21. november 2024

Jeg ledsager dig på rejsen

Pave Frans sender en rørende videobesked til en 17-årig portugisisk pige, der lider af en alvorlig sygdom. Pigen havde skrevet et brev til ham, hvor hun udtrykte sin kærlighed og også sin sorg over ikke at kunne deltage i den næste Verdensungdomsdag i Lissabon.

Af Felipe Herrera-Espaliat │ Vatican News
Oversættelse: Kuno Arnkilde │ Katolsk Liv │ EWTN Danmark

Edna er 17 år gammel og er klar over, at hun snart vil møde Gud. Det har hun fået forklaret af den læge, der har hjulpet hende med den alvorlige sygdom, hun har lidt af i otte år. Sådan fortalte hun også pave Frans i et brev, han modtog i går, torsdag den 22. juni. "Lægen sagde, at han ikke vidste, hvornår jeg ville møde Jesus, men at det ville ske snart," fortalte hun med en sindsro, der rørte den hellige fader.

Selvom hun har tilmeldt sig den næste Verdensungdomsdag, som afholdes i Lissabon mellem 1. og 6. august, betroede hun pave Frans, at det ikke vil være muligt at ledsage ham fysisk. Edna, som af hele sit hjerte ønskede at møde paven, lever i denne situation med sorg, men også med en ægte og oprigtig tro og et velvilligt smil, som det ses af dem, der har fulgt hende i mere end et årti i Sankt Maximilian Kolbe-sognet i udkanten af Lissabon.

"Da jeg hørte, at dagen ville blive afholdt i Portugal, blev jeg meget glad, for hver gang jeg ser paven tale i fjernsynet, føler jeg mig rask, som om jeg ikke havde nogen sygdom, der ville forhindre mig i at deltage i WYD," påpeger Edna i brevet. Hun tilføjer, at hun ønskede at skrive til pave Frans, så han vidste, "hvor vigtig han er for mig og for min familie".

Seks gange 'tak'

Så snart han havde læst de linjer, som Edna havde skrevet fra hospitalet, besluttede paven at svare hende med en videobesked på lidt over et minut, hvor han gentager ordet "tak" seks gange:

"Edna, jeg har modtaget dit brev, tak! Tak for din ømhed og tak for freden i dit hjerte. Denne fred er som et frø, der er plantet i hjerterne på alle os, der ser dig, og alle dem, der taler med dig. Tak for det! Jeg ledsager dig på denne rejse, som du foretager. Jeg ledsager dig, og jeg ved, at du vil blive godt modtaget. Jeg ledsager jer ved at bede for jer, bede med jer og se på Jesus, som altid venter på os. Tak!" sagde den hellige fader til hende.

Edna bad paven om at bede for hende, og i videobeskeden bad Frans hende om at gøre det samme for ham. Bønner for hinanden med pavens velsignelse: "Og nu giver jeg dig min velsignelse, så den også kan give dig styrke på denne rejse."