Skaberen af Universalis om sin nye bog, The Creed in Slow Motion

Martin Kochanski er bagmanden bag "Universalis" - verdens mest udbredte apps, som anvendes ved Kirkens Tidebøn

Denne artikel blev oprindeligt publiceret af melbournecatholic.org.
Bringes i dansk oversættelse med tilladelse fra udgiveren.
Oversat af Birgit Bidstrup Jørgensen fra TEAM Katolsk Liv


Universalis er en af verdens mest udbredte apps til at bede Kirkens tidebønner. Den begyndte som en hobby, fortæller dens skaber Martin Kochanski, inden det pludselig tog fart og mere eller mindre blev hans fuldtidsarbejde.

Af Christian Bergmann, skribent ved Melbourne Catholic

Som skaber er Martin Kochanski lidt sammensat: med en MA i matematik og filosofi bag sig er han bedst kendt for Universalis. Han har dog også skrevet to bøger. Den første, The Snow Cow fra 2009, er en samling spøgelseshistorier, der foregår på skisportssteder, oprindeligt og legende designet til at skræmme sin mor, som var bange for køer, fortæller han.

Den anden bog, The Creed in Slow Motion*, er nyere, udgivet i juni 2022. Sammensat af korte, men indholdsrige refleksioner, tager den tålmodigt læseren med på en rejse gennem den nikænske trosbekendelse, den store erklæring om den kristne tro gennem tiderne.

Denne bog er en af en række udgivet om trosbekendelsen i nyere tid, og taler måske til en eksisterende hunger efter noget mere solidt end de bøger, der falder ind under kategorien 'vag aromaterapi af sjælen', siger Kochanski.

Kochanskis bog skiller sig dog ud blandt resten på grund af sin klare vision, sin personlige stil og sit mod til ikke at vige tilbage fra de svære spørgsmål.
Martin Kochanski sluttede sig venligt til Melbourne Catholic, online fra London, til en grundig diskussion af bogen og dens betydning for vores nuværende kultur.

Sænk farten nok til at tænke

Det er vigtigt at reflektere over trosbekendelsens teologi, men det er også vigtigt, hvordan vi går til det – deraf henvisningen til 'slowmotion' i bogens titel. Når vi rabler trosbekendelsens ord af os hver søndag, er det let at glemme den spændende og dramatiske karakter af dét, vi bekender. Så det er nyttigt at tage sig tid til at tænke trosbekendelsen igennem lidt efter lidt.

"Folk er bange for at tænke," siger Kochanski. ”Folk er bange for at tænke, fordi de måske tager fejl.” Udfordringen ved trosbekendelsen ligger netop i dens krav til den enkelte, i den måde den kalder på vores samtykke.

Det er ikke nok, at vi siger: 'Dette er, hvad kristne tror, og jeg er en kristen,' fortæller han; vi inviteres til faktisk at lodde dybden af vores tro og lære at tale i første person, som trosbekendelsen beder os om. 'Jeg tror', siger trosbekendelsen.

Kochanski foreslår, at vi spørger os selv: 'Er der noget, du tror på, fordi du er kristen, eller tror du på det, fordi det er sandt?'

Vores svar på dette spørgsmål er afslørende, for hvis vi tror på noget, blot fordi vi er kristne, ”bliver kristendommen ikke meget mere end en livsstilsmulighed”, siger han. Og ”det er bare endnu en form for identitetspolitik uden egentligt indhold.” Det er prisen for at 'tilhøre', mere end det er en reel tankegang eller et oprigtigt engagement. At tænke tingene igennem kræver, at vi stikker hovedet frem og gør os selv sårbare:

Jeg tror, vi er nødt til at udvikle en indre styrke, til det punkt, hvor vi kan sige: 'Dette er den, jeg er. Dette er anderledes, men det er sandt.

Og at bekende sig til den kristne tro er anderledes. Det får os nogle gange til at virke lidt mærkelige. I bogen skriver Kochanski, at der ikke findes noget, der hedder ”en kompatibel kristen: Kristi opstandelse diskvalificerer kristne fra at være normale mennesker”.

I vore dage er det en særlig opgave at anerkende denne forskel, i betragtning af hvor 'skræmmende' det kan være at observere konformiteten omkring os. På trods af den kulturelle revolution i 60'erne og 70'erne - som lovede et friere og mere frigjort samfund - er vi ”endt med at være rædselsvækkende konforme”, siger han.

Kochanski mener, at det, der dog adskiller ortodoksi [almindeligt anerkendt kristen rettroenhed] fra 'ungdommelighed', er kristendommens søgen efter sandheden. Ungdomsalderen er defineret af ønsket om at være anderledes, for så at ende som alle andre, siger han med et smil. Vi bør ikke søge forskellighed for forskellighedens skyld. Først og fremmest skal vi finde ud af, hvad der er sandt.

Kættere eller helte?

Tanken om, at ortodoksi kunne betragtes som 'anderledes' eller 'modkulturel', kan virke mærkelig, i betragtning af hvor ofte vores samfund maler kætterne som helte. Faktisk, hvis vi oversætter ordet kætteri (hairesis) med 'at vælge', kan vi se, hvordan det kan forekomme sat i et bedre lys end ortodoksi, med kætteren karakteriseret som det frigjorte individ, der vælger selv.

Men gennem hele bogen vælger Kochanski en mere præcis betydning af ordet kætteri: nemlig at ’vælge og vrage’. At vælge og vrage er det letteste i verden, og alle gør det. Problemet, siger han, er bare, at når du begynder at skille trosbekendelsen fra hinanden, vælge nogle stykker og lade andre tilbage, så falder det hele fra hinanden: ”Sagen med kætteri er, at det er i ubalance. Hvis du slår den ene side af, tager den anden side over.”

For eksempel siger han: ”Hvis du ikke har en oplevelse af syndsforladelse, så kan du ikke have en fornemmelse for synd og omvendt”. Men hvis der ikke er nogen fornemmelse for synd, så må alt, hvad vi gør, være godt, eller hvis det er dårligt, er det, fordi vi grundlæggende må være dårlige mennesker. Her kan vi se, hvordan fjernelsen af et element i trosbekendelsen sender krusninger ud, ligesom ringe i vandet, og gør det hele uforståeligt. Prøv det med enhver del af trosbekendelsen, og du vil få et lignende resultat.

Hvis dette lyder meget som G.K. Chesterton for dig, så har du ganske ret: Kochanski siger, at han henter inspiration fra Chesterton og Dorothy L. Sayers, to formidable kristne tænkere fra det tyvende århundrede. Et godt tema i deres tekster er, at ortodoksi er et eventyr, og at vi bør lære at tage ortodoksi som en helhed, og ikke som vi ville foretrække det efter vores smag.

The Creed in Slow Motion gør netop dette og viger ikke tilbage fra de udfordrende spørgsmål, men tilbyder en ekspansiv vision, der ikke udelader nogen del af trosbekendelsen.

En jordnær, lidenskabelig religion

Trosbekendelsens rækkevidde er betagende og spænder fra tidens begyndelse til tidens ende. Naturligvis er der meget at slås med, og det kan være fristende for en forfatter at lade sig drive ud i det vage og æteriske og miste kontakten med menneskelivets egentlige substans.

Et slående træk ved Kochanskis bog er, hvor meget nede på jorden den er. Du føler, at du hele tiden har to fødder solidt plantet på jorden, mens du på en eller anden måde formår at reflektere over nogle af de mere udfordrende aspekter i trosbekendelsen.

Det skyldes til dels, siger Kochanski, at katolicismen i sig selv er en meget jordnær religion. Vi er fascineret af de enkleste enstavelses-objekter: vin, olie, ild, røg, aske, blade, salt, voks, brød, kød.

Ofte ses religion som et værdigt og 'korrekt' anliggende, som fører os væk fra de 'lavere' elementer i denne verden. "Hvis dét er ordentlig religion," skriver han dog, "er kristendommen en yderst upassende religion."

Vi behøver kun at se på kirkens liturgi for at indse dette. I bogen fortæller han historien om en præst, der var fængslet i en tjekkisk arbejdslejr i 1980'erne. Denne præst samlede sine rationer af rosiner og lod dem ligge i vand i dagevis, indtil han med rimelighed kunne antage, at gæringen havde fundet sted. Først da fejrede han messe. På intet tidspunkt, selv under disse brutale forhold, anså han rigtig vin for unødvendig.

Inkarnationen peger os også i denne retning. Det er nemt for os at ’blive over-åndelige eller vende os til en gnostisk mentalitet om at 'ånden er god, og materien er ond', siger Kochanski. Men hvad inkarnationen minder os om er, at materien betyder noget for Gud.

I stedet for at bruge den typiske oversættelse, at Gud ”bliver menneske’’ [God becoming flesh] (Joh 1:14), bruger Kochanski igennem hele bogen det mere konfronterende ord ’kød’ [meat]. Han skrev om, at Gud blev ’til kød’ [put into meat], fordi han ville undgå ”at have dette raffinerede ordforråd af hellige ord for hellige ting”, siger han, og i stedet ”slå læseren i ansigtet for at vække ham.”

At nå til en forståelse af, at Jesus bandt sig uløseligt til menneskelivets bogstavelige kød, handler ikke kun om at vores teologi bliver rigtig. Det påvirker også, hvordan vi lever. Nogle gange virker det, som om at alt, hvad du behøver at gøre, er at nedtone alle dine lidenskaber og ikke være for grådig eller for begærlig, og så er det i orden, siger han:

Men det er det modsatte. Det hele handler om passion. Vi har disse enorme kræfter i os, og vi kan ikke lade os rive med af dem, men vi kan dirigere dem. De er der for at give os liv.

En invitation

Det ser vi i selve det store bud, som er en opfordring til at elske Gud med vores hjerte, sjæl og sind, sagde Jesus (Matt 22:37) – med andre ord med hele vores væsen. Kochanskis nye bog er en invitation til at overveje, som Jesus antydede, at 'sindet er et kærlighedsorgan' også, og at sætte det i gang er en god ting, især når det kommer til vores tro.

På spørgsmålet om, hvad han gerne vil have læserne til at tage med sig fra bogen, siger han:

Jeg synes, de skal tage følelsen med sig af, at de har et sind, fordi sindet er givet dem, at de har fået sindet for at bruge det, at det er en fornøjelse at bruge det, at det ikke handler om at få det rigtige svar; det handler om at engagere sig i sandheden.

I disse dage er vores diskurs for offentlig, siger Kochanski. Vi bliver bombarderet med så mange ting, som vi forventes at have en mening om, at noget så ligefremt som trosbekendelsen kan virke for krævende. At reagere på trosbekendelsen kræver tålmodighed og tænkning i slowmotion; kvaliteter, som den moderne tidsalder ikke altid tilskynder til. Men hvis den tages alvorligt, er trosbekendelsen også en af de vigtigste erklæringer, du kan give. Om vi tror på den – og efterlever den – har konsekvenser for os og alle omkring os.

Hvis du gerne vil begynde at tænke dybere over trosbekendelsen og lade den arbejde sig ind i dit sind, hjerte og knogler, er Martin Kochanskis Trosbekendelsen i slowmotion en uvurderlig guide.

* Bemærk venligst, at Martin Kochanskis bog ikke må forveksles med den prædikensamling af Ronald Arbuthnott Knox, som første gang blev udgivet af Sheed & Ward i 1948, ligeledes med titlen The Creed in Slow Motion.