En verdensomspændende begivenhed finder sted næste sommer i perioden 22-26 juni 2022, og den vil involvere familier der føler sig som en del af det kirkelige samfund.
Rom er centrum for begivenheden og konferencer og familiefestivaler vil blive sendt på diverse platforme over hele kloden, men ethvert bispedømme kan lokalt planlægge aktiviteter for sine familier. På den måde kan alle være i stand til at deltage, også dem, der ikke kan komme til Rom.
Logoet, der viser familier i de lyse farver rød, gul og blå, viser en tynd streg for at skildre formen på Berninis berømte søjlegang, der omkranser Peterspladsen.
Temaet for det store arrangement er: Kærlighed i familien: Et kald og en sti til hellighed"
FAMILIEBØNNEN
Himmelske Fader,
Vi er samlet her for at prise dig og for at takke dig for familiens store gave.
Vi beder til dig for alle familier, som er velsignet med ægteskabets sakramente:
At de hver dag på ny vil blive mindet om den nåde, de har modtaget, og som små huskirker være bevidst om, hvordan de skal vidne om dit nærvær og om den kærlighed, som Kristus elsker Kirken med.
Vi beder til dig for alle familier, som står over for vanskeligheder og lidelser på grund af sygdom eller omstændigheder, kun du kender til. Støt dem og vis dem vej til den hellighed, som du kalder dem til, således at de kan erfare din uendelige nåde og finde nye måder at vokse i kærlighed på.
Vi beder dig for børn og unge: at de vil møde dig og med glæde tage imod det kald, du har forberedt til dem.
Vi beder for forældre og bedsteforældre: at de må blive bevidst om, at de i deres omsorg for børnene er et tegn på din omsorg for de børn, som du i legeme og ånd betror dem, og ligeledes bevidst om det vidnesbyrd om broderskab, som familien kan give verden.
Herre, hjælp hver eneste familie til i Kirken at leve deres særlige kald til hellighed i livets og fredens tjeneste, i forening med vores præster og alle andre kald i Kirken.
Velsign Familiens Verdensmøde.
Amen
Familiebilleder
Fotos fra den netop afviklede 52. Internationale Eukaristiske Kongres i Budapest.
Daniel Ibáñez Gutiérrez / CNA