Verdens befolkningstal er i frit fald

Så skete det endelig! Efter at medier og politikere i årtier har ignoreret eller i bedste fald bagatelliseret advarsler fra befolkningseksperter om følgerne af det faldende befolkningstal, ser det nu ud til, at der er ved at gå hul på bylden.

Den 15. juli kunne man på verdens største nyhedsbureau BBC’s web-site læse en artikel med overskriften: ”Chokerende globalt fald i antallet af børnefødsler”.

Lige så interessant er det, at artiklens forfatter indledningsvis fremhæver, at ”verden er dårligt forberedt på denne situation, som forventes at ville få voldsomme konsekvenser for de enkelte lande.”

Prognosen

Artiklen bygger på en dugfrisk prognose udarbejdet af forskere ved University of Washington og offentliggjort i det ansete medicinske tidsskrift The Lancet. Prognosen forudser blandt andet, at den globale fertilitet vil være faldet til 1,7 omkring 2100 - altså under det minimum på 2,1, der skal til for at bevare det nuværende befolkningstal.

Hvad siger tallene?

Af oversigten foroven fremgår det, at den gennemsnitlige fertilitet (antallet af fødsler pr. kvinde i den fertile alder) var 4,7 i 1950, og at faldet satte ind fra den sidste halvdel af 1960’erne, til fertiliteten var nået ned på 2,4 i 2017.

At nedturen ikke er forbi, fremgår af det grå felt til højre, som viser prognosen frem til 2100, hvor den globale fertilitet som nævnt vil befinde sig lidt under 1,7.

Det betyder ifølge forskerne, at antallet af mennesker på jorden vil toppe omkring 2064 til 9,7 milliarder, inden nedturen begynder, således at der i slutningen af århundredet vil være omkring 8,8 milliarder mennesker i verden.

Og hvad sker der så ved det?

Sandsynligvis vil der være mange, der ikke umiddelbart vil opfatte det faldende fødselstal som en trussel, men måske snarere se det som en positiv udvikling. Vil det f.eks. ikke være godt for miljøet, at vi bliver færre, der forurener, slider på ressourcerne og udsender CO2?

På det spørgsmål svarer en af de forskere, der har udarbejdet prognosen, professor Christopher J. L. Murray: ”Det ville det være, hvis man så bort fra den omvendte befolkningspyramide [flere gamle end unge] og alle de deraf følgende konsekvenser... Det, vi oplever, er, at befolkningerne i de fleste lande i verden er på retur. Det er meget svært at overskue konsekvenserne af. Det er et hidtil uset fænomen, der betyder, at vi bliver nødt til at reorganisere vore samfund.”

Hvad kommer der til at ske i de enkelte lande?

I Japan vil befolkningstallet, som i øjeblikket er 128 millioner, falde til 53 millioner i slutningen af århundredet.

Italien forventes at bevæge sig samme vej inden for den samme periode: fra 61 millioner til 28 millioner.

De er to ud af 23 lande – som blandt andet omfatter Spanien, Portugal, Thailand og Sydkorea – der forventes at blive mere end halveret.

Hertil kommer, at Kina, som i øjeblikket er verdens største land, ifølge prognosen vil toppe om ca. 4 år med 1,4 milliarder for derefter at blive reduceret til næsten det halve i 2100: 732 millioner.

Storbritanniens befolkning vil nå sit højdepunkt i 2063 med 75 millioner og falde til 71 millioner i 2100.

Og globalt?

Antallet af børn under 5 år vil globalt falde fra 681 millioner i 2017 til 401 millioner i 2100. 183 af 195 lande vil få en fertilitetskvotient under 2,1. Antallet af personer over 80 år vil stige fra 141 millioner i 2017 til 866 i 2100 – altså 6 gange så mange!

Økonomiske og sociale konsekvenser

I den forbindelse bemærker Christopher Murray blandt andet: ”Det vil få enorme samfundsmæssige konsekvenser. Hvor mange skatteydere vil der være i et samfund med et så stort antal gamle? Hvem skal betale for sundhedsydelser til dem? Hvem skal passe dem? Vil man blive tvunget til at blive på arbejdsmarkedet, til man dør?”

Antallet af børn under 5 år vil globalt falde fra 681 mio. i 2017 til 401 mio. i 2100, mens antallet af 80-årige vil stige fra 141 mio. i 2017 til 866 mio. i 2100. 183 af 195 lande vil i samme periode nå en fertilitetskvotient på under 2,1.

Findes der en løsning?

”Hidtil,” forklarer Murray, ”har vestlige lande forsøgt at løse problemet med manglende arbejdskraft ved at importere arbejdere fra andre lande. Men den løsning forsvinder af sig selv, når disse lande selv bliver ramt af faldende befolkningstal.”

Visse steder har man forsøgt at vende udviklingen ved at tilbyde forældrene forskellige goder, såsom udvidet barselsorlov og tilskud til pasning af børnene, men resultaterne har hidtil ikke været overbevisende. Et godt eksempel er Kina, hvor man i 2016 opgav et-barns-politikken under indtryk af stigningen i antallet af ældre og de forventede økonomiske konsekvenser heraf (se RFMnyt nr. 3, 2018).

Her har det efterfølgende vist sig, at 38 års et-barns-politik bakket op af intens propaganda ikke så let ændres fra dag til dag. Måske skal årsagen til, at de færreste har taget imod tilbuddet om barn nr. 2 først og fremmest søges i, at en ny generation af kinesere i stigende grad har lagt sig efter den vestlige verdens livsstil, nærmere bestemt forbrugersamfundets opfattelse af barnet som noget, man først ”anskaffer”, når karrieren, boligen og bilen er på plads.

I Danmark er fertiliteten (det antal børn, som 1000 kvinder har fået i et givent år) faldet til 1,70 i 2019 fra 1,73 i 2018. