Katolsk seksualmoral uden løftede pegefingre

Den katolske seksualmoral trænger ikke til reformer. Det er snarere tidsåndens modstand mod denne moral, der kunne have godt af lidt selvkritik.

Peter Damgaard-Hansen er autoriseret psykolog - Artiklen er første gang trykt  i Kristeligt Dagblad den 1. december 2009

DET ER EN YNDET SPORT i medierne at latterliggøre den katolske kirkes ledelse for sin generelt "ubøjelige fastholden i dogmer og traditioner, helt ud i det absurde", som Ole Olsen langer ud med i sin kronik "Stille oprør i den katolske kirke".

Andre kritiske og forargede røster fra samme oppositionelle fløj (Vi er også kirken) beskriver gerne kirkens seksualmoral som håbløst utidssvarende og intolerant. Der råbes op om en ny seksualmoral, der kan gøre seksuallivet lettere og skyldfrit for det moderne menneske.

Det er rigtigt, at Kirkens svar på moralske spørgsmål ikke forstås af samtiden - og i den forstand kan vi godt sige, at dens seksualmoral ikke er tidssvarende. Men hvorfor går man altid ud fra, at det altid er "tiden" der har ret? Kunne det ikke tænkes, at det er samtidens syn på sex, der ikke er "menneskesvarende"? Er "tidens ånd" blevet en hellig ko, en ny urørlig autoritet, hvis dikteringer i moralske spørgsmål ubøjeligt er hævet over enhver kritik? Vi aner her pudsigt nok et kulturgivet dogme om ufejlbarlighed som kirkens reformivrige kritikere - der i øvrigt ikke kan udstå den katolske kirkes ufejlbarlighedsdogme - selv ligger under for.

Der er ikke brug for en ny seksualmoral - den, vi har, er ikke bare god nok, men overraskende avanceret. I stedet for en ny moral er der brug for en ny og tilbundsgående forståelse af, hvad den moral, vi allerede har fået af Kirken, egentlig handler om. Og det indså den forhenværende pave Johannes Paul II, længe før han blev pave. I stor medfølelse med tidens enorme kaos og forvirring på seksualitetens område og de menneskelige, familiemæssige og samfundsmæssige omkostninger, der er fulgt med, var det første, han gjorde som pave, at lancere "Kroppens Teologi". Denne lære er en omfattende filosofisk/teologisk dybdeanalyse af den menneskelige identitet og seksualitet, der - totalt blottet for løftede pegefingre - trænger dybere ind i selve emnet og Kirkens lære på området, end vi nogen sinde tidligere har været.

"Kroppens Teologi" blev oprindelig givet som 127 onsdagsforelæsninger i perioden 1979-1984 og er siden sammenfattet i det 700 sider store værk "As Male and Female He Created Them".

Johannes Paul II pointerer klart, at det ikke er muligt at opstille en seksualmoral, medmindre man først har en grundig forståelse for, hvad meningen med den menneskelige seksualitet er. Og en sådan forståelse må nødvendigvis bygge på refleksioner over, hvad det vil sige at være menneske.

Et studie i seksualitetens væsen handler derfor ikke kun om sex, men om at nå ind til en forståelse af menneskets inderste identitet, og hvad meningen med livet er. En forståelse af den katolske kirkes seksualmoral er derfor umulig uden en rejse ind i det menneskesyn, der ligger til grund for den. Og det bliver intet mindre end et studie i, hvad kristendommen egentlig handler om.

Det smukke og forfriskende ved "Kroppens Teologi" er, at den, som: navnet antyder, er særdeles kropsorienteret. Hvad kristendommen da også dybest set er, i og med at den handler om ordet, der bliver kød. Kroppen er ikke bare et "hylster" for ånden - en tænkning der har gennemsyret vor vestlige kultur siden Descartes og bidraget væsentligt til at gøre det svært for moderne mennesker at forstå grundtanken i det katolske syn på seksualiteten.

Krop og ånd er i kristen forstand et organisk uadskilleligt hele, to sider af samme sag, så at sige. Men den kropslige dimension har alt for ofte været ignoreret, når talen er om åndelige emner. Hvadenten vi husker det eller ej, så leves vores daglige menneskelige liv gennem kroppen. "Kroppens Teologi" bringer teologien - læren om Gudsmysteriet - ned på det helt daglige fysiske niveau og helt ind i elskovssengen - det sted, hvor vi vel mere end noget andet sted søger, eller skuffet har forsøgt at søge, den dybe, mættende lykke, som hjertet og kroppen hungrer efter at hengive sig til.

"Kroppens Teologi" tager udgangspunkt i den ultimative bibelske definition af mennesket, som den åbenbares i skabelsesberetningen med udsagnet "Gud skabte mennesket i sit billede - som mand og kvinde skabte Han dem". Den treenige Gud er den totale selvhengivende kærlighed, som konstant udleves i relationen mellem Fader, Søn og Helligånd. Men dette kærlighedsmysterium har til alle tider været usynligt!

Formålet med at skabe mennesket "i Guds billede" er netop at synliggøre dette guddommelige kærlighedsmysterium i den konkrete virkelighed via mennesket. Og hvis Gud er kærlighed, så er det klart, at vi, i og med at vi er skabt til at være et billede på denne kærlighed, står over for den eksistentielle fordring "at elske, som Gud elsker". At efterleve dette kald er da den dybeste mening med vor eksistens - med andre ord den højeste form for selvrealisering.

