Anmeldelse
Af: Sørine Gotfredsen
Bibelselskabets Forlag 2023
256 sider, pris 279,95 kr.
Anmeldelse af: Birgit Bidstrup Jørgensen
Sørine Gotfredsen siger det præcist: ”Skal jeg med en sætning forklare, hvad Bibelen handler om, vil jeg sige, at dens meddelelse er, at Gud elskede os først. At Guds kærlighed er årsagen til alt. Den sandhed løber som en rød tråd fra det første skabelsens lys.”
Sørine Gotfredsen er velkendt fra danske medier som præst og journalist, debattør og forfatter – og for øvrigt også, som hun betror læserne, fodboldspiller i sin ungdom. Overalt i sproget, kulturen og i vores indre tankeverden finder hun spor af Bibelen og mener, at kendskab til Bibelen hjælper til at forstå både verden og sig selv bedre. Bibelen fylder hende med styrke til at leve, og den oplevelse vil hun gerne dele med flere.
50 bibeltekster du skal kende har en mission om at nå langt ud i verden til mennesker, der ikke er fortrolige med Bibelen eller ikke tror på Bibelens budskab. Min fornemmelse er, at hvis denne målgruppe får bogen i hånden, har den god mulighed for at opfylde sin mission, for den er skrevet, så alle kan få et grundlæggende kendskab til vigtige tekster i Bibelen, der samtidig følger frelseshistorien fra Skabelsen og til apostlenes bestræbelser for at udbrede den kristne tro på, at Gud elskede os først og har sendt sin Søn for at frelse os. Bogen er samtidig skrevet sådan, at også læsere med et godt kendskab til Bibelen får nye aspekter med sig. Derfor vil den være en oplagt gave til mange.
Vil man udvælge 50 tekster fra Bibelen må man uundgåeligt fravælge mange andre, som også er centrale for Bibelens budskab. Sørine Gotfredsen har udvalgt de tekster, som hun mener på særlig måde synliggør for både troende og tvivlere, hvordan Bibelens budskab taler ind i vore liv i dag. Efter hver tekst fra Bibelen følger under overskriften ”Sørine” en personlig refleksion, som underbygger dette. Inspiration til refleksionerne hentes fra fællesnævnere i de fleste menneskers liv, nemlig film, dramaserier, litteratur, historiske begivenheder og personlige oplevelser, som de fleste mennesker kender og kan spejle sig i. Resultatet er en aktualisering af Bibelens tekster. Det er utrolig fint gjort og meget sigende både for kendere af og fremmede for Bibelen. Absolut anbefalelsesværdigt.
En særlig ros fortjener de æstetiske kvaliteter i den grafiske tilrettelæggelse. Bogens omslag og illustrationer består af collager i blå farver, frit efter den franske gravør og illustrator Gustave Dorés træsnit til den franske oversættelse af Vulgata-Bibelen fra 1843, tilskåret og indsat ved de forskellige tekster på en ualmindeligt smuk måde, der bidrager til bogens helhed.
Pressemeddelse
Ingen bog er vigtigere at kende end Bibelen. Det mener præst og debattør Sørine Gotfredsen, der ser spor af den overalt: i sproget, i historien, i kulturen, i vores indre tankeverden. Jo mere man kender til Bibelen, desto bedre forstår man derfor også verden og sig selv. Men hvad er egentlig det vigtigste i Bibelen?
I denne bog har Sørine Gotfredsen udvalgt 50 bibeltekster, der ikke er til at komme uden om. Hver bibeltekst danner grundlag for en kort, personlig refleksion, der åbner de gamle fortællinger på nye måder og spejler dem i vores fælles verden: film, dramaserier, litteratur, historiske begivenheder og genkendelige dilemmaer fra hverdagen.
50 BIBELTEKSTER DU SKAL KENDE er en guidet indgang til det bibelske univers. Et personligt udvalg af Bibelens højdepunkter. Nye læsere kan begynde her, mens erfarne bibellæsere kan genopleve alt det, der gjorde Bibelen til så afgørende en bog at kende.
KATOLSK LIV sender bogen til anmeldelse.
Udkommer 3. november, 256 sider indbundet. Vejl. udsalgspris 279,95 kr. Kommer også som e-bog.
Forord til bogen
Der er spor af Bibelen overalt. I sproget, i historien, i kunsten og i vores indre tankeverden. og uanset om vi er bevidste om det eller ej, tiltales vi hele livet af det bibelske univers. Jo mere man kender til Bibelen, desto bedre forstår man derfor både verden og sig selv. I denne bog har jeg udvalgt 50 bibeltekster, som det er særligt vigtigt at kende. Bibelen er så omfangsrig, at man naturligvis kunne vælge flere andre, men disse 50 tekster er i mine øjne uomgængeligt betydningsfulde.
Som menneske og som præst indser jeg mere og mere, hvordan det bibelske løber som en rød tråd gennem både min selvopfattelse og min oplevelse af vores kultur. Mange af teksterne tolker jeg derfor gennem litteratur, film, dramaserier og andet fra det fælles kreative tankegods. Bibelens og kristendommens stemme ligger som en bund under så overvældende meget af det, vi hver dag lytter til, læser, ser, tænker og fortæller hinanden, og med denne bog vil jeg minde alle om, hvilken åndelig rigdom vi bærer med fra vores forfædre.
Verden raser afsted, tempoet er ubegribeligt, og vi spørger os selv, hvad der mon sker med os i denne til tider helt uoverskuelige færd fremad. De bibelske tekster er det dybt forankrede omdrejningspunkt, der til alle tider og ganske uafhængigt af tidernes vilde skiften holder os fast på, hvem og hvad vi inderst inde er. Og ikke mindst disse 50 tekster hjælper os til at forstå det.
Sørine Gotfredsen