Ny åndelighed i kristendommen?

- den kristne mystik mellem eros og agape.

Fra bogen "Det levende lys" - billeder af Hildegards visioner

Netop i kraft af inkarnationen viser den kristne mystik så mangfoldigt et spektrum, for ved selv at åbenbare sig gennem sin Søn som kødeligt menneske har den transcendente Gud sagt god for hvert eneste menneske i dets personlige egenart i dets konkrete kontekst af historie og kultur. Derfor siger Han god for sin Kirke med alle dens menneskelige fejl, for den er Hans dynamisk-historiske nærvær her og nu, Kristi mystiske Legeme, Hans frelsesvej for menneskene ned gennem historien. I dansk tradition kan Grundtvig ses som en repræsentant for denne linje.

Kirsten Kjærulff

Alt for mange mennesker søger forgæves i det traditionelle kirkeliv efter en mystisk dimension, der kan imødekomme deres tørst efter åndelig fordybelse, bøn og meditation. De savner den dybe sammenhæng og det eksistentielle engagement. Dermed være ikke sagt, at det ikke findes, men det kan ofte være meget svært at få øje på. Derfor har mange søgt mystikken i new age-bevægelserne eller i andre religioner, fordi de ikke har været opmærksomme på den overvældende rigdom, der gemmer sig i kristendommens egen mystiske tradition. Gudserkendelsen, oplevelsen af guddommeligt nærvær, er en fællesmenneskelig grunderfaring, som man møder i alle religioner, for - som Paulus siger: Guds “usynlige væsen, både Hans usynlige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på Hans gerninger.”(Rom 1,20)

“Det særlige ved kristendommen er ikke gudserkendelsen, men den adgang, vi i troen på Jesus får til Gud. Det brudte Gudsforhold genoprettes på en måde, som gør kristendommen til noget helt for sig selv,” siger Jørgen Hertler i KD d. 30 marts.

Det, som afgørende definerer kristen mystik i forhold til andre former for mystik, er dens forankring i Guds Åbenbaring i Kristus, i inkarnationens fortsatte manifestation ned gennem historien i Kristi Kirke, i sakramenter, evangelium og tradition. Det giver den en suveræn autenticitet og dermed også en overvældende rigdom i den måde, mystikken tager form efter menneskers personlige konstitution.

Generelt kan man sige, at den kristne mystik udfolder i sig et spændingsfelt mellem to yderpunkter: En indadvendt, kontemplativ tradition og en udadvendt, begge lige autentiske i det omfang de er grundfæstede i forhold til Kristusmysteriets realitet, Kristi mystiske legeme.

Fra bogen "Det levende lys" - billeder af Hildegards visioner

Den indadvendte mystik

Den indadvendte mystik er i europæisk tradition vokset frem i dialog med platonisk og nyplatonisk mystik. Selve ordet mystik har da også rod i det græske "myein", der betyder "at lukke øjnene"- med det formål at åbne sig for Guds virkelighed. For kun i sindets dyb kan man ifølge denne opfattelse finde Gud. Han kan aldrig erkendes med menneskets fysiske sanser. Han er hævet over al erkendelse. Det sidste mål er foreningen, unio mystica, der beskrives som énhed med Altet, en oplevelse af overvældende fylde og fryd, - eller en verden af tomhed, intethed, en sjælens nat, mysteriernes mysterium. Det er denne universelle grunderfaring, som man møder i alle kulturers og alle tiders udsagn om mystik.

I den græske mystik kommer den kosmiske længsel til udtryk i den platoniske filosofi: En længsel mod ideernes uforanderlige verden, og i nyplatonismen mod "Den Ene". Det Guddommelige søges i kontemplationen, dvs. ved at man lukker sig inde "i templet", altså bag de lukkede øjne for at lukke verden ude. Det er derfor en esoterisk, en indadvendt mystik. Gud opfattes som et altomfattende, evigt princip, "Den ukendte Gud", en Guddom, der aldrig kan erkendes, men kun anes i naturen, i kosmos, i menneskesindets dyb. Det er menneskets opgave gennem meditation og askese at søge at nærme sig dette guddommelige princip for gennem livet efterhånden at blive ét med den guddommelige idé i en kontinuerlig lutringsproces. Det er et liv i askese og kontemplation, et liv i afsondrethed fra verden bag de "lukkede øjne", ofte i ørkenens ensomhed - i konkret eller overført forstand. Den er farvet af den græske filosofis opfattelse af den åndelige verdens kvalitative forrang over den fysiske skyggeverden. "Materien" opfattes på grund af sin mangfoldighed som en art "ikke-væren", fordi væren i sin essens sættes lig med énheden med Den Ene. Den hellenistiske mystik præges derfor af en dualisme, en længsel bort fra den fysiske verden mod den guddommelige, en længsel, som grækerne udtrykte med ordet EROS. I en sådan mystisk idealisme overstiger Gud al forstand og alle menneskelige udtryk.

Den kristne Kirke påvirkes i de første århundreder af denne hellenistiske tradtion. Det var især den syriske munk Dionysios Areopagiten, som omkring 500 udformede en "negativ teologi", hvor absolut intet kan udsiges om Gud, hverken ord eller tanke, hverken væren eller ikke-væren.

Gennem hele den kristne mystiks historie finder man spor af hellenistisk farvet mystisk idealisme, f. eks. i det anonyme værk fra 1300-tallets England med den betegnende titel "Uvidenhedens sky": Mystikerens oplevelse kan ikke beskrives med ord, for mystikeren kan kun nå til at se, hvad Gud ikke er. Den er båret af mennesket længsel mod Gud. De fleste moderne mennesker tænker på denne form, når de taler om mystik. Betoningen af den subjektive oplevelse understreger det personlige følelsesmættede gudsforhold, og forholdet til Kirke, sakramenter og dogmatisk teologi spiller hos nogle mystikere inden for denne tradition en mindre fremtrædende rolle. Centralt er det helt personlige gudsforhold, som derfor ofte får karakter af brudemystik, som vi i dansk tradition møder den hos Brorson.

Mystisk realisme

Mystisk realisme kaldes den anden mere udadvendte line. Den er karakteristisk ved, at der fokuseres mindre på den personlige vækst i gudsforholdet. Hovedvægten lægges på Åbenbaringen: At Gud udefra og ovenfra er trådt ind i verden med Ordet, der blev kød, og dermed i en objektiv historisk begivenhed har grebet ind og fortsat dynamisk og aktivt griber ind i vores virkelighed.

Jo mere det derfor tages alvorligt, at Jesus på helt enestående vis er Gud, der blev menneske, jo mere profilerer sig det særegne træk ved den kristne mystik.

Fra bogen "Det levende lys" - billeder af Hildegards visioner

Kristusmysteriet

Kristusmysteriet - sand Gud og sandt menneske i én person - det er den gyngende bro, som på Guds initiativ - gennem Hans AGAPE-kærlighed - igen forbinder Himmel og jord på en så konkret måde, at den manifesterer sig i Kristi Kirke og hans nærvær i sakramenterne. Kristus er derfor genforeningen af den menneskelige og den guddommelige virkelighed - af støv og ånd - af tid og evighed, fordi Han er udgangspunkt og endemål for alt, alfa og omega.

Det er et unikt og verdensomvæltende mysterium, ubegribeligt og uacceptabelt for en menneskeforstand: "for grækere en dårskab og for jøder en forargelse", som allerede Paulus udtrykker det. Her træder den transcendente og ufattelige Guddom os i møde i menneskelige kategorier i et menneskes skikkelse med et menneskeansigt og med konkrete anvisninger på, hvordan vi skal følge Ham efter i kærlighed til Gud og dermed til medmennesket. For i kraft af, at Han blev menneske af kød og blod, tog Han også bolig i menneskers hjerte og i hele deres personlighed.

Netop i kraft af inkarnationen viser den kristne mystik så mangfoldigt et spektrum, for ved selv at åbenbare sig gennem sin Søn som kødeligt menneske har den transcendente Gud sagt god for hvert eneste menneske i dets personlige egenart i dets konkrete kontekst af historie og kultur. Derfor siger Han god for sin Kirke med alle dens menneskelige fejl, for den er Hans dynamisk-historiske nærvær her og nu, Kristi mystiske Legeme, Hans frelsesvej for menneskene ned gennem historien. I dansk tradition kan Grundtvig ses som en repræsentant for denne linje.

