Pastor Jesper Fich, op:
Det gode måltid trækker jo ud, man bliver siddende, måske helt til at sulten melder sig igen, som en julefrokost, der varer og varer…
Livs-måltidet varer og varer – sådan også hos Jesus: den der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag… Evigt liv, yderste dag – det varer og varer.
Kristi Legems og blods fest. 5. Mos. 8.2-3+14b-16a
Skærtorsdagens messe slutter med en procession – ganske vist en kort procession – hvor vi følger Jesus i hans ensomhed – ud i Oliehaven med al dens gru og kamp, men naturligvis også sejr.
Langfredag var jo ikke Kristi nederlag, men hans sejr – vundet for os.
I dag, på Kristi Legems og blods fest, slutter messen også med en procession, men denne gang er processionen i opstandelsens tegn.
Hvordan det? Påsken er overstået, og ligger allerede noget tilbage. Vi er begyndt på den kirkelige hverdag igen. Så hvordan skal det forstås, at processionen er i opstandelsens tegn?
Det giver først mening, når man forstår, at påsken ikke er en isoleret begivenhed, men at den peger frem mod det liv som netop er hverdagen. Jesus siger selv til disciplene, at han går foran dem til Galilæa. Der skal de se ham… Meningen er mest af alt symbolladet: for vi ved, at disciplene blev i Jerusalem, og ikke tog tilbage til Galilæa. Men disciplene kom alle sammen oprindelig derfra. Vi behøver bare at huske på, at pigen i borggården afslørede Peter, netop fordi han talte en galilæisk dialekt.
Galilæa er altså kodesprog: Vend tilbage til hvor I kom fra, og I vil erfare, at jeres hverdag ikke længere er den samme efter opstandelse.
I dag har vi også hørt om folkets prøvelser på ørkenvandringen, på vejen fra slaveri til frihed. Vejen gik igennem en ørken med slanger, øgler og skorpioner og vandløse områder. Altså ikke ligefrem Frederiksberg Allé med is og chokoladebutikker på gadehjørnerne. Det var en livsfarlig tur, ikke ligefrem ”en walk in the park”.
Der er løbet meget vand i åen, siden det gamle pagtsfolk drog afsted fra Ægypten, men konditionerne for Guds folk, nu også kirken, har åbenbart ikke ændret sig mærkbart. Lige nu går vi igennem en periode, som i vor del af verden kan synes som en vandløs ørken. Og mange bliver også skambidt af skorpioner og falder fra, åndeligt paralyserede af truende magter.
Så er det altafgørende, at Kristus går foran, for ellers går det helt galt. I dag følger vi Kristus ud på vore veje, hverdagens veje, og tilkendegiver at vi er på vej med ham og at vi VIL være på vej med ham, også selvom vi er vel vidende om farerne på vejen.
Da jeg skrev pagtsfolk på min pc – rettede autokorrekturen pagtsfolk til fagfolk. Og ja, jeg måtte smile, for er det ikke det apostlene var og vi skal være: pagtsfolk og fagfolk. For vi har den livserfaring, at hvor vi følger Kristus, der bliver friheden bare større og større.
Jesper Fich op
Grafik: Emil Nolde: Den sidste Nadver │ Foto: Kuno Arnkilde │ Nolde Museet
