Her føres vi lige fra begyndelsen ind i det ufattelig mysterium , at ”Ordet blev kød”, Englens besøg hos Jomfru Maria, og forinden englens bud til Zacharias om Johannes Døbers fødsel. Forfatterens indlevelse i følelserne både hos Maria og Josef og ikke mindst Marias forældre er dybt bevægende, lige som beskrivelsen af fødslen i stalden i Betlehem.
Stjernehimlen og englekorene over Betlehem i julenatten beskrives som ”Natten åbner sig som en port”. Sætningen bliver til romanens titel og sammenfatter dermed bogens og Ny Testamentes hele mening: Fra verdens synd, mørke og død bliver der nu åbnet en port til frelsen, til lyset og livet.
Vi følger Jesu opvækst, hans forældres fortvivlelse, da han som 12-årig er blevet væk i Jerusalem, hans modningsår, til han ved brylluppet i Kana for første gang åbenbarer sin guddommelige magt.
Vi følger ham og hans disciple rundt i landet, oplever de episoder, vi kender fra Bibelen, men får nu lov at se ind bag begivenhederne, følge personernes tanker og reaktioner på miraklerne og Jesu ord, får mulighed for at leve os ind i landskaberne, dagligt liv i Palæstina på Jesu tid, duften af nybagt brød og olivenolie, af hvidløg og spidskommen fra Marthas køkken. Vi får indblik i det komplicerede forhold til den romerske besættelsesmagt og konflikten med både farisæere og saddukæere og hele den etablerede jødiske tradition.
Det hele kulminerer i påsken med Jesu død og opstandelse. Også her må man have den dybeste respekt for forfatterens tilbageholdenhed med hensyn til beskrivelser af de forfærdende facts, der er fortælles om i Ny Testamente, og som jo til fulde er bevidnet af historiske udsagn og arkæologisk fund. Gribende er beskrivelsen af kvindernes og hans venners reaktioner ved korsets fod, og tilsvarende vidunderlige deres følelser, da de møder den genopstandne Frelser.
Her ville en "normal" roman nok have sluttet. Her slutter jo den historiske Jesu’s liv, men hans budskab var jo netop, at natten som en port åbner sig ind i evighedens lys: Med sin død og opstandelse har han gjort det muligt for alle mennesker at blive ét med sig, - blive hans ”mystiske Legeme”, som gennem tiden og historien vil føre hele skaberværket til ”den nye himmel og den nye jord”, eller som Paulus skriver i brevet til menigheden i Efesus, at det er Guds ”frelsesplan for tidernes fylde: at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske” (Ef 1,10)
Derfor var det jo, han pålagde sine disciple at gå ud i alverden og forkynde det glade budskab.
Det er jo derfor, at vi må have først Stefanus og derefter Paulus med i romanen. Derfor er det smukt og rigtigt, at bogen slutter med den store kærlighedshymne fra Korintherbrevet kap. 13 som opsummering og konklusion af hele Det nye Testamente.
.…………..…………..………………..…………………………………………..……………..
Det er en vidunderlig roman, men på ét punkt er den i hvert fald for katolikker og ortodokse en anfægtelse, når der i forbindelse med Jesus, der som tolvårig besøger templet, står: ”Maria venter sit femte barn”.
I Oldkirkens teologi forblev hun jomfru til sine dages ende – bekræftet af koncilerne op gennem kirkehistorien.
Det var – og er stadig – semitisk tradition at benævne nære slægtninge brødre og søstre, så de personer, der nævnes f. eks. i Matthæus 13,55, kan f. eks. være børn af Marias søster, Klopas’ hustru, (som også hed Maria). Hvis Jomfru Maria havde haft andre sønner, hvorfor skulle Jesus på korset så bede Johannes om at tage hende til sig og sørge for hende? (s 235 i romanen).
Det er en stor teologisk diskussion, og man må selvfølgelig respektere, at forfatteren i dette land følger den protestantiske tradition.
