Franziskus Xaverius

Student i Paris

Fra Navarra i Spanien kom der i 1525 en ung og munter student til Paris for at studere ved universitetet. Det var hans mening at uddanne sig i retsvidenskab eller teologi, så han kunne skaffe sig et levebrød derhjemme; men hans familie, der bekostede hans studier, var fattig. Det var da også nærved, at de havde kaldt ham hjem, fordi han brugte for mange penge, og desuden havde hans moder hørt, at han var begyndt at omgås dårlige kammerater. Mærkelig nok gik hans søster, der var priorinde i et kloster, i forbøn for ham, så han fik lov til at fortsætte sine studier; måske fordi hun havde en anelse om, at der alligevel en dag skulle blive noget godt ud af ham.

I Paris delte Frans værelse med en student ved navn Peter Faber (Pierre Favre - red), der også engang skulle blive en helgen. Skønt af bondeslægt blev han den unge adelsmand en uadskillelig ven og kom til at øve en god indflydelse på ham. Her mødte de også en anden spanier, Ignatius af Loyola, der ligeledes studerede ved universitetet.

Den hellige Ignatius af Loyola

Han havde oprindelig været en tapper og lovende ung officer; men under forsvaret af byen Pamplona i 1521 var han blevet invalid. Det lange og smertefulde sygeleje, der fulgte efter, følte han endnu tungere, fordi han var klar over, at hans fremtid som officer var ødelagt. Da han ikke kunne få andet til at slå tiden ihjel med, gav han sig til at læse en bog om Kristi liv og nogle helgenhistorier. I begyndelsen kedede de ham; men efterhånden blev han mere interesseret og kom til at tænke: »Når en Frans af Assisi eller en Dominikus kunne gøre så meget, hvorfor skulle jeg så ikke også kunne?« Da han blev rask, var det første, han gjorde, at foretage en valfart til Guds Moders helligdom i Montserrat, hvor han hængte sin kårde op i kirken som tegn på, at han nu begyndte et nyt liv i Guds tjeneste. Derefter fandt han sig en klippehule, hvor han tilbragte to år i bøn og eftertanke og skrev sine erfaringer ned i en bog, som han kaldte »Åndelige øvelser«, hvori han lærer menneskene, hvordan de skal vende sig fra de jordiske ting til kærligheden til Gud, og hvorledes de kan tjene ham.

30 år gammel begyndte Ignatius at forberede sig til at blive præst. Det var ikke morsomt for den tidligere officer at måtte sætte sig på skolebænken mellem små drenge og lære den latinske grammatik; men han gennemførte det og kunne snart rejse til Paris for at studere ved universitetet.

Ignatius var ivrig efter at omvende sine kammerater, og Peter Faber kom straks til at synes godt om ham. Derimod brød Frans Xaver sig til at begynde med ikke om den nidkære bodsprædikant. Et par andre studenter sluttede sig til dem, og ofte diskuterede de til langt ud på natten. Overfor den verdsligsindede Frans gentog Ignatius bestandig Biblens ord: »Hvad gavner det et menneske at vinde hele verden, hvis han skulle fortabe sin sjæl?« Til at begynde med morede det Frans, men snart kedede det ham at høre det samme om og om igen, og der skulle gå tre, fire år, før Frans omvendte sig. Ignatius har senere selv sagt, at Frans Xaver var den hårdeste sten, han nogensinde havde mødt.

Jesuitterordenen stiftes

Vi ved ikke, hvordan Ignatius til sidst overvandt Frans' modstand; men da seks unge mænd en dag i august 1534 samledes i et lille kapel i Paris for sammen med Ignatius at aflægge løfter om kyskhed, lydighed og fattigdom, var han en af dem. Desuden lovede de at drage til det hellige land og arbejde for de vantros omvendelse.

