Forklaring:
Påskevigilien er en vågegudstjeneste natten til påskedag og indledes med, at påskelyset tændes ved en ny ild og bæres ind i den mørklagte kirke som symbol på Kristus, verdens lys.
Menigheden følger efter med tændte lys i hænderne. Derefter synges påskens lovsang (Exsultet), der er en af Kirkens ældste hymner og forkynder påskens glæde i et bibelsk symbolsprog med stor teologisk dybde.
Påskenats læsninger gennemløber hele frelseshistorien fra skabelsen til opstandelsen. Denne frelseshistorie bliver hver enkelt kristen delagtig i gennem dåben, og derfor rummer påskenats liturgi også en indvielse af dåbsvandet, fornyelse af dåbsløfterne og evt. dåb af katekumener.
Mange steder er det skik efter messen at samles til agape (kærlighedsmåltid).
Hvad er det? - spurgte Epiphanios ca. 320 e. Kr.
Hvad er det? I dag hersker der stor stilhed på jorden. Stor stilhed og samtidig ensomhed. Stor stilhed, fordi kongen er hensovet. „Jorden grued og tav,“ fordi Gud som menneske er sovet ind, men har opvakt mennesker, som har sovet siden tidernes morgen. Gud er som menneske død, og underverdenen skælver. For en liden stund er Gud sovet ind, men han har opvakt dem, der er i dødsriget.
Han går for at opsøge vor stamfader ligesom det fortabte får. Han vil besøge alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge. Han kommer for at løse den fangne Adam og Eva, der er fange sammen med ham, af deres lidelser, han der både er Gud og Adams Søn.
Han griber Adam ved hånden, rejser ham og siger: „Vågn op, du som sover, og stå op fra de døde, og Kristus skal lyse for dig!“ Jeg har ikke skabt dig, for at du skal holdes fangen i underverdenen. Stå op fra de døde! Jeg er de dødes liv. Stå op, du mine hænders værk. Stå op, du min afbildning, der er skabt i mit billede. Stå op, lad os gå herfra. Thi du er i mig og jeg i dig, vi er én udelelig person. For din skyld er jeg, din Gud, blevet din søn. For din skyld har jeg, din Herre, taget tjenerskikkelse på. For din skyld er jeg, der er over himlene, kommet til jord og endda under jorden. For din skyld, du menneske, er jeg blevet som et menneske, „det er ude med, kastet hen imellem de døde“. For din skyld, du som blev drevet ud af Edens have, blev jeg i Getsemane have overgivet til jøderne og korsfæstet ved en have.
Se det spyt, som jeg for din skyld har fået på mit ansigt for at give dig den oprindelige livsånde tilbage. Se de slag, jeg har fået på min kæbe, for at jeg i mit billede atter kunne danne din skikkelse, der var fordærvet af synden. Se svøbeslagene, som jeg modtog på min ryg for at udslette de synder, der tynger som en byrde på din ryg. Se mine hænder, der til frelse blev naglet til korsets træ for din skyld, du, som til fortabelse i sin tid havde udstrakt din hånd til træet i paradiset.
Stå op og lad os gå herfra. Fjenden fik dig uddrevet af paradiset her på jorden. Jeg fører dig ikke ind i paradiset igen, men jeg sætter dig på tronen i Himlen. Han gjorde det umuligt for dig at spise af livets træ, men jeg, som er livet selv, er nu ét med dig.
Tilskrevet Epiphanios fra Salamis (ca. 320-403)
Påskelovsangen (Exsultet)
Hymne fra påskenattens liturgi. Den synges af diakonen efter at påskelyset er båret op foran i kirken, efter at alle lys er tændt. Teksten, som stammer fra oldkirken, omhandler opstandelsens mysterium. Den benævnes også Exsultet, efter det latinske indledningsord.
Nu fryde sig de himmelske engles skare,
og alle Guds mysterier skal juble;
for den sejrrige Konge
skal basunen gjalde om vor frelse.
Men også jordens kreds skal juble højt af glæde
i stråleglansen fra den evige Konge,
thi den mærker, verden er udløst
fra mørket, som har hyllet den i tåge.
Og nu skal Moder Kirke juble
smykket i lysets klare stråleglans,
og dette hus skal give genlyd
af menighedens stærke stemmer.
(Ja, derfor I elskede brødre, som står omkring mig
i det underfulde lysskær fra denne hellige kerte,
beder jeg jer om at hjælpe mig:
Lad os sammen påkalde den almægtige
Guds barmhjertighed.
Bed Ham, som uden min fortjeneste
nådigt har optaget mig i levitternes skare,
indgive mig sit lyses klarhed
og lade mig fuldføre vor lovsang til denne kerte.)
(P:Herren være med jer.
A: Og med din ånd.)
P: Opløft jeres hjerte.
A: Vort hjerte er hos Herren.
P: Lad os takke Herren vor Gud.
A: Det er værdigt og ret.
Sandelig, det er værdigt og ret,
at prise den usynlige Gud, den almægtige Fader,
og hans Énbårne Søn,
vor Herre, Jesus Kristus,
af hele vort hjerte og med lydelige røster.
Han, som for os betalte Adams skyld til den evige Fader
og med sit uskyldige blod indløste det gamle gældsbrev.
Dette er den påskehøjtid,
ved hvilken det sande påskelam nu slagtes,
med hvis blod de troendes dørstolper indvies.
Dette er den nat,
i hvilken du fordum førte Israels børn, vore fædre,
ud af Ægypten.
Ja! Rødehavet lod du dem vandre tørskoet over!
Se, denne er den nat,
i hvilken ildstøtten lyste og bortjog syndens mørke.
Dette er den nat,
som i dag over hele jorden frier dem, der tror på Kristus,
fra verdens last og syndens mørke,
fører dem tilbage til nåden
og indlemmer dem i de helliges samfund.
Denne er den nat,
hvor Kristus brød dødens lænker
og opsteg af graven med sejr.
Thi hvad gavned os livet, om ej Han gav os frelsen.
O, hvor vidunderligt har du i din miskundhed
bøjet dig ned til os!
O, vidunderlige kærlighedens fylde:
For at løskøbe trællen har du hengivet Sønnen!
O, sandelig var Adams synd nødvendig,
som Kristus ved sin død har tilintetgjort!
O, lykkelige brøde,
der fortjente at få en sådan og så stor Forløser!
O, i sandhed lyksalige nat,
som det alene blev givet at vide tid og time,
da Kristus opstod af døde!
Dette er den nat, hvorom der står skrevet:
„Og natten skal være som den lyse dag;
og natten skal lyse for mig i min glæde!“
Ja, hellig er denne nat,
fjerner brøden,
aftvætter synden,
gengiver de faldne deres uskyld
og fylder de sorgfulde med glæde.
Hadet fjernes,
enhed skabes
og voldsmagten brydes.
I denne nat fyldt af nåde
modtag derfor, hellige Fader, denne lovsangs aftenoffer,
som den hellige Kirke bringer dig
ved sine tjeneres hænder,
idet den højtideligt frembærer denne kerte,
hvis voks er virket af bier.
Nu ved vi, hvad denne lysstøtte forkynder,
som er tændt til Guds ære ved den gyldne lue.
Selv om ilden deles,
formindskes dens lys dog ikke;
thi den næres af det smeltende voks,
som dette lys består af,
og som moder bi har frembragt,
til næring for dette dyrebare lys.
O, i sandhed lyksalige nat,
hvor Himlen forener sig med jorden,
og Gud forener sig med mennesket!
Vi beder dig da, Herre,
at denne kerte, viet til Dit navns ære,
må brænde uden at svækkes
for at bortjage nattens mørke,
og at den må modtages som en liflig vellugt
og forenes med himmelhvælvets stjerner.
Morgenstjernen skal endnu se den brænde,
den Morgenstjerne, som ej ved af nogen nedgang.
Hin Morgenstjerne, Jesus Kristus, din Søn,
som vender tilbage fra de dødes rige
nu lyser for menneskeslægten i al sin klarhed,
Han, som lever og råder fra evighed til evighed.
A: Amen.
KILDE:
Teksten er fra Bønnebog for Den katolske Kirke (c)
Ansgarstiftelsens Forlag
Gengivet her med tilladelse fra forlaget
