Efterårets vanskelige politiske emne bliver stillingtagen til lovgivning om aktiv dødshjælp. De seneste målinger viser, at 70% af danskerne går ind for aktiv dødshjælp, men er det nu en god ide? Erfaringer fra udlandet, hvor man i flere år har praktiseret aktiv dødshjælp, er ikke positive. En stor del af den debat, der foregår, tager afsæt i en falsk præmis om, at vi står over for et valg mellem at efterlade patienter i lidelse eller at lovliggøre aktiv dødshjælp.
Overskrifter
Først ser vi på de to mest almindelige argumenter for at lovliggøre aktiv dødshjælp.
1. Et af de argumenter, man hører oftest, er, hvad vi kunne kalde “selvbestemmelses-argumentet”, som f.eks kan udtrykkes på denne måde: “Det er mit liv, det drejer sig om. Så må jeg også have ret til selv at bestemme, hvornår jeg vil herfra.”
SVAR: Det lyder umiddelbart besnærende, men det er bare ikke det, diskussionen drejer sig om. Det, du forlanger, er nemlig, at aktiv dødshjælp skal være et "tilbud” på landets hospitaler, hos den praktiserende læge eller på særlige klinikker. Og det vil helt konkret sige, at sundhedspersonalet skal involveres i dit selvmord - både fysisk og moralsk. Så det er altså ikke kun et spørgsmål om, hvad du vil, men nok så meget om, hvad du vil pålægge andre at gøre. Og hvem siger, at du har ret til det?
Argumentet forekommer også i denne version: "Det kan ikke være meningen, at staten skal forbyde aktiv dødshjælp og på den måde bestemme over mit Iiv."
SVAR: Som lovgivningen er nu, bestemmer staten ikke over dit liv. Den blander sig ikke i, om du har i sinde at begå selvmord (selv om den skal rydde op efter dig, hvis du f.eks. springer ud foran et tog). Du har også som patient lov til at nægte at modtage behandling, selv om du har en livstruende sygdom. Og du kan frabede dig genoplivning ved hjetestop såvel som såkaldt livsforlængende behandling.
Svaret er derfor stadig, at du forlanger en service, som andre skal levere. Hvem siger, at de har lyst til det?
2. Lige så almindeligt er “smertehelvedes-argumentet”: “Jeg vil ikke udsættes for at skulle ligge hjælpeløs i en hospitalsseng med ulidelige smerter. Jeg vil dø en værdig død.”
SVAR: Det er lægens pligt at lindre smerter, og det betyder, at man som patient har krav på at få en ordentlig behandling og pleje. I de senere år er der sket mærkbare fremskridt med hensyn til lægernes mulighed for at holde patienter smertefri, samtidig med at der er uddannet et stigende antal læger med speciale i "palliativ (smertelindrende) medicin." Derfor er der i dag ingen uhelbredeligt syge, der behøver at tilbringe den sidste tid af deres liv i smerter. Se også under punkt 5.
Ifølge den gældende lovgivning er det tilladt at smertebehandle med f.eks. morfin, selv om det medfører, at man derved forkorter patientens liv. Det vil sige, at lægen holder sig inden for lovens rammer, så længe der kun gives netop den dosis, som er nødvendig for at holde patienten smertefri. Enhver overskridelse er derimod et brud på loven - og en krænkelse af patientens ret til en naturlig død.
En værdig død består således både i at få en professionel og korrekt behandling, men også i, at man ikke i sine sidste levedage skal føle sig ensom, overflødig eller ligefrem til ulejlighed, men tværtimod kunne mærke, at man er værdsat og respekteret både af sundhedspersonalet og - sidst men ikke mindst - af sine nærmeste.
3. Dernæst ser vi på de mulige følger af at lovliggøre aktiv dødshjælp. Vi svarer med andre ord på indvendingen: “Hvad skulle der egentlig ske ved at tillade det? Hvis man er modstander af aktiv dødshjælp, kan man jo bare lade være med selv at vælge den løsning.”
SVAR: Det er langt fra så enkelt, som det ser ud til. Hvad hvis man f.eks. er dement og derfor ikke i stand til at tage stilling til spørgsmålet? Er det så de pårørende eller lægen, der skal træffe beslutningen? Eller hvad hvis man ligger i koma? Eller hvad hvis man er et barn på 8 år, som er indlagt på en kræftafdeling uden udsigt til helbredelse? Så er det forældrene og lægen, men i hvert fald ikke barnet, der træffer beslutningen. Eller hvad hvis man er psykisk syg og derfor ikke i stand til at tage vare på sig selv? Er man så i stand til at træffe den slags uigenkaldelige beslutninger?
Problemet er imidlertid ikke blot, hvem der træffer beslutningen, men også på hvilket grundlag den træffes. Systemet er med andre ord nødt til at vedtage, hvilke betingelser der skal være opfyldt for, at man som patient kan komme i betragtning til denne "service”.
Ser vi på erfaringerne fra de lande, f.eks. Holland og Belgien, som har legaliseret aktiv dødshjælp, forudsatte man til at begynde med, at tilbudet kun skulle omfatte såkaldt terminale patienter, dvs. patienter, som man forventer vil dø inden for en overskuelig fremtid. Det gjorde man blandt andet for at fjerne risikoen for at aflive en patient, som måske på et senere tidspunkt bliver rask eller blot får det mærkbart bedre og derfor ikke længere oplever sin situation som utålelig.
Men dette forbehold har i praksis vist sig ikke at kunne opretholdes i det lange løb. For før eller senere dukker spørgsmålet op: Hvorfor er det kun de terminale patienter, der skal tilgodeses? Hvorfor ikke også dem, som f.eks. lider af en smertefuld kronisk sygdom og ikke føler, at de kan udholde deres tilværelse længere?
Og i tillæg til dette kunne man spørge: Hvorfor taler vi kun om patienter med fysiske smerter? Er det ikke mindst lige så belastende at lide under depressioner eller blot føle, at ens liv er tomt og meningsløst?
Med andre ord, lidelse er et elastisk begreb, og spørgsmålet om, hvorvidt en given lidelse er uudholdelig, kan strengt taget kun besvares af den lidende selv. Accepterer vi det, bliver det vanskeligt for ikke at sig umuligt at opstille objektive kriterier for, hvem der skal have adgang til aktiv dødshjælp.
Erfaringerne fra både Holland og Belgien viser da også, at man i årenes løb har måttet bøje sig for argumenter som disse og slække på kravene, således at aktiv dødshjælp nu også tilbydes psykiatriske patienter og demente. I Holland blev aktiv dødshjælp til børn lovliggjort allerede i 2004, i Belgien i 2014. Det har betydet, at antallet af dødsfald ved aktiv dødshjælp i begge lande har været støt stigende i takt med, at forbeholdene er smuldret bort. I Holland er antallet således tredoblet inden for de seneste 10 år. Størst har stigningen været blandt demente og psykisk syge.
Men hvad siger tilhængerne af aktiv dødshjælp her i Danmark til erfaringerne fra Holland og Belgien?
4. De siger f.eks.: Vi skal netop lære af erfaringerne fra Holland og Belgien, for at vi kan sikre os mod eventuelle utilsigtede konsekvenser af en lovliggørelse af aktiv dødshjælp. Det gør vi for det første ved at præcisere i loven, hvilke betingelser der skal være opfyldt for at udføre indgrebet, og dernæst ved løbende at kontrollere, at bestemmelserne overholdes til punkt og prikke.
SVAR: Det var præcis, hvad man i sin tid sagde og efterfølgende forsøgte at føre ud i livet i Holland og Belgien. Ikke desto mindre er situationen i dag reelt ude af kontrol i begge disse lande. I Belgien har undersøgelser således vist, at ca. 32 pct. af dødsfaldene som følge af aktiv dødshjælp sker, uden at patienten har anmodet om det, og at over halvdelen af tilfældene ikke bliver indberettet. I Holland har myndighederne i en såkaldt meta-analytisk undersøgelse anslået, at 23 pct. i 2010 aldrig blev registreret.