Frans Xaver var på den tid allerede magister og underviste på et kollegium i Paris. Den dag, han skulle rejse, fik han at vide, at han havde fået det embede, han havde ansøgt om; men nu betød det intet for ham, han var nu blot en fattig pilgrim på vej til det hellige Land. Den lille gruppes første mål var Rom, hvor de ville bede den hellige Fader om velsignelse til deres forehavende. Skønt de måtte tigge sig frem, og skønt vejret var dårligt, følte de sig ovenud lykkelige. Pave Paul III gav dem gerne sin velsignelse og endda et brev i tilgift, som gav en hvilken som helst biskop lov til at præstevie dem. Da tyrkerne foreløbig gjorde det umuligt at rejse til Palæstina, drog de nyviede præster i stedet for omkring to og to og prædikede i Rom og Italiens andre byer. Her tog Frans så voldsomt fat, at han snart var på randen af et nervesammenbrud og tilmed blev så syg, at han var døden nær.

Da han atter kom sig, bestemte Ignatius, at han sammen med en anden præst skulle drage til Goa i Indien som missionær. Inden Frans afrejste fra Lissabon, havde paven stadfæstet oprettelsen af det nye samfund som en orden med Ignatius som general (forstander). »Jesu selskab« eller jesuitterordenen, som den blev kaldt, var noget helt nyt i Kirkens historie. Den skulle ikke være en munkeorden, men en hær af præster, der ligesom soldater var forpligtet til absolut lydighed overfor deres general. Medlemmerne havde ingen særlig ordensdragt og ingen fælles korbøn som i klostrene. Med deres store tilpasningsevne og grundige uddannelse blev jesuitterne Kirkens bedste stødtropper i kampen mod vrangtroen; men derved blev de yderst forhadte af protestanterne, som ikke kunne klare sig imod dem. Således stod der i Chr. V's Danske Lov, at »munke, jesuitter og deslige gejstlige papistiske personer under deres livs fortabelse ikke måtte opholde sig i kongens riger og lande«. Ikke desto mindre fik flere jesuitter tilladelse til at bo i København og Fredericia som præster for de fremmede gesandter og for de katolske lejetropper. Også i vore dage spiller jesuitterordenen med dens 32.000 medlemmer og talrige skoler, gymnasier og universiteter en stor rolle i Kirkens liv.

Frans Xaver i Goa

Rejsen til Indien var dengang lang og farefuld, og først et år efter afrejsen ankom Frans Xaver til Goa i maj 1542. Portugiserne, som 40 år i forvejen havde fundet søvejen til Indien og drev handel fra de byer, de havde erobret, var ikke særlig velsete af de indfødte; dertil havde købmændene og soldaterne i deres begær efter rigdomme behandlet dem altfor dårligt; og det slette liv, mange af dem førte, gav ikke inderne noget godt indtryk af kristendommen. Derfor måtte Frans Xaver først og fremmest tage fat på at omvende de kristne, hvis han ville gøre sig noget håb om, at også hedningerne ville høre på ham. Først efter fem måneders arbejde i Goa blandt de kristne kunne han endelig rejse til Kap Komorin, 300 km sydligere, og tage fat på den egentlige hedningemission.

Hedningemission

På Komorinkysten fandtes der dengang verdens største perlefiskeri; men folket selv levede i den yderste fattigdom, plaget af sygdom og utøj; dertil kom de indfødte fyrsters og de fremmede købmænds udsugninger. Mange af disse »paravas«, som de indfødte kaldtes, var allerede kristne, men havde forlængst glemt deres tro og var vendt tilbage til de hedenske skikke. Sammen med sin tolk vandrede Frans Xaver barfodet fra sted til sted og forklarede de indfødte den kristne tro og betydningen af dåbens sakramente. Han opnåede da også så store resultater i de to år, at henved 30.000 paravas blev døbt og 20.000 frafaldne kristne vendte tilbage til Kirken.

Hvordan Frans underviste hedningerne

I Goa fik Frans den ide at sætte katekismen på vers og lære de indfødte at synge den. Det gjorde stor lykke blandt inderne, der elskede at synge. Men det var ikke nok at overbevise hedningerne om kristendommens sandhed; endnu sværere var det at udrydde deres overtro og hedenske skikke. De måtte stadig undervises også efter deres dåb. Hans store håb var børnene, som han hver dag samlede og underviste i katekismus. Havde han forklaret dem en trossætning, spurgte han, om de troede på den, hvorpå de sammen bad Gud om at styrke deres tro. Intet blev overladt til tilfældigheder, og Frans gjorde sig megen umage med at lære ikke bare de indfødtes sprog, men også deres skikke, inden han tog fat på undervisningen.

Det var ikke blot de indfødte, han tog sig af. Måtte han gøre ophold i en havneby for at vente på skib, opsøgte han straks de kristne der. Han forstod sig på at udsone fjender med hinanden, og han var en dygtig skriftefader. Selv de rå soldater og søfolk befandt sig godt i hans selskab, og han tog gerne del i deres kortspil og terningespil, når blot han til gengæld kunne tale lidt med dem om deres tro, og mange af dem blev ført til et bedre liv.

Nye veje for kristendommen

Ved sin afrejse fra Lissabon var Frans Xaver blevet udnævnt til pavelig nuntius (udsending) for hele Østen. Derfor anså han det for sin pligt at besøge så mange lande som muligt og forberede missionsarbejdet for dem, der skulle komme efter ham. Han nåede da også at komme til Malakka, Macassar, Celebes, Molukkerne og Japan inden sin død.

Ganske særlig kom den tidligere adelsmand til at holde af de tapre og ligefremme japanere, som forekom ham helt anderledes end de andre Østens folk, han havde mødt. Han forstod, at var disse mennesker først engang blevet kristne, ville de holde ud i troen. Han fik ret; 50 år efter hans død udbrød der en frygtelig forfølgelse, som man må helt tilbage til de første århundreder for at finde magen til. Hundreder af kristne blev korsfæstet eller brændt, hvorefter landet fuldstændig blev lukket for europæere. 250 år senere, da missionærer atter fik adgang, opdagede de til deres forbavselse, at der endnu fandtes kristne i Japan, som havde holdt fast ved troen, skønt de havde måttet savne præster og alle sakramenter på nær dåben og ægteskabet.

Japanerne var videbegærlige og spurgte ham ud om alt, især ville de gerne vide, hvorfor kineserne, som de beundrede så højt for deres kultur, ikke kendte noget til kristendommen. Frans Xaver, som trods to og et halvt års arbejde »kun« havde omvendt 3000 japanere, blev klar over, at skulle Japan vindes for troen, var det nødvendigt først at omvende kineserne. Han gav sig derfor til at lære kinesisk og oversatte katekismen til dette sprog. Da det var gjort, begav han sig atter ud på rejse; men han nåede kun til øen Sancian ud for Kinas kyst, hvor han døde af feber den 2. december 1552, 45 år gammel, men allerede hvidhåret og udslidt.

Kirkens missionsarbejde

I Frans' fodspor fulgte utallige andre missionærer. Nogle af dem fandt også vej til Kina, hvor han selv havde måttet gøre holdt. Selv ved kejserhoffet i Peking blev jesuitterpræster modtaget med stor respekt på grund af deres store viden. Men også i andre verdensdele trængte Kirkens stødtropper frem og erobrede nye egne i stedet for dem, der var gået tabt ved reformationen.

Allerede da Kolumbus opdagede Amerika, fulgte der missionærer med hans skibe. Trods de spanske og portugisiske soldaters grusomheder vandt missionærernes kærlighed de indfødte for kristendommen. Syd- og Mellemamerika blev for størstedelen katolske. I Nordamerika, som for en stor del var en fransk koloni, arbejdede franske missionærer blandt indianerne; men da englænderne erobrede landet, gik missionsarbejdet for det meste i stå. Kun i Kanada var der katolikker i større antal.

Afrika var endnu på det nærmeste et lukket land. I Nordafrika dannede muhammedanismen en uigennemtrængelig mur for missionærerne, og det indre af landet var meget vanskeligt tilgængeligt, så bortset fra visse kyststrækninger var resultaterne små. Protestanterne interesserede sig på den tid ikke for hedningemission. Kalvinisterne anså hedningerne for hjemfaldne til fortabelsen og behandlede dem ofte med stor grusomhed, og i de lutherske lande kaldte først pietismen missionærerne frem f.eks. til de danske kolonier på Grønland, i Indien og Afrika.