I sin dybeste konsekvens omfattes hele tilværelsen og hele den skabte verden af Kristus-Kirkemysteriet: Alt bliver helligt, gennemtrængt af Ånd. Inkarnationens mysterium er ikke kun et punkt på historiens tidslinje, men dette punkt har iværksat en proces, som vil helliggøre hele den skabte fysiske virkelighed. Den mystik, som har sin rod i Kristusmysteriet, fører derfor ikke til en bortvendthed fra verden, men tværtimod til en konkret medleven i personlig ansvarlighed og kærlighed. Den fører ikke til Det store Intet eller møde med Altet, men først og fremmest til et DU-JEG- forhold, et personligt møde med Kristus og dermed til en inddragelse i den treenige Guds dynamiske kærlighedsrelation.

Det betyder, at "den mystiske vej", dvs. hellighedens vej i Kristi efterfølgelse, ikke drager os bort fra vore medmennesker, men tværtimod fører os til at dele vort liv med dem i et kærlighedens fællesskab lige som Kristus gjorde. Kærligheden er konsekvensen af den specifikt kristne mystik. Dens mål er den totale overgivelse af viljen til Kristus, så at hele ens væsen bevæges - ikke af egenviljen, men af Helligåndens kraft, så man tilsidst med Paulus kan sige: "Ikke jeg lever, men Kristus lever i mig". Der er hverken tale om en dualistisk verdensforsagelse eller 4 rationalistisk adskillelse mellem tro og fornuft, men tværtimod en bevidsthed om, at Gud med Kristus gennemtrænger og helliggør hele den skabte verden: AGAPE og EROS i et lykkeligt favntag.

Fra bogen "Det levende lys" - billeder af Hildegards visioner

I Jesus har den transcendente Gud givet os sig selv ansigt til ansigt for at vise, at Han tager del i denne verdens erfaring, at Han ikke lader den falde ud i intethedens mørke og tilfældighed, men tværtimod lader den få del i sin egen absoluthed. I sin Søns død på korset viser Gud, hvor radikalt Han tager den fysiske verden alvorligt med dens lidelse og død. Dødens smerte gennemtrænger Guds eget hjerte.

Netop fordi mystikken i Kristusmysteriet er rodfæstet i den ydre objektive virkelighed, er den eksistentielt forpligtende på en radikalt anderledes måde end myten, som til trods for sin eventuelle universalitet altid kun vil være begrundet i det subjektive, sjælelige niveau. En myte kan derfor aldrig være objektivt forpligtende, fordi den ikke har guddommelig autoritet som en Åbenbaring af den transcendente Gud i den historiske virkelighed.

Men tilsvarende mister mysteriet sin kraft og eksistentielle værdi, såfremt det kun accepteres som et dogme på det historisk-fysiske niveau, og man afviser det personlige engagement, mystikkens subjektive længsel, - eller eros-aspektet. Så bliver historien om Jesu liv, død og opstandelse til en begivenhed af intellektuel historisk interesse, som måske kan være til nogen moralsk opbyggelse, men mysteriet har aldeles tabt sin forvandlende kraft.

Sandheden om Kristus er én, og den er altomfattende: Sandheden er kærlighed, men kærlighed er i sit væsen gensidig. Gud elskede os først, men Han vil, at vi skal også skal elske Ham af hele vort hjerte og hele vor sjæl. I mødet mellem AGAPE og EROS frugtbargøres mystikken, kærlighedslivet med Gud. Det er Kristusmysteriets og den kristne mystiks hemmelighed og guddommelige kraft.

PS. Eva Meile citerede teologen Tillisch noget i retning af: EROS UDEN AGAPE ER TOMT SVÆRMERI. AGAPE UDEN EROS ER GOLD TEORI

 

Kirsten Kjærulff

Kirsten Kjærulff er født i 1937. Cand. mag. i musik, dansk og litteraturhistorie. Indtil 1997 undervisningsassistent på Aarhus Universitet, Musikvidenskabeligt institut, hvor hun i en årrække har undervist i musikhistorie, videnskabsteori og musikæstetik. Forfatter til "Den ildfyldte Kraft. Middelalderens mystik hos Hildegard af Bingen", Gyldendal 1992, og "Hildegard af Bingen En Basun for Guds mund", Anis 1995. Herudover har hun siden 1992 haft en omfattende foredragsvirksomhed om kristen mystik og om Hildegard af Bingen.

%d bloggers like this: