Nedenfor er hele teksten af pave Frans’ prædiken
ved fejringen af Herrens fødsel 24. december - 2021
I MØRKET SKINNER ET LYS. En engel viser sig, Herrens herlighed skinner omkring hyrderne, og endelig høres budskabet, ventet i århundreder: "Der er i dag født en Frelser, som er Kristus, Herren" (Luk 2,11). Englen fortsætter med at sige noget overraskende. Han fortæller hyrderne, hvordan de skal finde den Gud, der er kommet ned til jorden: "Dette vil være et tegn for jer: I skal finde et barn svøbt, liggende i en krybbe" (v. 12). Det er tegnet: et barn, et spædbarn, der ligger i en krybbes store fattigdom. Ikke flere skarpe lys eller kor af engle. Kun et barn. Intet andet, som Esajas havde forudsagt: "et barn er os født" (Es 9:6).
Evangeliet understreger denne kontrast. Det fortæller om Jesu fødsel begyndende med Cæsar Augustus, som beordrer folketællingen over hele verden; det viser den første kejser i al hans storhed. Alligevel bringer det os umiddelbart derefter til Betlehem, hvor der ikke er storhed: kun et stakkels barn svøbt i svøb, med hyrder stående ved siden. Det er dér, Gud er, i lidenhed. Dette er budskabet: Gud kommer ikke i storhed, men i lidenhed. Lidenhed er den vej, han valgte for at nærme sig os, for at røre vore hjerter, for at redde os, og for at bringe os tilbage til det, der virkelig betyder noget.
Brødre og søstre, stående foran krybben, betragter vi det centrale, ud over alle lysene og dekorationerne, som er smukke. Vi betragter barnet. I sin lidenhed er Gud fuldstændigt til stede. Lad os erkende dette: "Jesus, du er Gud, den Gud, der bliver barn". Lad os blive forbløffet over denne skandaløse sandhed. Den, der omfavner universet, skal holdes i en andens arme. Den, der skabte solen, skal varmes. Ømhed inkarneret skal beskyttes. Uendelig kærlighed har et lille hjerte, der banker sagte. Det evige Ord er et "spædbarn", et tavst barn. Livets brød skal næres. Verdens Skaber har intet hjem. I dag er alt vendt på hovedet: Gud kommer til verden i lidenhed. Hans storhed viser sig i lidenhed.
Lad os spørge os selv: Kan vi acceptere Guds måde at gøre tingene på? Dette er julens udfordring: Gud åbenbarer sig selv, men mænd og kvinder magter ikke at forstå. Han gør sig selv lille i verdens øjne, mens vi fortsætter med at søge storhed i verdens øjne, måske endda i hans navn. Gud gør sig lille, og vi forsøger at blive store. Den Højeste søger efter hyrder, de usete i vor midte, og vi leder efter sigtbarhed, for at blive set. Jesus er født for at tjene, og vi bruger et helt liv på at stræbe efter succes. Gud søger ikke magt og storhed; han beder om øm, kærlighed og indre lidenhed.
Det er, hvad vi bør bede Jesus om i julen: lidenhedens nåde. "Herre, lær os at elske lidenhed. Hjælp os med at forstå, at lidenhed er vejen til autentisk storhed”. Hvad vil det konkret sige at acceptere lidenhed? For det første betyder det troen på, at Gud ønsker at træde ind i små områder af vore liv; han ønsker at være en del af vor dagligdag, de ting vi gør hver dag derhjemme, i vore familier, i skolen og på arbejdspladsen. Midt i vore almindeligt levede erfaringer ønsker han at gøre ekstraordinære ting. Han er et budskab om stort håb. Jesus beder os om at genopdage og værdsætte de små ting i livet. Hvis han er til stede dér, hvad har vi så ellers brug for? Lad os holde op med at længes efter storhed, som ikke er vor. Lad os aflægge vore beklagelser og vore dystre ansigter, og den grådighed, der aldrig kan stille os tilfreds! Lidenheden, undren over det lille barn – dette er budskabet.
