Jeg har lagt mærke til, at det sker noget meget afgørende i nogens liv. Når de oplever u-ret – ja, så er det som om det slet ikke går ud over deres lyst til at leve, deres glæde over at være til, den står fuldstændigt skarpt, u ramponeret.
Jeg har længe været optaget af, at Davids salmer allerede har opsummeret den indsigt, som bedst kan betegnes som livsklogskab. Og man kan finde den samme erfaring i utallige beretninger fra nazisternes koncentrationslejrene, men også fra så mange andre: f.eks. Vaclev Havel, Solzhenitsyn eller nyest: Navalnyj. Om dem alle gælder den erfaring, at dem, der fik mod til at kæmpe videre og som overlevede, var dem, der havde en tro, der rakte ud over stedet.
Jeg har næsten lyst til at sige, at Abraham, som vi hører om hver påskenat, i den store fortælling om hans vej til bjerget Horeb med sin højtelskede eneste søn – at han også have sådan en tro, der rakte ud over stedet, og den blev indfriet, for Gud kræver ikke den slags ofre af menneskene. Og derfor er han ikke fuld af løgn, når han til sønnen siger: Gud Herren vil selv udse sig et offerdyr.
At have en tro, som trodser vilkårene, også når de i andres øjne bliver helt ubærlige, det er den kvalifikation, som jeg selv vinder ud af påskens herre. Da jeg selv for et års tid siden havde en meget svær tid, oplevede jeg meget stærkt at blive beskyttet af ham mod alle dem og det som ellers ville opløse og ødelægge mit liv. Og for dem, der aldrig har oplevet at måtte gå igennem dødsskyggernes dal, kan jeg sige, at så ligger tilsagnet der altså, hvis det en dag skulle blive aktuelt.
Summarum summarum, en tro, der rækker ud over stedet, som man ikke sådan lige her og nu kan frigøre sig fra, og en dyb erfaring af taknemmelighed. Det er noget helt andet end at måtte sluge en bitter pille – det er menneskelivet, som det nu en gang er: at vi er udsat, men vi har også en tro på, at der er mere liv.
Vi ser hen på den døende Kristus på korset – hvor han hænger efter en parodisk rettergang – men den korsfæstede er ikke en bitter mand. Læg lige mærke til det! Den korsfæstede er ikke en bitter mand!
For nu at gøre det helt klart: det handler ikke om at finde mening i uretten, for uretten er meningsløs, og der er ingen mening at finde i den. Men det handler om at kunne tåle uretten uden selv at blive en del af den – uden at blive trukket ned.
Årets påskebillede har det samme motiv som jeg brugte til min præstevielse for snart 40 år siden. Det er Tirstrupkrusifikset, et af dansk middelalders gyldne kors. Det rummer alt det, jeg her taler om: Kristus bærer kronen allerede, mens han hænger på korset. Bag ham ser man en hånd, det er faderens velsignende hånd, der viser hen på sønnen, med treenighedstegnet og tegnet for Kristi to naturer. Og bag Kristus har korsets træ forvandlet sig til livets træ, og fået blade.
Vi lukker ikke af for denne verdens ondskab og meningsløshed. Vi abstraherer ikke fra det, men ser det lige ind i øjnene, men vi spiser af bladene fra det nye livets træ. Det er kemoterapien mod verdenssmerten. For vi ved, at nød eller fare, trængsel eller løgne, trusler eller svigt, ikke kan skille os fra det langt større som er Guds kærlighed i Jesus Kristus.
Glædelig påske