Har Jesus ret, når han siger, at fårene ikke vil følge den fremmedes stemme?
Jeg ved ingenting om hvordan får opfører sig, men jeg kan da forestille mig, at får dengang og i dag er ens, og at billedet med fårene, der kan skelne mellem kendte og ukendte stemmer, er god nok. Men Jesus vil naturligvis ikke give os en lektion i fåreavl, og det er klart at han taler om relationen mellem Gud og mennesket. Det er et meget kendt tema i det gamle testamente, at det er Gud selv, som er hyrden, og folket er fåreflokken.
Og nu så spørgsmålet: holder Jesu påstand om at mennesket ikke vil følge en fremmed stemme? Var det rigtigt dengang, og er det rigtigt i dag? Og hvis billedet ikke holder, har lignelsen så gyldighed, og hvad kan vi bruge den til?
På Jesu tid: jeg kommer straks til at tænke på al den modstand Jesus kontinuerligt stod overfor. Som Johannesevangeliet selv udtrykker det så smertefuldt: ”Han kom til sine egne, men hans egne tog ikke imod ham.” – De hørte og hørte og hørte dog ingenting. Det var Jesus udmærket klar over, han prøver ikke at redigere i virkeligheden. Alligevel siger han som han gør i lignelsen.
Og i dag: hvem vil være får? Drømmen er at være hyrdefri, selv at overtage hyrdens plads. Vi orker ikke at nogen bestemmer over os.
I samfundet er der i de sidste 30 år klart nok sket en udvikling fra forbud til påbud. En bevægelse fra: ”du må ikke” – til ”du skal”. Det bliver mest tydeligt hos unge mennesker, der gør sig fri af regler, og erstatter dem med Idealer.
Reglerne kunne man gøre oprør imod, protestere mod, men idealerne og kravet om at opfylde dem, er det tydeligvis kropumuligt for de fleste at gøre oprør imod. Idealerne trænger sig på, med krav om at være sådan eller sådan, på det ydre plan, i karriere, i venneforhold. Det er indre stemme, som nærmest optræder som en slags permanent dobbeltgænger, der hele tiden holder mennesket fanget i en større og større ufrihed. Og den stemme kan man hverken overhøre eller protestere imod. Den har uindskrænket autoritet og kræver at blive respekteret. Som Sørine Godtfredsen har sagt det: den store seksuelle frigørelse, førte til den største seksuelle ufrihed.
Det er den fremmedes stemme. Det eneste som kan hjælpe fri af ufriheden, er at kassere det livssyn og den selvforståelse, som ligger i dette.
For Jesus hævder, at den ikke er autentisk. På et andet og dybere plan ligger der en sensibilitet for den stemme som lover frihed. Hvor Kristus er der er frisættelse. Da han dannede det nye Gudsfolk, tvang han ingen.
Men han kom ikke som en fremmed. Han kom med tilsagnet om frihed. Som ganske vist kræver en ting, nemlig at mennesket ikke opfører sig sådan, at det bliver fremmedgjort fra sig selv.
Middelaldermystikeren Mester Eckhardt opfandt det tyske ord for dannelse: Bildung – ordret på dansk: billedgørelse. Han måtte selv opfinde ordet for at udtrykke, hvordan han så det dannede menneske. Nemlig at Gudsbilledet træder igennem i det dannede mennesket, Kristus selv som er Guds udtrykte billede, og som vi tydeligst erkender, når vi ser ham give sig selv hen.
Han var den mest menneskelige af alle mennesker. ”Se hvilket menneske!” kommer Pilatus profetisk til at sige om ham.
Ingen stadigt kritiserende dobbeltgænger til at pille dig ned, men en helt anden stemme, der tilsiger dig at du kan følge, at du kan finde liv og overflod, så meget endda, at du har liv og overflod at give af.
Glædelig påske til alle får!
Jesper Fich op
(4. påskesøndag 2023 – Joh. 10.1ff.)
Annoncer og betalingsmure
Du kan være med til at gøre KATOLSK LIV til en del af danske medier. Skabe balance i et medielandskab, hvor formidling af religiøs tro, liv og overbevisning er udfordret.
HJÆLP KATOLSK LIV med at holde projektet fri af annnoncer og betalingsmure; så når vi også dem af os der ikke kender til katolsk tro og liv.
Læs mere om økonomisk hjælp - HER