Det har længe været mere eller mindre underforstået i kristen teologi, at det primært er som enkeltindivider at vi er et billede på Gud. Johannes Paul II går dybere i tolkningen og lægger vægt på, at det netop er i kraft af, at vi er skabt som mand og kvinde og dermed kan indgå i en helt speciel kærlighedsrelation, at vi bliver et billede på Gud.

Begrebet mand/kvinde eksisterer kun i kraft af, at vi har kroppe. Kroppen er altså en forudsætning for, at Gudsmysteriet kan åbenbares gennem mennesket, hvilket vil sige, at kroppen og dens særlige udformning er fortættet med teologisk betydning.

Trin for trin fører paven os frem til at opdage noget, der pludselig bliver selvindlysende, nemlig at de kønsspecifikke forskelle i de to køns kropslige anatomi i sig selv forkynder kærlighedens dybeste mening, nemlig kaldet til at give sig selv som en gave til den anden. Med "hud og hår". Sjæl og krop. Jeg er din, helt og aldeles. Når manden og kvinden således giver sig selv til hinanden - på samme måde som Kristus gav sig til menneskeheden - totalt, trofast, frit og frugtbart, elsker de, som Gud elsker, og alt begynder at falde på plads.

Et vovestykke af en påstand? Javist.

Men værd at granske. Vor kulturs maniske og tvangsprægede jag efter stadig mere pirrende måder at forny sexlivet på tyder på, at der er noget, der mangler, og som er totalt overset i tidens ensidige og fragmentariske fokusering på seksualitet og liderlighed.

Det er netop, når sex og kærlighed adskilles, at problemet opstår, advarer Johannes Paul II. For så bliver seksualiteten et mål i sig selv. Den er ikke længere orienteret mod partneren, men mod selvets tilfredsstillelse. Kærligheden får vendt vrangen udad, og i dens sted får vi det stik modsatte: det egoistiske begær. Egoismen reducerer partneren til et objekt til selv-tilfredsstillelse. Og denne tingsliggørelse er et fatalt angreb på menneskets værdighed, som ethvert menneske må beskyttes imod, siger han. Hvis denne mentalitet legaliseres i elskovsakten, vil den uundgåeligt infiltrere alle andre menneskelige relationer, også til stor skade for kulturen, advarer han.

Det er netop, når sex og kærlighed adskilles, at problemet opstår, advarer Johannes Paul II. For så bliver seksualiteten et mål i sig selv. Den er ikke længere orienteret mod partneren, men mod selvets tilfredsstillelse. Kærligheden får vendt vrangen udad, og i dens sted får vi det stik modsatte: det egoistiske begær. Egoismen reducerer partneren til et objekt til selv-tilfredsstillelse. Og denne tingsliggørelse er et fatalt angreb på menneskets værdighed, som ethvert menneske må beskyttes imod, siger han. Hvis denne mentalitet legaliseres i elskovsakten, vil den uundgåeligt infiltrere alle andre menneskelige relationer, også til stor skade for kulturen, advarer han.

Det er netop, når sex og kærlighed adskilles, at problemet opstår, advarer Johannes Paul II. For så bliver seksualiteten et mål i sig selv. Den er ikke længere orienteret mod partneren, men mod selvets tilfredsstillelse. Kærligheden får vendt vrangen udad, og i dens sted får vi det stik modsatte: det egoistiske begær. Egoismen reducerer partneren til et objekt til selv-tilfredsstillelse. Og denne tingsliggørelse er et fatalt angreb på menneskets værdighed, som ethvert menneske må beskyttes imod, siger han. Hvis denne mentalitet legaliseres i elskovsakten, vil den uundgåeligt infiltrere alle andre menneskelige relationer, også til stor skade for kulturen, advarer han.

Det er netop, når sex og kærlighed adskilles, at problemet opstår, advarer Johannes Paul II. For så bliver seksualiteten et mål i sig selv. Den er ikke længere orienteret mod partneren, men mod selvets tilfredsstillelse. Kærligheden får vendt vrangen udad, og i dens sted får vi det stik modsatte: det egoistiske begær. Egoismen reducerer partneren til et objekt til selv-tilfredsstillelse. Og denne tingsliggørelse er et fatalt angreb på menneskets værdighed, som ethvert menneske må beskyttes imod, siger han. Hvis denne mentalitet legaliseres i elskovsakten, vil den uundgåeligt infiltrere alle andre menneskelige relationer, også til stor skade for kulturen, advarer han.

Et nært studium af "Kroppens Teologi" i sin helhed gør det klokkeklart, at Den katolske Kirkes holdning til prævention, abort, homoseksualitet, utroskab, førægteskabelig sex med mere hverken er et udtryk for en snerpet, vilkårlig holdning eller et udtryk for en perverteret trang til at kontrollere folks privatliv. Den er en selvindlysende logisk følge af Kirkens bibel baserede, dybtborende forståelse af kærlighedsbegrebet, og hvad det vil sige at være menneske.

Følgelig kan den katolske kirke ikke og vil aldrig kunne - gå med til reformer, der på kryds og tværs strider mod dens eget grundlæggende livs- og menneskesyn. At kræve det er ulogisk intolerance.

Katolsk Liv har aftalt med Peter Damgaard-Hansen at bringe artiklen.

%d bloggers like this: