L’Osservatore Romano 2. april 2021
Oversat af Birgit Bidstrup Jørgensen
Søndag morgen den 28. marts 2021 fejrede pave Frans den hellige messe for Palmesøndag, som markerer indledningen til den stille uge. Det følgende er en oversættelse af en engelsk udgave af pave Frans’ prædiken, som han holdt på italiensk, efter at han havde læst Jesu lidelseshistorie efter Markusevangeliet.
Hvert år efterlader denne liturgi os forundrede på ny: vi går fra glæden ved at byde Jesus velkommen, da han rider ind i Jerusalem, til sorgen over at se ham dømt til døden og korsfæstet. Den følelse af indre forundring vil forblive hos os gennem hele den stille uge. Lad os tænke lidt dybere over det.
Jesus forundrer os lige fra begyndelsen. Hans folk byder ham højtideligt velkommen; men han rider ind i Jerusalem på et ydmygt føl. Hans folk forventer en kraftfuld befrier til påskehøjtiden; men han kommer for at opfylde påskeofferet ved at ofre sig selv. Hans folk håber på sejr over romerne ved sværdet; men Jesus kommer for at fejre Guds sejr gennem korset. Hvad skete der med de mennesker, som I løbet af få dage gik fra at råbe ”Hosianna” til at råbe ”Korsfæst ham”? Hvad skete der? De fulgte en idé om Messias frem for Messias selv. De beundrede Jesus, men de lod sig ikke forundre af ham. Forundring er ikke det samme som beundring. Beundring hører ofte verden til, eftersom den følger verdens smag og forventninger. Forundring, på den anden side, bevarer sin åbenhed over for andre og for det nye, de bringer med sig. Selv i dag er der mange mennesker, der beundrer Jesus: Han sagde smukke ting; han var fuld af kærlighed og tilgivelse; hans eksempel ændrede historiens gang, og så videre. De beundrer ham, men deres liv ændres ikke. Det er ikke nok at beundre Jesus. Vi må følge i hans fodspor og lade os udfordre af ham for at gå fra beundring til forundring.
Hvad er det mest forunderlige ved Herren og hans påske? Det er det faktum, at han opnår ære gennem ydmygelse. Han sejrer ved at tage imod lidelsen og døden, og det er noget som vi i vor søgen efter beundring og succes helst vil undgå. Som apostlen Paulus fortæller os om Jesus, så ”gav han afkald” … ”han ydmygede sig” (Brevet til Filipperne 2, 7-8). Dette er det forunderlige: At se den almægtige reduceret til intet. At se Ordet, som kender alle ting og ved alt, lære os noget, mens han i tavshed hænger på korset. At se kongernes konge t på en trone i form af en galge. At se universets Gud berøvet alt og kronet med torne i stedet for med ærens krone. At se den enbårne, der er selv er godhed, forhånet og slået. Hvorfor al denne ydmygelse? Hvorfor, ønskede du at gennemleve alt dette?
Jesus gjorde det for os for at lodde dybden af vore menneskelige erfaringer, hele vor eksistens, al vor ondskab. For at være os nær og ikke forlade os i vor lidelse og vor død. For at forløse os, frelse os. Jesus blev løftet højt op på korset for at stige ned i afgrunden af vor lidelse. Han oplevede vore dybeste sorger: nederlag, at miste alt, blive svigtet af en ven og endda at føle sig svigtet af Gud. Ved at gennemgå vore dybeste kampe, mens han stadig var i kødet, forløste og forvandlede han dem. Hans kærlighed kommer vor skrøbelighed nær; den berører det, vi skammer os mest over. Nu ved vi, at vi ikke er alene. Gud er ved vor side i enhver prøvelse, i enhver frygt. Intet ondt og ingen synd vil nogensinde mere have det sidste ord. Gud sejrer, men sejrens palmer udgår fra korsets træ, for palmen og korset kan ikke adskilles.
Lad os bede om forundringens nådegave. Et kristent liv uden forundring bliver gråt og trist. Hvordan kan vi tale om glæden ved at møde Jesus, hvis vi ikke dagligt forbavses og undres over hans kærlighed, som bringer os tilgivelse og muligheden for en ny begyndelse? Når troen ikke længere oplever forundring, bliver den kedelig: den bliver blind for nådens undere. Den kan ikke længere smage Livets brød og høre Ordet. Den opfatter ikke længere skønheden i vore brødre og søstre og i skabelsens gave. Den har ingen anden kurs end at tage tilflugt til lovens bogstav, til klerikalisme og alt dét, som Jesus fordømmer de skriftkloge og farisæerne for i Mattæusevangeliets kapitel 23.
Lad os i løbet af denne stille uge løfte vore øjne til korset for at modtage forundringens nådegave. Da den hellige Frans af Assisi betragtede den korsfæstede Herre, undrede han sig over, at hans brødre ikke græd. Hvad med os? Bliver vi stadig berørt af Guds kærlighed? Har vi mistet evnen til, at han kan forundre os? Hvorfor? Måske er vor tro blevet sløv på grund af vane. Måske sidder vi fanget i vore fortrydelser og lader os forkrøble af vore skuffelser. Måske har vi mistet al vor tillid og føler os måske endda værdiløse. Men måske – bag alle disse ”måskeer” – ligger der dét, at vi ikke er åbne for Åndens gave. Ånden, som giver os forundringens nådegave.
Lad os begynde igen med forundringen. Lad os betragte Jesus på korset og sige til ham: ”Herre, hvor højt du elsker mig! Hvor er jeg dyrebar for dig!” Lad Jesus forundre os, så vi kan begynde at leve igen, for livets storhed ligger ikke i, hvad vi ejer eller i vores status, men i at forstå, at vi er elsket. Dét er livets storhed: at opdage at vi er elsket. Og livets storhed ligger netop i kærlighedens skønhed. I den korsfæstede Jesus ser vi Gud ydmyget, den Almægtige afvist og kasseret. Og med forundringens nåde kommer vi til at forstå, at når vi byder de afviste og kasserede velkommen, når vi tillader os at komme tæt på dem, som livet har været hårdt ved, så elsker vi Jesus. For i den mindste af vore brødre og søstre, i de afviste og kasserede, i dem, som vor selvretfærdige kultur fordømmer, er Jesus.
Dagens evangelium viser os et glimrende billede på forundring lige efter Jesu død. Det er den scene, hvor officeren sagde, da han så, at Jesus var død: ”Sandelig, den mand var Guds søn!” (Mark 15,39). Han var forundret af kærlighed. Hvordan så han Jesus dø? Han så ham dø i kærlighed, og det forundrede ham. Jesus led forfærdeligt, men han holdt ikke op med at elske. Det er, hvad det vil sige at blive forundret foran Gud, som kan fylde selv døden med kærlighed. I denne kærlighed, som han ikke havde fortjent, og som han aldrig før havde mødt, fandt officeren Gud. Hans ord, ’Sandelig, den mand var Guds søn’, ”besegler” lidelseshistorien. Evangelierne fortæller os, at før ham havde mange andre beundret Jesus for de mirakler og forbløffende gerninger, han udførte, og de havde erkendt, at han var Guds søn. Men Kristus fik dem til at tie, fordi de var i fare for at forblive på et niveau af beundring, der hører verden til, blive ved idéen om en Gud, som kunne beundres og frygtes for sin magt og myndighed. Nu er det ikke længere sådan, for ved korsets fod kan man ikke tage fejl af, at Gud har vist, hvem han er: Han hersker kun med kærlighedens afvæbnede og afvæbnende kraft.
Brødre og søstre! I dag bliver Gud ved med at fylde vore sind og hjerter med forundring. Lad os blive opfyldt med den forundring mens vi betragter den korsfæstede Herre. Må vi også sige: ”Du er sandelig Guds Søn. Du er min Gud”.
