Hvad er egentlig relikvier?

Skt. Lucius’ hovedskal. Relikvie i Skt. Ansgars kirke │ Foto: Kuno Arnkilde

Af Birgit Bidstrup Jørgensen

I vores bispedømme havde vi i efteråret 2018 besøg af relikvierne af den hellige Thérèse af Lisieux og hendes hellige forældre, Zélie og Louis Martin. Det var en stor begivenhed for mange, der ærer disse helgener. Men hvad er relikvier egentlig og hvad skal vi tro om dem?

Mange mennesker synes, det er lidt mærkeligt, at katolikker ærer relikvier, men de finder det ikke spor underligt, når de selv gemmer ting, de har arvet fra mennesker, de holder af. Sælger man antikke ting, betyder det meget for prisen, om de har proveniens. Det vil sige, om man kan dokumentere, hvilke kendte personer tingene har tilhørt. Er personen berømt, bliver prisen højere. Filmstjerners tøj, rockmusikeres guitar, fodboldspilleres svedige trøjer eller kendte menneskers breve sælges for skyhøje priser på auktioner. Men disse ting er egentlig også relikvier, for ”relikvie” kommer af det latinske relinquo, som betyder ”jeg efterlader”. Man kan med god ret sige, at de efterladte ting, vi ejer, ikke kun er ting for os. De minder os om dem, vi har holdt af og interesseret os for, og de bringer mindet om dem nærmere til os.

Gennem tiden har der været spekuleret meget fantasifuldt i relikvier, så det er nok ikke alle dem, vi har i kirkerne, der er ægte. Mange hævder at eje en splint af Jesu kors. Men hvis man samlede alle disse splinter, ville der sikkert være træ nok til adskillige kors. Til gengæld kunne sjældne relikvier engang være en god forretning, for de tiltrak pilgrimme og dermed velstand til de kirker, der ejede dem.

Stort set alle religioner kender til relikvier. Profeten Muhammeds efterladte sværd, hans skæg og en tand kan ses i Istanbul og har betydning som relikvier for muslimer. Protestanter derimod har ikke relikvier, for de mener, at der ikke må være nogen mellemmand mellem Gud og mennesker, og her er vi ved dét, der i katolsk tro udgør en stor forskel.

Relikvar med relikvie af den hl. Montfort. Skt. Elisabeths Kirke i Holbæk

Teologisk baggrund

Den katolske kirke har en teologi om relikvier. Hvis Kirken har undersøgt et menneskes liv grundigt og erklæret, at han eller hun nu er i himlen hos Gud som helgen, så ærer vi Gud selv, når vi glæder os over det vidnesbyrd, som denne helgen gav om Ham, mens han levede. Vi tror, at helgener kan gå i forbøn for os hos Gud. Når vi ærer de ting, en helgen har efterladt (relikvier), så er det ikke at vise tingene selv ære, men formålet er at bede om forbøn fra den, relikviet stammer fra. Der må aldrig være tale om at tilbede relikvierne selv, for vi må kun tilbede Gud.

Dét at ære relikvier støttes af flere skriftsteder i Bibelen. Da israelitterne forlod Ægypten, medbragte de, hvad der var tilbage af Josefs knogler (2. Mos. 13,19). Profeten Elisa tog profeten Elias’ kappe og udførte et mirakel med den (2. Kong 2, 13). Den samme Elisas knogler kom i berøring med en død person, som derpå opstod og levede (2. Kong 13, 21). Hos Lukas (8,44) læser vi om kvinden med blødninger, som lægerne ikke kunne hjælpe. Hendes tro sagde hende, at hvis hun blot kunne komme til at røre Jesu kappe, ville hun blive helbredt. I dette tilfælde havde Jesus selv kappen på, men han mærkede, at der udgik en kraft fra ham. Efter Jesu død og opstandelse kan vi læse om de kristne i Efesos, at:

”Gud lod usædvanlige undergerninger ske ved Paulus’ hænder. Ja, man bragte ligefrem tørklæder eller bælter, som Paulus havde båret, hen til de syge; og sygdommene forlod dem, og de onde ånder fór ud” (ApG 19,12).

Der er altså tale om en Bibelsk funderet tro på, at hellige menneskers kraft forplanter sig til deres jordiske efterladenskaber eller ting, der har været i berøring med dem. Denne måde at ære disse ting er tilladt ifølge kanonisk lov (Cann 1186-1190).

Tre klasser af relikvier

Relikvier deles i tre klasser. Relikvier af første klasse er de fineste. De består af dele af kroppen, fx knoglerne. I Skt. Ansgars Kirke i København opbevares f.eks. den hl. Lucius’ hovedskal. Relikvierne af den hl. Thérèse og hendes forældre er også relikvier af første klasse. Alle katolske kirker har fået et relikvie af første klasse nedlagt i altret.

Relikvier af anden klasse er genstande, som er brugt af personen eller genstande, som har forvoldt deres død, f.eks. Jesu kors, eller tøj, personen har brugt, som i eksemplet med Paulus’ tørklæde og bælte.

Tredje klasses relikvier er ting, der har rørt ved relikvier af første eller anden grad. De har derfor ikke direkte forbindelse med den helgen, de repræsenterer. Selv ejer jeg et relikvie af tredje klasse fra den hl. Faustina: et lille stykke stof, som har rørt ved enten relikvie efter hende af første eller anden klasse. Jeg fik det foræret, da jeg købte en bog med hendes breve.

Og dét er en pointe: Ingen må ifølge Kirkens kanoniske lov tjene penge på relikvier. De skal gives væk; deles mellem de troende, så alle kan få gavn af dem. Efter pave Johannes Paul II’s død i 2005 tilbød Vatikanet på deres internetside alle interesserede muligheden for at få et stykke af hans præstedragt gratis som et relikvie — og på få dage fik man over 200.000 henvendelser.

Relikvierne i Skt. Elisabeths kirke

I vores sognekirke, Skt. Elisabeths Kirke i Holbæk har vi tre relikvier. Èt er nedlagt i alteret, ét kan ses under Mariastatuen og ét opbevares i sakristiet.

Relikvie i sakristiet. En splint af Kristi kors. Sankt Elisabeths Kirke i Holbæk

Vi ved ikke, hvilken helgen relikviet i altret stammer fra, men på relikviet under Mariastatuen kan man læse, at det stammer fra den hl. Montfort. Relikviet i sakristiet er en splint af Kristi kors. Relikvierne opbevares i beholdere, såkaldte relikvarer.

Hvordan omgås man med relikvier?

Vi har lov til at ære relikvierne, eller rettere den person, de repræsenterer. Vi skal ikke knæle foran relikvier, ligesom foran tabernaklet, hvor Kristus er levende til stede i brødets skikkelse. Derimod kan vi, mens vi betragter dem, bede om de helgeners forbøn, som relikvierne stammer fra, og vise vores tak både for deres forbøn og for det liv, de har levet som gode eksempler for os. Det kan vi gøre ved at røre ved relikviet og derefter slå korsets tegn for os med bønnen ”I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen” som tegn på, at al ære i sidste ende tilhører Gud.

Og selvfølgelig må det at ære relikvier aldrig blive mere end et supplement til den bøn vi retter til Gud selv.


Birgit Bidstrup Jørgensen

Artiklen har været bragt i Sogneblad for Skt. Elisabeths Kirke i Holbæk nr. 1, 8. årg., december 2018.