De etiske krav kommer først i anden række

Pastor Hubert Messerschmidt

Iøvrigt burde vi have lært af det 19. og 20. århundredes historie, at menneskene ikke rives ud af mørkets magter ved, at man formaner dem til at tage sig sammen og leve moralsk. Det har jo da ikke skortet på sådanne formaninger. Tænk blot på pavernes mange rundskrivelser om sociale og økonomiske spørgsmål. Alligevel har kristenheden svigtet i en grad, der råber til himlen - også den katolske verden har gjort det.

I GAMLE DAGE FOR 60 ÅR SIDEN hed det "religiøs omvendelse", i dag hedder den nye kristne adfærd "ny-evangelisering", men det handler om det samme, og kan vel oversættes som; at åbne mit hjerte for Helligånden, så jeg lærer Kristus bedre at kende bl.a. ved øget bibellæsning. Give Guds Søn indflydelse i mit liv, opnå en personlig relation til Ham.

Ikke meget har ændret sig i perioden siden katolsk præst Hubert Messerschmidt fik udgivet nogle af sine foredrag, som han afholdte i den erindringsbare periode 1963-1968. En periode med et såkaldt ungdomsoprør og i slipstrømmen på 2. Vatikankoncil, hvor alt blev så meget anderledes i Den katolske Kirke.... tilsyneladende.

Den lille bog som samler hans foredrag hedder "Menneske først - kristen siden?" - altså med et spørgsmålstegn. KATOLSK LIV har fundet nogle få afsnit fra begyndelsen af en fremragende udgivelse på Arne Frost Hansens Forlag i serien "Bibel og Katekese".


Læs også: Sådan læses Bibelen og Kirkens nye Pinse


Menneske først - kristen siden?

Side 16- 21: ...

Disse religiøst kamouflerede overvejelser var inspireret af det israelitiske folks rent naturlige selvopholdelsesdrift. Israel havde allerede i mange år ladet sig lede og bestemme af kød og blod. Derfor var det nu ude af stand til at spørge, hvad der kunne være Guds mening med den helt nye situation, hvori det befandt sig. Det kunne ikke tro på en fremtid, der ikke var sikret ved politisk uafhængighed og national selvstændighed. Derfor tog det kun de politiske muligheder i betragtning, som det selv kunne overskue, og stolede kun på sin egen indsigt, på våbenmagt og alliancer. Det ville ikke høre tale om Guds muligheder. Hans visdom, troskab, godhed og magt var ikke realiteter, det ville bygge sin fremtid på. I sin blindhed og forstokkelse mente det, at det kunne mestre sin fremtid uden Gud, på trods af ham.

Denne holdning er et skoleeksempel på ulydighed i en konkret situation. Thi så tit mennesket ikke vil høre Guds røst ud af en foreliggende situation, er det altid, fordi det lader sig lede af kød og blod d.v.s. af sine naturlige selvopholdelsesdrift. Denne blinde drift i vor natur gør os tillukkede for de muligheder, vi ikke selv er herre over, og dermed for Guds vise forsyn. Det kan mennesket ikke tro pà; det vover ikke at tro på det og vil ikke tro på det, og således tvinges mennesket til at sørge for sig selv og til at stole på sin egen indsigt og magt. Det er denne holdning, vi møder overalt: i det politiske liv, i det økonomiske, sociale, kulturelle og også i det religiøse. Det er denne holdning, der er skyld i alle de konflikter og vedvarende kriser, som vi har oplevet i vort århundrede, og som stadig holder hele verden i ånde.

Den kristne verdens holdning til dagens problemer bliver overordentlig problematisk, når den ses i dette lys. Der tænkes her ikke på de utallige kristne, som lever fjernt fra Gud og ikke vil vide af religiøse pligter, men tværtimod på de mange alvorlige og samvittighedsfulde troende, der er af den opfattelse, at det, verden mest af alt trænger til, er en moralsk oprustning.

Disse tit mønsterværdige kristne har åbenbart ikke forstået, at også nu i atomalderen og i en afkristnet verden er vi under den samme lov, som da kristendommen kom ind i verden. Da Jesus begyndte at udråbe Guds bekendtgørelse om det kommende gudsherredømme, talte han ikke først om nødvendigheden af en moralsk oprustning. Han forkyndte Guds beslutning om at frelse verden. Hans første ord var: Vend om, thi Guds kongedømme står for døren! (Matt 4, 17). Det var i Jesu mund ikke en opfordring til moralsk oprustning, men en indtrængende formaning til en religiøs omvendelse. Jøderne på Jesu tid mente jo, at de havde ret til den kommende frelse, netop fordi de tog Moselovens etiske forskrifter alvorligt. Denne selvretfærdige og selvglade holdning skulle de opgive, hvis de ville have del i den frelse, som Gud tilbød dem i Jesus. De skulle vende radikalt om fra deres pukken på deres egen moralske fortræffelighed og lære at forvente alt ene og alene af Guds visdom, magt, troskab og fadergodhed.