Men hvorfor skulle det samme ske her? Hvem siger, at vi ikke kan styre udviklingen ved at holde området under konstant observation?
SVAR: Omvendt kunne man spørge: Hvorfor skulle vi kunne gøre, hvad hollænderne og belgierne ikke har formået? Begge disse lande er moderne europæiske samfund, som vi på mange måder kan sammenligne os med.
Men som allerede antydet under punkt 3 er den grundlæggende årsag til, at situationen er kommet ud af kontrol, at man fra præcis det øjeblik, man "afkriminaliserer” en sådan handling, kommer i bekneb for argumenter for at begrænse adgangen til aktiv dødshjælp. Når man rækker fanden en lillefinger, tager han som bekendt hele hånden. Det vil sige man giver startskuddet til en udvikling, der herefter følger sin egen logik.
Konkret sker der det, at man vedtager en lov, som åbner døren på klem for at aflive patienter. Men hermed overskrider man en principiel grænse, som uundgåeligt fører til, at selve handlingen ændrer karakter i flertallets øjne.
Så længe der består et forbud mod at aflive patienter, betragter vi en overtrædelse af dette forbud som et drab på linje med ethvert andet drab, altså som en forbrydelse. Men i det øjeblik, vi som samfund anerkender, at et drab kan være en acceptabel løsning, når blot der er ”gode grunde” til det, opstår der en ny situation, hvor opmærksomheden ikke længere retter sig mod drabet, men mod omstændighederne.
Det, vi nu spørger ind til, er, om lægen til punkt og prikke har fulgt alle de bestemmelser, loven foreskriver. Huskede han eller hun at udfylde alle formularer, at konsultere en eller flere kolleger, at sikre sig, at patienten i tiden op til indgrebet fastholdt ønsket om at dø osv. osv.?
Og lad os så antage, at lægen i et givet tilfælde "glemmer" et eller flere af disse punkter. Hvilke konsekvenser kan det så få for lægen? Formentlig ikke andet end en tjenstlig påtale - af den simple grund, at selve handlingen ikke længere betragtes som en forbrydelse. I stedet har vi blot at gøre med en sag, hvor der foreligger en eller anden form for lægesjusk, som selvfølgelig bør påtales, men så heller ikke mere. Dels fordi det jo er menneskeligt at fejle, men også fordi der nu er en grundlæggende enighed om, at aktiv dødshjælp er en barmhjertig og nyttig handling, som lægen formentlig har udført i den bedste mening, dvs. ud fra en vurdering af, at det til syvende og sidst er i patientens bedste interesse at forlade denne verden.
I Holland har psykiateren Boudewijn Chabot, som er en af pionererne bag loven om aktiv dødshjælp, udtrykt bekymring for, at "garantierne” lige så stille er ved at smuldre bort, Det gælder især kravet om, at der skal være tale om en uudholdelig lidelse uden håb om bedring, og at der ikke må foreligge noget rimeligt alternativ til aktiv dødshjælp.
Læg hertil, at der som allerede nævnt hvert år forekommer et foruroligende stort antal ikke registrerede, dvs. illegale drab på patienter. Men hvorfor nu det, når det rent faktisk er tilladt? Fordi administration af enhver art tager tid og koster penge.
Hvis lægen står med et tilfælde, hvor både han/hun og/eller de pårørende og for den sags skyld også patienten er enige om, hvad der skal ske, vil fristelsen derfor være til stede til at springe papirarbejdet over og blot indberette dødsfaldet som et hjertetilfælde. Dermed bortfalder også risikoen for ubehageligheder, hvis man skulle have glemt en administrativ detalje eller to.
| En stor del af den debat, der foregår, tager afsæt i en falsk præmis om, at vi står over for et valg mellem at efterlade patienter i lidelse eller at lovliggøre aktiv dødshjælp. |
Kan man kontrollere sig ud af den slags problemer? Det er der ikke meget, der tyder på. Det ville i princippet kræve, at der var lige så mange "kontrollanter" som sundhedspersonale. Man kan sammenligne med de muligheder, man har i dag for at opnå erstatning efter lægesjusk. De giver ikke anledning til optimisme. Forudsætningen for, at der overhovedet kan rejses en sag, er naturligvis, at nogen får en begrundet mistanke om, at reglerne ikke er blevet fulgt, og -ikke mindst - at de er motiveret for at følge op på sagen. Det kan man langt fra tage for givet. Og under alle omstændigheder vil bevisbyrden være vanskelig at løfte. Det fører så frem til spørgsmålet:
5. Hvorfor er et overvældende flertal af læger og andet sundhedspersonale modstandere af af aktiv dødshjælp?
SVAR: Det er der flere grunde til. Først og fremmest at de har valgt deres profession ud fra et ønske om at helbrede mennesker og derfor grundlæggende ikke ser det som deres opgave at slå deres patienter ihjel. Dernæst fordi de - til forskel fra de mange, der lader sig forføre af mediernes ofte ensidige og overfladiske behandling af emnet - i kraft af deres faglige viden og erfaring med patienter bedre er i stand til at overskue både de øjeblikkelige og de langsigtede konsekvenser af en lovændring.
Formanden for lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing, har således i "Ugeskrift for |æger" (3. marts 2017) advaret mod "en forsimplet diskussion af aktiv dødshjælp". "En stor del af den debat, der foregår," har han blandt andet sagt, "tager afsæt i en falsk præmis om, at vi står over for et valg mellem at efterlade patienter i lidelse eller at lovliggøre aktiv dødshjælp. Det er givet en del af forklaringen på, at der er en udbredt folkelig opbakning til aktiv dødshjælp. Men det er ikke desto mindre forkert."
Andreas Rudkjøbing understreger endvidere, "at legalisering af aktiv dødshjælp er en glidebane. I Holland vokser antallet af mennesker, der dør på denne måde. Nu kan man også "blive hjulpet", selv om man ikke er uafvendeligt døende. Det gælder ældre mennesker med demens og patienter med psykisk sygdom. I Belgien kan børn få aktiv dødshjælp. Vi taler om mennesker i meget sårbare situationer. Hvem bliver de næste? Her er perspektiver, som jeg ikke har lyst til at tænke til ende."
Og til Kristeligt Dagblad sagde han den 3.juni i år: "Selv om man prøver at indsnævre en gruppe mennesker med stor lidelse og kun give dem adgang til aktiv dødshjælp, så er det svært at fastholde, at andre grupper ikke har et ligeså lidelsesfuldt liv og derfor ikke også skal have adgang. Det er erfaringen fra Holland og Belgien: Når man først har anerkendt én gruppes ret til at blive slået ihjel, så er det umuligt at fastholde, at andre grupper ikke skal have samme ret."
Og til slut: Hvad vil der ske med det tillidsfulde forhold mellem læge og patient?
SVAR: I den offentlige debat har mange peget på risikoen for, at en lovliggørelse af aktiv dødshjælp i bund og grund vil ændre forholdet mellem læge og patient. Hvor man i dag kan være sikker på, at lægen udelukkende ser det som sin opgave at hjælpe patienten, vil situationen være en anden i det øjeblik, aktiv dødshjælp bliver et af sundhedssystemets tilbud til patienterne.
Alene det, at et sådant tilbud eksisterer, og at personalet i givet fald er nødt til at informere patienten om det, indebærer en klar risiko for, at den enkelte vil kunne føle en sådan "orientering" som et vink fra personalet om, at det måske var noget, man selv burde overveje. Det vil især kunne udgøre et problem for de svageste patienter, som ikke har overskud til at stå fast på deres ret til at dø en naturlig død.
Kilde: RFM Nyt 38. årgang nr. 3 2017
