Indholdsfortegnelse
Biskopperne indkaldes
Nu springer vi frem til 1959. Der er netop valgt en ny pave, som har taget navnet Johannes 23. Han er 76 år gammel, og man venter derfor ikke, at han kommer til at sætte større projekter i gang.
Men til alles overraskelse meddeler han kun få måneder efter sit valg, at han har i sinde at indkalde biskopperne over hele verden til et økumenisk koncil.
Overraskende er det også, at det, der skal drøftes, ikke er et eller flere spørgsmål vedrørende Kirkens lære, sådan som det har været tilfældet ved tidligere konciler, men i bredere forstand Kirkens forhold til den moderne verden.
Det skal forstås i lyset af den fremadskridende sekularisering, hvor kristendommen var blevet trængt i baggrunden til fordel for en livsstil, der i vidt omfang var inspireret af de moderne ateistiske ideologier, som vi allerede har været inde på i begge kapitler om nyere tid.
I sin åbningstale i 1962 sagde pave Johannes 23. herom: "Derfor er hovedformålet med dette koncil ikke at diskutere det ene eller det andet læremæssige spørgsmål ... dertil kræves ikke et koncil ... men denne sikre og uforanderlige lære, som samvittighedsfuldt må respekteres, trænger til at blive udforsket og forkyndt på en måde, som svarer til vor tids behov."
Der var således tale om et pastoralt* koncil, hvor målet var at finde nye veje til at forkynde evangeliet i en sekulariseret verden på en måde og i et sprog, som folk forstod. Altså en form for nyevangelisering.
Joseph Ratzinger (den senere pave Benedikt 16. (2005-2013), der på dette tidspunkt var professor i teologi, deltog i koncilet som teologisk rådgiver. Han har senere beskrevet den optimistiske stemning på koncilet med disse ord: "Der herskede en særlig forventningens stemning på koncilet, en følelse af, at store ting var ved at ske."
Tiden efter koncilet
I 2012 skrev han (nu som pave Benedikt 16.) en artikel i anledning af 50-året for åbningen af koncilet, hvor han understregede nødvendigheden af at bygge nyevangeliseringen på koncilets tekster, for at den ikke skulle blive ved tanken eller gå til grunde i forvirring. "Derfor," skrev han, "har jeg ofte insisteret på behovet for at vende tilbage til koncilets "bogstav"- altså til teksterne - og på dette grundlag finde ind til koncilets sande ånd."
Det skrev han for at minde om, at det kun i begrænset omfang var det, der var sket. Det uddyber han i sin artikel med disse ord:
"Koncils fædrene ønskede at fremstille troen på en meningsfuld måde, og når de tillidsfuldt åbnede sig for en dialog med den moderne verden, var det fordi, de var sikre på deres tro, på den faste klippegrund, de stod på. Men i de følgende år var der mange, som ukritisk overtog den fremherskende mentalitet og såede tvivl om selve det grundlag, troen hviler på - et grundlag, som de sørgeligt nok ikke længere følte sig i stand til at acceptere som sandhed."
Hermed hentyder pave Benedikt til, at udviklingen inden for Kirken i tiden efter koncilet løb løbsk i det omfang den gav efter for kravene fra de mange lægfolk, præster og biskopper, som i deres reformiver påberåbte sig koncilets "ånd" uden at bekymre sig om, hvorvidt der var dækning i koncilsteksterne for deres initiativer.
Liturgien som stridspunkt
Især liturgireformen (1969/70) gav anledning til kritik, fordi den i praksis næsten afskaffede latinen - selv om der i koncilets tekst om liturgien står, at det latinske sprog skal bevares, og at den gregorianske sang skal have førstepladsen i de liturgiske handlinger. Hertil kom, at reformen mange steder førte til mildt sagt fantasifulde eksperimenter, som ikke vakte udelt begejstring i menighederne.
Utilfredsheden førte blandt andet til dannelsen af "Den hellige Pius 10.'s Præstebroderskab" (FSSPX) under ledelse af den franske ærkebiskop Marcel Lefebvre, som ikke alene nægtede at anerkende liturgireformen, men også betegnede dele af koncilsteksterne som kætterske. Han blev senere suspenderet efter at have udnævnt biskopper uden godkendelse fra paven. Der er siden gjort flere forsøg på at nå til enighed - foreløbig uden held.
Med til denne historie hører, at pave Benedikt i 2007 udstedte en erklæring, som fastslår, at det skal være muligt at fejre messen både i den nuværende form og i den ekstraordinære form, det vil sige, som den endnu var i 1962 inden reformen.
Det er der mange, som siden har gjort brug af - ikke mindst den yngre generation, som føler sig tiltrukket af den større højtidelighed og det større fokus på sakramentets hellighed, som præger denne liturgi. Det viser sig blandt andet ved, at man knæler og modtager hostien i munden. Der findes i dag flere præstebroderskaber, som delvis eller udelukkende læser den gamle messe, men som i modsætning til FSSPX fuldt ud er anerkendt af Rom.
Var koncilet en fiasko?
Ikke som sådan. At der var meget, der gik galt i tiden efter koncilet, kan man ikke ensidigt give koncilsteksterne skylden for, sådan som pave Benedikt også fremhæver det i sin artikel.
Til gengæld er det vanskeligt at se bort fra, at pave Johannes 23. og koncilsfædrene var for optimistiske med hensyn til deres forventninger om at få en dialog i gang med omverdenen. De glemte, at mange mennesker i den vestlige verden i bedste fald betragtede den katolske Kirke som et fortidslevn eller ligefrem som en skadelig institution, man helst så forsvinde fra jordens overflade. Hvorfor skulle de være interesseret i en dialog med Kirken? Man kunne også spørge, om de præster, der skulle åbne Kirken ud mod den moderne verden, var rustet til at klare opgaven. Det, der skete, kan snarere sammenlignes med, at en general sender sine soldater i krig uden den nødvendige udrustning, kamptræning og viden om, hvem fjenden er, og hvor han befinder sig.
Derfor skal man ikke undre sig over, at der var så meget, der gik galt - blandt andet, som pave Benedikt konstaterede, at mange af Kirkens folk "ukritisk overtog den fremherskende mentalitet", det vil sige lod sig påvirke af de strømninger, der var oppe i tiden, og som på ingen måde var forenelige med kristen tro.
Foruroligende statistik
For at få en ide om, hvor galt det gik i årene efter koncilet, kan man kaste et blik på de amerikanske biskoppers officielle statistik:
- I 1967 var der omkring 60.000 præster i USA. I 2012 var der kun 40.000 tilbage, herunder mange ældre præster.
- I 1964 var der 180.000 ordenssøstre (nonner). I 2012 var der kun 55.000 tilbage. Herunder mange ældre.
- I 1967 var der over 60.000 studerende i præsteseminarierne. I 2012 kun 18.000. Det svarer til et tab på 1.000 om året.
- I 1971 var der knap 430.000 par, der blev gift i en katolsk Kirke. I 2012 kun 170.000.
- I 1960 konverterede 150.000 konvertitter til den katolske tro. I 2012 kun 75.000.
Kort sagt en foruroligende tilbagegang, som i samme periode finder sted i så godt som alle vesteuropæiske lande - også i Danmark, hvor stigningen i antallet af katolikker kun skyldes indvandringen.
Det skal tilføjes, at man ikke udelukkende bør se tilbagegangen som et resultat af koncilet.
For det første var den negative udvikling allerede sat i gang af modernisterne længe inden koncilet. Dernæst var den også et resultat af, at alt for mange almindelige katolikker lod sig påvirke af, hvad der foregik i samfundet omkring dem. Til deres undskyldning kan til gengæld siges, at de ansvarlige, ikke blot præster og biskopper, men også relativt mange intellektuelle lægfolk, som burde have vidst bedre - svigtede deres ansvar og lod fårene i stikken. Derfor skal vi nu se nærmere på, hvad det var for en mentalitet, der på dette tidspunkt var fremherskende.
Ungdomsoprøret 1968 og den seksuelle revolution
De traditionelle familiemønstre og moralbegreber var endnu dominerende helt frem til begyndelsen af 1960'erne. Men herefter skete der nærmest en revolution i synet på ægteskab, familie og seksualitet.
Det første tegn på, at der var noget i gære, var det såkaldte ungdomsoprør på Sorbonne-universitetet i Paris i 1968, hvor de studerende gjorde oprør mod ledelsen og deres lærere ved at besætte bygningerne og forlange reformer. I bredere forstand demonstrerede de mod kapitalisme, forbrugerisme, amerikansk imperialisme (Vietnamkrigen var i fuld gang) og i det hele taget mod alle former for traditionelle værdier og institutioner. Du kan sammenligne med den unge romantiker Shelley, som var en af sin tids ungdomsoprørere.
Oprøret var som udgangspunkt upolitisk i den forstand, at der ikke var noget politisk parti, der stod bag, og heller ingen ledelse eller plan for, hvad der skulle ske. De studerendes motto var "Fantasien til magten". Det kan man ikke ligefrem kalde et politisk projekt. Noget senere forsøgte Frankrigs kommunistiske parti, som til at begynde med kun havde set undrende til, at udnytte situationen - dog uden større held. Oprøret var først og sidst en anti-autoritær bevægelse rettet mod enhver form for autoritet og derfor heller ikke uden videre forenelig med den kommunistiske parti-disciplin.
Ægteskab og familie
Ikke desto mindre var oprøret i høj grad præget af en marxistisk tankegang, som blandt andet viste sig ved, at man betragtede ægteskabet som en forældet og undertrykkende institution. Alternativet var såkaldte "papirløse"forhold, som tillod begge parter når som helst at skifte partneren ud med en anden. Den borgerlige "kernefamilie"(far og mor og børn) blev ligeledes dømt ude og forsøgt erstattet med "alternative samlivsformer" i kollektiver, hvor alle var fælles om børnenes opdragelse, og hvor man i hvert fald i princippet tolererede, at partneren for afvekslingens skyld gik i seng med andre.
Hvor mange der i denne periode lod sig påvirke af de nye ideer, er svært at sige. Sikkert er det imidlertid, at den kollektive samlivs- og familieform i det lange løb ikke blev nogen nævneværdig succes, og at ægteskabet som institution derfor stadig består.
Det, der til gengæld skete, var, at mange i den nye generation forlod den kristne forståelse af ægteskabet som et livslangt forpligtende forhold. Det medførte, at det i stigende grad blev betragtet som moralsk acceptabelt at bryde ud af sit ægteskab - ja, ligefrem noget, man skyldte sig selv og familien, hvis man følte, at ægteskabet ikke længere "fungerede".
Det kan man blandt andet se af skilsmisseprocenten Danmark, som i årene efter 1968 steg fra 26% til 41%. Den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik (2018) viser, at det nu er 46,51 %) af alle ægteskaber, der ender med en skilsmisse.
Hertil kom, at seksualmoralen - f.eks. folks holdning til seksuelle forhold før ægteskabet eller - for giftes vedkommende - forhold uden for ægteskabet (utroskab) - også, som allerede antydet, ændrede sig mærkbart. Her er det nærliggende at se en påvirkning fra Freuds menneskesyn, der hævder, at det grundlæggende i vores natur er drifterne, og hvor den enkeltes mulighed for at få dem tilfredsstillet er afgørende for, om man er lykkelig/vellykket eller ej.
I det omfang, seksuallivet flyttede uden for ægteskabets rammer, så man det også i stigende grad som nødvendigt at kunne sikre sig mod graviditeter. Dertil var der allerede flere mere eller mindre pålidelige metoder, men det helt store gennembrud kom fra USA i 1960, da myndighederne frigav p-pillen. I Danmark kom den først på markedet i 1966.
Humanae vitae
Hele denne udvikling var katolikkerne i den vestlige verden langt fra upåvirkede af. Det så man med al tydelighed, da pave Paul 6. i skæbneåret 1968 udsendte en rundskrivelse, Humanae vitae, om samlivet i ægteskabet, hvor han i fuld overensstemmelse med sine forgængere fastslog, at enhver form for kunstig prævention strider imod Kirkens lære.
Rundskrivelsen virkede som en bombe i samtiden. Uden for Kirken modtog man budskabet med - alt efter temperament - et ligegyldigt skuldertræk eller en hånlig grimasse, mens mange katolikker i vor del af verden reagerede med forundring og vrede. Og ikke blot lægfolket. En foruroligende stor del af de præster og biskopper, som havde haft en forventning om, at Kirken på dette punkt ville "følge med tiden", tog åbenlyst afstand fra rundskrivelsens indhold.
Paven havde til en vis grad forudset, at hans rundskrivelse ville give anledning til indre uro. I afsnit 18 skrev han således: "Man kan forudse, at denne traditionelle belæring vel ikke vil blive modtaget uden videre af alle. Dertil er der for mange røster, der taler imod Kirken, og disse røster forstærkes gennem de moderne meddelelsesmidler." Men han havde næppe forestillet sig, at Humane vitae ville give anledning til en alvorlig splittelse i Kirken.
De mange kritikere burde have læst § 51 i koncils-dokumentet "Kirken i den moderne verden" som handler om, hvordan vi bør "tilpasse den ægteskabelige kærlighed til respekten for menneskelivet" - med andre ord, at ægteparret skal huske, at seksuallivet ikke bare er noget, de har sammen, og ikke bare handler om, hvad de føler for hinanden, men at deres kærlighed til hinanden rækker ud over dem selv - ikke mindst når det drejer sig om at sætte børn i verden og dermed om "at forene den ægteskabelige kærlighed med ansvaret for livets videregivelse'".
Paragraffen slutter med, at koncilsfædrene udtrykker ønsket om, at alle må komme til at indse "at menneskelivet og dets videregivelse [det at sætte børn i verden] ikke kun angår denne verden og ikke lader sig måle eller forstå ud fra denne verden alene, men altid skal ses i sammenhæng med menneskenes evige bestemmelse".
Pave Paul 6. forudså også, at kunstig prævention ville "åbne en nem og bred vej for utroskab i ægteskabet" og advarede mod at "give de unge et middel i hænde, som gør det nemt for dem at krænke [moral]loven".
Begge dele viste sig som bekendt at gå i opfyldelse. Men hvorfor kunne så mange præster og biskopper ikke indse det?
Vi var bange ...
Biskoppernes modvilje skyldtes i høj grad, at de var bange for at miste både præster og lægfolk ved at stå fast på Kirkens lære. Den østrigske ærkebiskop kardinal Christoph Schönborn sagde herom i en prædiken den 27. marts 2008:
"Hvad er det, Europa har gjort sig skyld i? Europas skyld, hovedskylden, er et "nej til livet" Europa har tre gange sagt nej til sin egen fremtid. Den første gang var i 1968, for fyrre år siden, da man afviste Humanae vitae. Anden gang i 1975, da abortlovene oversvømmede Europa. Tredje gang ... så sent som i går fik jeg fra Østrig besked om, at regeringen har besluttet sig for at sige ja til ægteskaber mellem homoseksuelle. Det er det tredje nej til fremtiden ... Europa står i begreb med at dø, fordi det har sagt nej til livet."
Om biskoppernes rolle sagde han lidt senere: "Vi sad bag lukkede døre, fordi vi var bange. Jeg mener, at selv om vi ikke dengang var biskopper, må vi alligevel angre det europæiske episkopats synder, disse biskopper, som ikke havde mod til helhjertet at støtte Paul 6., for i dag bærer vi alle i vore kirker og i vore bispedømmer på byrden af følgerne af denne synd."
Læg mærke til, at kardinal Schönborn i sin redegørelse for de tre gange "nej til fremtiden" får gjort opmærksom på årsagssammenhængen mellem prævention og abort. Det gør han med god grund, fordi prævention og abort er udtryk for den samme mentalitet: den manglende vilje til at tage imod barnet (fremtiden).
Det er den samme mentalitet, som pave Johannes Paul 2. senere kaldte "dødens evangelium".
* pastoral betyder alt det, der vedrører Kirkens måde at formidle troen på: prædikener, undervisning m.m.
Kilde: "Den katolske Kirke i 2000 år - din kirkehistorie"
Katolsk Forlag 2019