Courtney Mares
Af Courtney Mares
Oversættelse: Kuno Arnkilde
Vatikanstaten, 26. august 2023
Pave Frans erkendte lørdag, at den kommende synode om synodalitet måske er "af ringe interesse for den brede offentlighed", men understregede, at synoden er "virkelig vigtig" for Den katolske Kirke.
"Jeg er godt klar over, at talen om en 'synode om synodalitet' kan virke abstrakt, selvrefererende, overdrevent teknisk og af ringe interesse for den brede offentlighed," sagde pave Frans den 26. august.
"Men det, der er sket i løbet af det sidste år, og som vil fortsætte med forsamlingen i oktober næste år og derefter med anden fase af Synode 2024, er noget virkelig vigtigt for Kirken."
Paven talte om synodens betydning næsten en måned før den første globale Synode om Synodalitet, der finder sted i Vatikanet 4.-28. oktober.
Det er den første af to samlinger, der kulminerer Kirkens flerårige, verdensomspændende projekt, hvor katolikkerne blev bedt om at komme med feedback på stifts-, nationalt og kontinentalt niveau.
"Vi har åbnet vores døre, vi har tilbudt alle muligheden for at deltage, vi har taget hensyn til alles behov og forslag. Vi ønsker sammen at bidrage til at opbygge den Kirke, hvor alle føler sig hjemme, og hvor ingen er udelukket," sagde pave Frans.
"Det ord i evangeliet, som er så vigtigt: alle. Alle, alle: Der er ingen første-, anden- eller tredjeklasses katolikker, nej. Alle sammen. Alle sammen. Det er Herrens invitation."
Paven understregede, at Kirken har brug for at "vænne sig til at lytte til hinanden, til at tale sammen, ikke skære hovedet af for et ord" og "at lytte og diskutere på en moden måde."
"Det er en nåde, vi alle har brug for for at komme videre. Og det er noget, Kirken i dag tilbyder verden, en verden, der så ofte er ude af stand til at træffe beslutninger, selv når selve vores overlevelse står på spil," sagde han.
"Vi forsøger at lære en ny måde at leve relationer på, at lytte til hinanden for at høre og følge Åndens stemme."
For at forklare betydningen af synoden om synodalitet beskrev pave Frans synoden som "en rejse, som den hellige Paul VI begyndte ved slutningen af [Det andet Vatikankoncil], da han oprettede sekretariatet for bispesynoden, fordi han havde indset, at synodaliteten var forsvundet i den vestlige kirke, mens de i den østlige kirke har denne dimension."
"Og denne årelange rejse - 60 år - bærer stor frugt," tilføjede han.
Pave Frans talte om den kommende synode, da han modtog en pris fra italienske journalister i Vatikanets apostoliske palads og bemærkede, at han normalt afviser priser og hædersbevisninger.
Pave Frans modtager "È Giornalismo" - prisen fra italienske journalister
"I skal vide, at selv før jeg blev biskop af Rom, plejede jeg at afvise tilbud om priser. Jeg modtog aldrig nogen, jeg ønskede det ikke. Og det er jeg fortsat med at gøre, selv som pave. Der er dog én grund til, at jeg har taget imod din, og det er nødvendigheden af konstruktiv kommunikation, som fremmer en kultur af møde og ikke konfrontation; en kultur af fred og ikke krig; en kultur af åbenhed over for den anden og ikke af fordomme," sagde han.
"Desinformation er en af journalistikkens synder," tilføjede han, mens han opregnede andre "journalistiske synder", herunder bagvaskelse, ærekrænkelse og en "kærlighed til skandaler."
"Vi er nødt til at udbrede en mødekultur, en dialogkultur, en kultur, hvor man lytter til den anden og hans eller hendes grunde," sagde han. "Den digitale kultur har givet os så mange nye muligheder for udveksling, men den risikerer også at gøre kommunikation til slogans."