21. november 2024

Pastoralrådet mødes i weekenden

Pastoralrådet holder møde 2007 (arkivfoto) │ Foto: Kuno Arnkilde

Det 2. Vatikankoncil (1962-65) anbefalede, at lægfolket blev inddraget i den lokale kirkes mission og pastorale liv og fik et virkeligt medansvar, ved at der blev skabt egnede organer. Biskop Hans L. Martensen oprettede i 1970 et pastoralråd i bispedømmet København.

Pastoralrådet er et repræsentativt organ for katolikkerne i Danmark, Færøerne og Grønland. Det har under biskoppens myndighed og ledelse medansvar for alle forhold af pastoral karakter, der angår bispedømmet, for at gudsfolkets liv og aktivitet må blive i stadig større samklang med Evangeliet (jf. pave Paul VI, Ecclesiæ Sanctæ 1 og Kirkerettens canon 511).

Rådet har rådgivende status. Dets medlemmer er udpeget af hhv. menighedsrådene, Præsterådet og Katolsk Søsterforbund. Medlemmerne skal være fyldt 16 år og sidder i en fireårig periode. Rådet træder normalt sammen to gange årligt.

Pastoralrådet vælger for en 4-årig periode formand, næstformand og forretningsudvalg. Forretningsudvalget mødes med biskoppen ca. en gang hver måned for at drøfte sager af pastoral art.

Der er offentlig adgang til pastoralrådsmøderne og KATOLSK LIV │ EWTN Danmark har anmodet om tilladelse til at videofilme biskoppens og formandens beretning. Vi venter spændt, for det vil være et fint signal om større offentlighed og lægfolkets inddragelse i Kirkens liv, et vindue mod verden, i ånden af den nye synodale vej; vise verden at vi mener det alvorligt med Helligåndens indflydelse.

Katolsk Liv mener:

FRA HJERTEKAMMERET UD I DET OFFENTLIGE RUM - PASTORALRÅDSMØDE I WEEKENDEN
Det katolske bispedømme i Danmark skal skabe tryghed for børn, unge og alle andre hvad angår overgreb af enhver art, men på andre områder bør Kirken risikere sig selv som Kristus gjorde. Hvis Kristus havde søgt trygheden ville vi ikke ha' nogen Kirke.

Den katolske Kirkes iver med at skabe en "synodal vej" er bl.a. et forsøg på større åbenhed over for verden, Kirkens egentlige mission, og det var da også i denne ånd det frivillige medieprojekt KATOLSK LIV │ EWTN Danmark anmodede biskop Czeslaw Kozon og formand for pastoralrådet Lillian Kristensen om tilladelse til at videofilme deres beretninger under det forestående pastoralrådsmøde i weekenden, så vi på den måde kunne give verden en mulighed for et lille kig ind i maskinrummet når bispedømmet arbejdede i fællesskab som kleraki, ordensliv og med lægmænd og lægkvinder. Videofilm med levende mennesker gør bare noget andet end lange tekstudredninger. Film er kød og blod, film er liv.

Formand Lillian Kristensen accepterede, men desværre afslog vores biskop med begrundelsen "... det er vigtigt at rummet er trygt, og at alle kan udtrykke sig frit". Hvorfor han valgte at se bort fra, at der var tale om at filme de to beretninger, står hen i det uvisse.

Hvis Kirken skal på fode igen, nytter det ikke at søge trygheden i snævre "katolske rum". Som kristne skal vi turde risikere os selv. Vi skal vise os som det "modsigelsens tegn" Zakarias talte om. Flytte vores tjeneste fra hjertekammeret ud i det offentlige rum.

Derfor vælger KATOLSK LIV │ EWTN Danmark ikke at "dække" pastoralrådsmødet i den kommende weekend i Middelfart, men ser frem til det næste møde i november, i håb om mindre klerikalt fodslæberi og et større mod.

Tryghed, undtaget trygheden nævnt i indledningen, er det Kirken mindst har brug for.


Adresse:
Hotel Severin Kursuscenter
Skovsvinget 25
5500 Middelfart
Telefon: 63 41 91 00

Dagsorden til Pastoralrådets 107. møde

Mødet afholdes i weekenden 10. -11. juni 2023 på Severin Kursuscenter i Middelfart

Lørdag den 10. juni
10.00 Velkomst og indledning. Valg af dirigent. Navneopråb
10.20 Formandens beretning
10.40 Biskoppens beretning
11.40 Pause
12.00 Regnskab v / administrationschef Thomas Larsen
12.45 Tidebøn
13.00 Frokost
14.30 Kirkeskat v / Susanne Madsen (inkl. kaffepause)
16.30 Pause
17.00 Messe
18.00 Middag
20.00 Fælles arrangement og aftenhygge - repræsentanterne fra Færøerne og Bornholm fortæller om deres menigheder.

Søndag den 11. juni
8.00 Messe
9.00 Morgenmad
10.00 DUK orienterer
11.15 ”Hvad får konvertitter til at føle sig hjemme i Den katolske Kirke?” Oplæg v / Jakob Laugesen og efterfølgende diskussion
12.15 Forståelse af ”Vedtægter for menighedsråd” og ”Bestemmelser for menighedernes økonomiske og personalemæssige forvaltning” v / Georg Høhling
12.30 Lægfolks mulighed for deltagelse ved valg af biskop v / Paul Jørgensen
12.45 Eventuelt. Afslutning
13.00 Mødet slutter.

Læs mere på katolsk.dk

Pastoralrådet holder møde 2007 (arkivfoto) │ Foto: Kuno Arnkilde


Annoncer og betalingsmure

Du kan være med til at gøre KATOLSK LIV til en del af danske medier. Skabe balance i et medielandskab, hvor formidling af religiøs tro, liv og overbevisning er udfordret.

HJÆLP KATOLSK LIV med at holde projektet fri af annnoncer og betalingsmure; så når vi også dem af os der ikke kender til katolsk tro og liv.

Læs mere om økonomisk hjælp - HER