25-året for en rundskrivelse, der gav genlyd i verden

”Den klareste, mest lidenskabelige, mest bydende rundskrivelse i hans seksten år som pave.” Sådan skrev det amerikanske nyhedsmagasin Newsweek om pave Johannes Paul 2.’s rundskrivelse ”Livets evangelium” (Evangelium vitae) i 1995.

Af  cand.mag. Torben Riis

Disse rosende ord skal ikke ses som et udtryk for, at Newsweeks redaktion var enig med Johannes Paul 2. i hans og Kirkens kompromisløse fordømmelse af abort og eutanasi (aktiv dødshjælp), men snarere som et anerkendende skulderklap til en mand, der uden at skele til opinionen havde mod til at sende et så klart budskab, som ikke mindst i vor del af verden måtte blive opfattet som en upassende provokation.

Det bliver budskabet stadigvæk. Siden 1995 er der sket meget i verden, men når vi taler om abort og eutanasi, er afstanden - eller rettere afgrunden - mellem Kirken og den moderne verden den samme som dengang. For Kirkens vedkommende er ingen gradbøjninger eller kompromiser mulige, fordi der er tale om noget helt fundamentalt i dens lære. Kardinal Raymond Burke udtrykte det så befriende klart, da han for nylig blev spurgt, om det er muligt at være katolik og samtidig gå ind for abort. Han svarede: ”Det er det ikke. Det har det aldrig været, og det bliver det heller aldrig.”

Det er denne urokkelighed, som den moderne verden nu som før står uforstående over for. Hvorfor gør vi ikke bare som alle andre og følger med tiden? Vi lever jo i det 21. århundrede under helt andre betingelser end vores bedsteforældre…

Det korte svar på dette og lignende spørgsmål er, at vist står tiden ikke stille, og vist ændrer samfundet sig til stadighed, men det ændrer ikke ved, at Kirkens budskab er et budskab til alle mennesker i enhver tidsalder. Det betyder, at Kirken altid er nødt til at tale til hver ny generation i et sprog, der er forståeligt for dem - men vel at mærke uden at forråde selve budskabet. Dens opgave er at forklare evangeliet, ikke at bortforklare det.

Netop dette er en væsentlig del af forklaringen på, at Johannes Paul 2.’s rundskrivelse kom til at fylde omkring 46.000 ord, hvor han populært sagt bøjer i neon og skærer ud i pap, hvad det hele drejer sig om. Det gør han i sine læsninger (som han selv kalder ”meditationer”) af relevante skriftsteder i både Det nye og Det gamle Testamente. Kort sagt vender han så godt som hver en sten for at hjælpe os til at se den dybere sammenhæng mellem Kirkens lære og kristendommen som helhed.

Når han fandt det nødvendigt at gå så grundigt til værks, skyldtes det således for det første, at vor tids katolikker ikke længere stiller sig tilfreds med blot at få at vide, at sådan siger Kirken og dermed basta. De vil også vide og kunne forstå hvorfor. For det andet hans erkendelse af, at man især i den vestlige verden i stigende grad var kommet til at betragte drabene som helt uproblematiske serviceydelser, der først og fremmest har til formål at forøge ”kundens” livskvalitet. Det ses blandt andet af, at man eksempelvis i Danmark skiftede ordet ”fosterdrab” ud med ”svangerskabsafbrydelse” for at slippe for det grimme ord ”drab”, og til sidst valgte blot at sige ”abort”, som ikke umiddelbart kalder ubehagelige billeder frem på nethinden. Tilsvarende har det oprindelige ”medlidenhedsdrab” måttet vige pladsen for ”dødshjælp”.

Hermed også sagt, at rundskrivelsen efter 25 år er lige så aktuel og vedkommende, som den var den første gang, den gik i pressen. Også fordi den nåede at få med, at den fri abort åbnede for muligheder, som man tilbage i 1970’erne næppe havde forudset.

Hvad dette angår, skal blot nævnes brug af aborterede fostre til medicinske eksperimenter (hvorfor ikke bruge dem, når de alligevel skal kasseres?) og fosterdiagnostik, som tillader lægerne at opspore diverse defekter (f.eks Downs syndrom) hos det ufødte barn, således at man inden fødslen kan nå at vælge abort. Tilsvarende kan man i forbindelse med ”produktion” af reagensglasbørn kassere de befrugtede æg, der rummer en risiko for, at moderen vil føde et handicappet barn. Det kalder man en ægsortering, hvor man uden for kvindens krop tester de befrugtede æg for et eller flere uønskede gener eller kromosomafvigelser, inden det igen sættes op i kvindens livmoder.

Livets og dødens kultur

Det var blandt andet under indtryk af sådanne bioteknologiske ”fremskridt,” at Johannes Paul med bekymring konstaterede, at ”vi står over for et presserende problem, hvor ”dødens kultur går op imod livets kultur og ofte ser ud til at gå af med sejren” (87).

Hvad det kan føre til og allerede har ført til, kan der siges meget om. F.eks, at vi er ved at skabe et samfund, hvor der ikke er plads til handicappede, at respekten for menneskelivet undergraves i takt med, at vi kommer til at betragte det ufødte barn som et forsøgsmateriale og det fødte barn som en ”vare”, vi kan destruere, såfremt den ikke lever op til vores forventninger.

Det var perspektiver som disse, der fik Johannes Paul 2. til at sige, at Pro-life-arbejdet er det vigtigste i verden.

I slutningen af sin rundskrivelse (101) kommer han ind på et sjældent emne i abortdebatten: Hvilke konsekvenser kan det få - ikke blot for forældrene og familien - men også for samfundet som sådan, at vi i stigende grad bekender os til dødens kultur?

Herom siger Johannes Paul blandt andet – og det vil jeg lade stå som afslutningen på denne artikel:

”Når Kirken erklærer, at den ubetingede respekt for ethvert uskyldigt menneskes liv – fra undfangelsen til en naturlig død – er en af de piller, ethvert civiliseret samfund er bygget på, gør den det kun for at fremme et menneskeligt samfund, en stat, som anerkender, at dens første pligt består i at forsvare menneskets fundamentale rettigheder, især de svagestes ret.

(…) Faktisk er det ikke muligt at virkeliggøre det fælles bedste uden at anerkende og beskytte retten til livet, som alle andre umistelige menneskerettigheder er bygget på. Og et samfund hviler ikke på et solidt grundlag, hvis det - samtidig med at det bekender sig til værdier som menneskets værdighed, retfærdighed og fred – grundlæggende modsiger sig selv ved at acceptere eller tolerere forskellige former for foragt for eller overgreb på menneskelivet, især når der er tale om svage eller marginaliserede mennesker. Kun respekten for livet kan danne grundlaget for og stå som garant for samfundets mest værdifulde og nødvendige goder, såsom demokratiet og freden.”

Cand. mag. Torben Riis er redaktør af webmagasinet KATOLSK MAGASIN

 

%d bloggers like this: