Denne sommer begynder KATOLSK LIV et nyt tema om danske katolske fyrtårne; mennesker der strakte sig i det katolske landskab i forrige århundrede. Alexander Søndergaard vil være turguide, men vi lægger ud med Hans Jensens nekrolog over en markant kvindelig personlighed: Elsebet Kieler.
Af Hans Jensen
"Jeg går til af længsel efter din frelse, jeg sætter mit håb til dit ord" (Sl 119, 81).
Fredag, den 17. november 2006, efter lang tids svækkelse og sygdom - og en livsafslutning, som var uforståelig, også set med troens øjne - døde mag.art. Elsebet Kieler, 88 år gammel.
"For en hel generation af danske katolikker, der var unge omkring 1950 og i årene derefter, kom hendes inspiration og personlige vidnesbyrd til at betyde noget afgørende", skriver Erling Tiedemann 19. november 2006 i nettidsskriftet catholica.dk. Det samme kan siges for mange af os, der var unge i 1960’erne.
I taknemmelighed bringer catholica.dk et foredrag med titlen "Den fortsatte frihedskamp", som Elsebet Kieler et års tid efter sin konversion holdt på en AC-lejr (Academicum Catholicum - red.) i juni 1946, hvor hun erklærede: "Vi søgte Kirken, fordi vi segnede under Korset, og vi søgte den i tro på, at Kristus er levende til stede iblandt os."
Med sine brødre Jørgen og Flemming og sin søster Bente deltog hun i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig, efterfulgt af tysk fængselsophold 1943-44. Hun var pacifist, på egne vegne, (man kan ikke være pacifist på andres vegne, sagde hun engang til mig) og kunne ikke forlige brug af våben med buddet: du må ikke slå ihjel. Men razziaerne mod jøderne, overtrædelsen af menneskerettighederne blev afgørende for hendes tilslutning til modstandsbevægelsen – til ikke-væbnet modstand. Det var den eksistentielle lidenskab, som stillede de sidste, afgørende spørgsmål til liv og død, det drejede sig om for hende.
Hun læste sammenlignende litteraturhistorie ved Københavns Universitet, hvor Vilhelm Grønbech var professor i religionshistorie. Hans bog "Jesus, Menneskesønnen" blev i en kort periode hendes raison d’être, den rod hun stod på; men hans religiøse vitalisme gav for ringe næring til åndslivet. Den manglede substans, skriver hun i "En modstandsgruppes historie 1", hvor det lidt senere hedder: "Det blev Søren Kierkegaard, der blev min redning – min kirkefader og åndelige vejleder. Da jeg fandt ham, holdt jeg en pause i studeringerne og læste kun ham – i et halvt år."
Hun var på studieophold i USA, Italien, Frankrig, Belgien 1946-48 og studerede teologi på Institut Catholique i Paris 1952-54.
Forinden, i krigens sidste fase, havde forsynet ført hende til pastor Hubert Messerschmidt, der optog hende i Kirken. Hun blev hans elev – og trofaste medarbejder, ven og fortrolige i et troens samarbejde og livsfællesskab, som fik vidtrækkende betydning for mange, der deltog i deres undervisning, båret som den var af en lidenskabelig sandhedssøgen og kærlighed til Kirken. "Troen blev til vished, da man erfarede, hvor bogstavelig og håndgribeligt sand vor tro er", siger hun i ovennævnte foredrag. Det indebar en radikal sanddruhed over for sig selv.
I et brev til mig i november 1999, skriver hun: "Ved min optagelse i Kirken 28. marts 1945, som det år var onsdag i den stille uge, og den første hl. Kommunion i St. Augustins Kirke på Jagtvejen fik jeg et chok, fordi en tysk soldat i uniform knælede ved siden af mig. Det var i krigens sidste år og mine to brødre sad endnu i kz-lejr, levende eller døde. Jeg vidste, hvad dette sammentræf betød: ’Elsk din næste .. din fjende’ og jeg tilsluttede mig i strid med alle mine følelser. Da oplevede jeg i den første hl. Kommunion en første kontakt med Vorherre."
Elsebet Kielers mere end 50 års virksomhed som forfatter, oversætter og foredragsholder, som underviser og som arrangør af retræter i bispedømmet er overvældende. Hun trak i arbejdstøjet, længe før lægfolket fik status i Kirken, og næppe nogen anden lægperson i bispe dømmet har i nyere tid haft så stor og betydningsbærende en aktionsradius.
Det var frem for alt det bibelske menneskesyn, der optog hende, og som kan stå som overskriften over hendes liv og gerning. Gud kalder, og mennesket svarer.
Skrift og Tradition, personsforholdet mellem Gud og mennesket og mennesker imellem, Guds plan og intention med os mennesker, livskvaliteten, Kristi efterfølgelse er nøgleord i denne sammenhæng.
Formidlingen af det bibelske menneskesyn, som det åbenbares i Guds skabelses- og frelsesplan, blev selve hjerteslaget i hendes undervisning, artikler og bøger. Hvad hun havde modtaget, måtte hun dele med og delagtiggøre andre i: fra "Jesu Korsvej", hendes første bog, og den næste "Troens vandring" – skrevet i løbet af en måned i Paris i 1955, hvor hun var i dyb krise – over de mellemliggende syv bøger til hovedværket "Syndere og helgener i Bibelen, Gl. Testamente" (1991) og "Syndere og helgener i Ny Testamente" (1994). Hun var medforfatter på "Katolsk mini leksikon" (1988) og oversatte i 1994-95 "Den katolske Kirkes Katekismus", som udkommer om få uger, til dansk (2006 - red.).
Hendes initiativer og virketrang foldede sig ud i teamwork, der resulterede i de nordiske lederskoler i Danmark, Norge og Sverige (1949-71), Øm-skolerne (1949-1971), Bibelhøjskolen i fem afdelinger i Danmark (1966-71), Nordisk katolsk højskoleuge på Ledreborg (1962- 71), Kirkedage på Ledreborg (1973-86), Kirkedage i Jylland (1976-81), biskop Martensens Sostrup-retræter (1973- 1993).
Hun var medlem af Sankt Ansgar menighedsråd 1970-76, de sidste fire år som formand. 1970-1982 var hun medlem af Pastoralrådet, der på hendes forslag og med hende som sekretær gennemførte en række årsopgaver i bispedømmet, som f.eks. "De fremmede iblandt os", "Menighedsfællesskabet" og "Nye tjenester i kirken". Hun deltog i synoden på Nyborg Strand i 1969, som var et signal fra Det andet Vatikankoncil om ajourføring og fornyelse. "Synoden samlede os, præsenterede os for et fælles medansvar for Kirken og gav langt mere end før lægfolket en chance for at udøve sit retmæssige apostolat. Dertil kom, at den forkætring, vi selv havde været ude for, faldt bort, da koncilets tekster kom ud. Pastor Messerschmidt havde for længst taget os med i den fornyelse, der nu fik sit gennembrud. Altså vandrede vi ud i menighedsråd, regionalråd og pastoralråd med vore drømme og længsler – for at kirkestrukturerne kunne blive fyldt med liv," sagde hun i talen ved sin jomfruvielse i valfartskirken "Marias rene Hjerte" i Øm, på festen for jomfru Marias optagelse i Himlen den 15. august 1988. Det var troens holdning og troens vandring, der stod på dagsordenen, med messen som den smeltedigel, der skulle forvandle troens menneske til stadig mere lighed med Kristus.
Da Forlaget Bibel og Katekese fusionerede med Pauluskredsen i 1974, og Katolsk Forlag blev dannet, var det med Elsebet Kieler som leder og fast, daglig (ulønnet) arbejdskraft indtil år 2000. Kræfterne og helbredet slog ikke længere til. Dette sjældne ånds- og handlingsmenneske, med sit dybe engagement og sin omfattende personlige kontaktflade, blev ramt af Alzheimers sygdom, og hendes slagfærdighed, livsglæde, humor og intensitet – hendes enestående evne til nærvær og personkontakt – udviskedes gradvist. Hun flyttede til Dalum Kloster, hvor hun var hæmmet af tiltagende hukommelsessvækkelse, men endnu en tid lang fysisk set i god form med daglige spadsereture i klosterparken. Hun kunne også endnu kontaktes i samtaler. For familie, venner og bekendte var det chokerende at opleve hendes svækkelse, som medførte, at hun måtte overføres til et plejehjem. Og det blev stadigt vanskeligere at fatte meningen med, at så rigt et liv skulle afsluttes under så tragisk og skræmmende en sygdomsudvikling. "Jeg ønsker at dø, og det vil Vorherre ikke nægte mig," sagde hun ved afslutningen af sin korsvej.
Elsebet, som elskede at tænke jordisk om Himlen og himmelsk om jorden – med kærlig tanke på alle Guds børn, fik opfyldt sin bøn. Og vi mindes hende med hjertets dybe glæde, i taknemmelighed mod Gud for alt, hvad han har givet os gennem hende og hendes velsignelsesrige liv.
Herre, nu lod du din tjenerinde gå bort med fred efter dit ord. For hendes øjne har set din frelse.
Hans Jensen var mangeårig ekspeditionssekretær
på bispekontoret i København.
(Kilde: Nekrologen har tidligere været bragt i Katolsk Orientering )