Derfor beretter evangelierne igen og igen, at Jesus indbød menneskene til at følge ham. De skulle opgive alle deres hjemmestrikkede religiøse forestillinger og slutte sig til ham for at lære af ham at overgive sig uden forbehold til deres Far i himlen. At dette var kernen i Jesu budskab, giver Mattæus os at forstå, når han slutter sit evangelium med Jesu ord til de 12: Gå ud i hele verden og gør alle til mine disciple, d. v. s. få alle til at slutte sig til mig, for at de sammen med mig og under min ledelse må blive Gud Fars lydige børn. De etiske krav kommer først i anden række. Også det giver Mattæus os at forstå, når han fortsætter: Gør alle til mine disciple ved at døbe dem til navnet Far og Søn og Helligând (udtrykker tilhørsforholdet, adoptionen - red.) og ved at lære dem at holde alt, hvad jeg har påbudt jer.

De etiske krav måtte komme i anden række, fordi de nu ikke mere havde deres sidste begrundelse i loven, men netop i livsfællesskabet med Jesus og hans Far. Den moralske fornyelse skulle være frugten af den stadige omgang med Jesus. Han er livstræet, og vor etiske standard skal være frugten, hvorpå verden kender, at vi er indpodet i ham.

Det er altså et forræderi mod Gud og hans frelsesbudskab, hvis vi giver menneskene i dag det indtryk, at det mest påtrængende er en moralsk oprustning, som om vi hjalp menneskene hjem til Gud ved at prædike moral. Der gives ikke i atomalderen og i en afkristnet verden nogen anden vej til frelse end den, Gud har beredt os fra begyndelsen af, nemlig troen på Guds frelservilje og et liv ud af denne tro. Også i dag gælder Pauli ord til romerne: "Den retfærdige skal leve af tro" (Rom 1,17).

Iøvrigt burde vi have lært af det 19. og 20. århundredes historie, at menneskene ikke rives ud af mørkets magter ved, at man formaner dem til at tage sig sammen og leve moralsk. Det har jo da ikke skortet på sådanne formaninger. Tænk blot på pavernes mange rundskrivelser om sociale og økonomiske spørgsmål. Alligevel har kristenheden svigtet i en grad, der råber til himlen - også den katolske verden har gjort det.

Vi må altså se den kendsgerning i øjnene, at der ikke kan komme en moralsk fornyelse uden en forudgående religiøs fornyelse. Vi må lære at forstå, at moral kan kun tæmme den naturlige selvopholdelsesdrift og det endda kun indtil en vis grad og for en tid; men den kan ikke magte denne grunddrift i vor natur, så at vi underkaster os Guds herredømme fuldt og helt og uden noget forbehold, både enkeltvis og som samfund. Vi må igen lære at forstå, at det kan kun troen bevirke. Den er vor sejr, siger Johannes i sit første brev - den og kun den (5,5).

Men det er ikke nok at have indset dette. Man kan indse det og alligevel være stærkt fristet til at slå sig til tåls med en moralsk fornyelse. Vi kan alle lade os forlede til at skyde et retskaffent liv ind imellem Gud og os for at sikre os imod en total underkastelse under Guds absolutte herredømme. Det er vi alle fristede til, fordi kravet: at skulle leve ud af troen på Guds absolutte kongedømme, er hårdt for kød og blod. Vor naturs selvopholdelsesdrift kvier sig ved det og stritter imod af al sin kraft. Vi er i så henseende ikke et hår bedre end israeliterne i den gamle pagt.

Af den grund er netop ivrige og alvorlige kristne især tilbøjelige til at mene, at vi må skrue fordringerne ned og nøjes med mindre, når det gælder andre - netop fordi de er tilbøjelige til at forstå underkastelsen i moralsk perspektiv i stedet for i troens. De mener, at klogskab og kærlighed byder os at slække på kravet om total underkastelse. De mener, at det kan kun give bagslag, hvis man overfor det moderne menneske insisterer på, at det skal leve ud af troen på Guds suveræne herredømme i verden. Som menneskene og forholdene nu engang er, vil de brede masser, som det dog gælder om at vinde for Kristus, kun blive trodsige og forstokkede.

Hertil er at sige, at det er sandt, at troens vej er yderst hård og tornefuld. Den udfordrer jo ikke blot de moralske anstrengelser, men selve vor existenskamp og den livsangst, som på grund af syndefaldet knytter til den. Men det er ikke sandt, at denne vej er trangere og mere stenet i atomalderen end i fortiden. Vi skal her lade os belære af skrifterne, der side op og side ned giver os at forstå, at Guds frelsesbudskab altid har gjort menneskene trodsige og forstokkede.


Kilde: