21. november 2024

En synodal Kirke er åben for alle

Pave Frans til den italienske bispekonference: En synodal Kirke er åben for alle

Pave Frans henvender sig til den 77. italienske bispekonference

De italienske biskoppers 77. generalforsamling er afsluttet, og pave Frans opfordrede den italienske Kirke til at fortsætte rejsen sammen på den synodale vej for at fremme lægfolks og præsters "medansvar" og opbygge en mindre klerikal kirke.

Af Lisa Zengarini
Vatican News
Oversættelse Kuno Arnkilde

Pave Frans opfordrede Kristi Himmelfartsdag den italienske Kirke til at fortsætte sin synodale proces "med mod og beslutsomhed", frem for alt ved at "værdsætte det potentiale", der findes i menighederne og de kristne fællesskaber.

Paven henvendte sig til biskopper og epræsentanter for den synodale vej i Italien. Det foregik i Paul VI audiens hal, da den italienske bispekonference (CEI) afsluttede sin 77. generalforsamling med fokus på den synodale proces frem mod synoden om synodalitet i 2021-2024.

En unik åndelig oplevelse af omvendelse og fornyelse

Den Hellige Fader indledte sin tale med at bemærke, at processen er en "unik åndelig erfaring af omvendelse og fornyelse", som kan gøre kirkelige fællesskaber "mere missionerende og mere parate til at evangelisere nutidens verden".

Da den italienske Kirke afslutter den toårige høringsfase og går ind i erkendelsesfasen, gav han derfor fire anbefalinger som svar på nogle spørgsmål fra CEI's permanente komité vedrørende den italienske Kirkes pastorale prioriteter, hvordan man overvinder indvendinger og bekymringer, og hvordan præster og lægfolk kan deltage.

Bliv ved med at gå guidet af Helligånden

Den første anbefaling var at "blive ved med at gå guidet af Helligånden", altid tjene evangeliet og dyrke "friheden og kreativiteten" hos dem, der vidner om de gode nyheder om Guds kærlighed ved at "forblive forankret i det væsentlige".

"En Kirke, der er tynget af strukturer, bureaukrati og formalisme - sagde paven - vil have svært ved at gå gennem historien i takt med Ånden og møde vor tids mænd og kvinder".

Kirkeligt medansvar

Den anden anbefaling, paven gav, var at blive Kirke sammen, det vil sige styrke "kirkeligt medansvar" ved at involvere alle døbte i Kirkens liv og mission, som Det Andet Vatikankoncil opfordrede til.

"Vi behøver kristne fællesskaber, hvor rummet udvides, hvor alle kan føle sig hjemme, hvor strukturerne og de pastorale midler ikke favoriserer skabelsen af små grupper, men glæden ved at være og føle sig medansvarlige."

Kirkens tjeneste - understregede paven - kan aldrig udøves uden andre. Det gælder biskopperne, hvis tjeneste ikke kan undvære præsternes og diakonernes, og præsterne og diakonerne selv, men også hele de døbtes fællesskab, "hvor hver enkelt vandrer sammen med andre brødre og søstre i det ene evangeliums skole og i Åndens lys".

"Vi må bede Helligånden om at få os til at forstå og erfare, hvordan man bliver ordineret til præst, og hvordan man udøver sit embede i denne tid og i denne Kirke: aldrig uden Ånden med stort "Å"."

En åben Kirke

Det tredje punkt, som pave Frans fremhævede, var en Kirke, der er åben for alle, og som er i stand til at lytte til de unges, kvindernes, de fattiges, de desillusioneredes og dem, der er blevet såret i deres liv, stemmer, i modsætning til det, der stadig opfattes som en "selvrefererende" og klerikal Kirke.

"Klerikalisme er en perversion, og en klerikal biskop eller præst er pervers, men en klerikalistisk lægmand eller lægkvinde er endnu værre."

"Synoden", understregede paven, "kalder os til at blive en Kirke, der vandrer med glæde, ydmyghed og kreativitet i vores tid, velvidende at vi alle er sårbare og har brug for hinanden".

En “rastløs” Kirke

Endelig var den sidste anbefaling som pave Frans gav, at være en "rastløs" Kirke, "som byder vor tids udfordringer velkommen, som ved, hvordan man går ud til alle for at forkynde evangeliets glæde", uden fordomme.

"Vi er kaldet til at samle historiens bekymringer og lade os selv blive sat spørgsmålstegn ved, at bringe dem frem for Gud og fordybe dem i Kristi påske."

Helligånden er hovedpersonen i den synodale proces

Som afslutning på sin tale opfordrede pave Frans igen den italienske Kirke til at fortsætte denne rejse sammen i tillid til Helligånden, "hovedpersonen i den synodale proces". "Det er Ham, der åbner individer og fællesskaber for at lytte; det er Ham, der gør dialogen autentisk og frugtbar; det er Ham, der oplyser om evnen til at dømme korrekt; det er ham, der leder valg og beslutninger. Det er frem for alt Ham, der skaber harmoni og fællesskab i Kirken", konkluderede pave Frans.

"Lad os betro os selv til Helligånden. Han er harmoni. Han forårsager al denne uorden, men Han er i stand til at skabe harmoni, som er noget helt andet end den orden, vi selv kunne skabe."