Alligevel er der mere. Jesus ønsker ikke kun at træde ind i små områder af vore liv, men også i vor lidenhed: i vor oplevelse af at føle os svage, skrøbelige, utilstrækkelige, måske endda "rodet". Kære søster eller bror, hvis, som i Betlehem, nattens mørke overmander dig, hvis du føler dig omgivet af kold ligegyldighed, hvis den sorg, du bærer indeni, råber: ”Ingen regner med dig; du er værdiløs; du vil aldrig blive elsket, som du ønsker”, i aften, hvis du hører dette, svarer Gud tilbage. I aften fortæller han dig: "Jeg elsker dig, som du er. Din lidenhed skræmmer mig ikke, dine mangler plager mig ikke. Jeg blev lille for din skyld. For at være din Gud blev jeg din bror. Kære bror, kære søster, vær ikke bange for mig. Find i mig dit mål for storhed. Jeg er tæt på dig, og kun én ting spørger jeg: stol på mig og åbn dit hjerte for mig”.
At acceptere lidenhed betyder også noget andet. Det betyder at omfavne Jesus i den udsatte. At elske ham, det vil sige i de mindste af vore brødre og søstre. Tjene ham i de fattige, dem, der ligner Jesus, der blev født i fattigdom. Det er i dem, han ønsker at blive hædret. Må vi på denne kærlighedens nat kun have én frygt: at fornærme Guds kærlighed, såre ham ved at foragte de fattige med vor ligegyldighed. Jesus elsker dem højt, og en dag vil de byde os velkommen i himlen. En digter skrev engang: "Den som ikke har fundet himlen hernede - vil fejle foroven" (E. DICKINSON, Poems, P96-17). Lad os ikke miste himlen af syne; lad os nu tage os af Jesus og kærtegne ham i de nødlidende, for i dem giver han sig til kende.
Vi stirrer endnu en gang på krybben, og vi ser, at Jesus ved sin fødsel er omgivet netop af de små, de fattige. Det er hyrderne. De var de mest simple mennesker og nærmest Herren. De fandt ham, fordi de boede på markerne og "vogtede deres hjorde om natten" (Luk 2,8). De var der for at arbejde, fordi de var fattige. De havde ingen tidsplaner i livet; alt afhang af flokken. De kunne ikke leve hvor og hvordan de ville, men ud fra fårenes behov som de vogtede. Det er der, Jesus fødes: tæt på dem, tæt på de glemte i periferien. Han kommer, hvor menneskelig værdighed sættes på prøve. Han kommer for at ophøje de udstødte, og han åbenbarer sig først for dem: ikke for dannede og vigtige mennesker, men for fattige arbejdende mennesker. Gud kommer i aften for at værdige arbejdets nøjsomhed. Han minder os om vigtigheden af at give værdighed til mænd og kvinder ved det enkle arbejde, men også om værdighed til menneskets arbejde i sig selv, eftersom mennesket er dets herre og ikke dets slave. På Livets dag, lad os gentage: ikke flere dødsfald som resultat af arbejde! Og lad os forpligte os til at sikre dette.
Mens vi tager et sidste kig på krybben i det fjerne, skimter vi de hellige tre konger, rejsende for at tilbede Herren. Når vi ser nærmere, ser vi, at alt omkring Jesus hænger sammen: ikke kun de fattige, hyrderne, men også de lærde og rige, de hellige tre konger. Alt er forenet, når Jesus er i centrum: ikke vores ideer om Jesus, men Jesus selv, den Levende.
Så, kære brødre og søstre, lad os vende tilbage til Betlehem, lad os vende tilbage til oprindelsen: til troens væsentlige elementer, til vor første kærlighed, tilbedelse og næstekærlighed. Lad os se på de hellige tre konger, der går deres pilgrimsvej, og lad os som en synodal Kirke, en rejsende Kirke, gå til Betlehem, hvor Gud er i mennesket og mennesket i Gud. Der indtager Herren den første plads og bliver tilbedt; der har de fattige det sted, der er nærmest ham; der er hyrderne og de hellige tre konger forenet i et broderskab ud over alle etiketter og klassifikationer. Må Gud sætte os i stand til at være en tilbedende, fattig og broderlig kirke. Dét er det væsentlige. Lad os tage tilbage til Betlehem.
Det er godt for os at tage dertil, lydige mod julens evangelium, som viser os den hellige familie, hyrderne, de hellige tre konger: alle mennesker på rejse. Brødre og søstre, lad os tage ud, for selve livet er en pilgrimsrejse. Lad os vække os selv, for i aften er et lys blevet tændt, et venligt lys, der minder os om, at vi i vor lidenhed er elskede sønner og døtre, lysets børn (jf. 1 Thess 5:5).
Brødre og søstre, lad os glæde os sammen, for ingen vil nogensinde slukke dette lys, Jesu lys, som i aften skinner klart i vor verden.
***
Kilde: CNA - Oversat af Kuno Arnkilde
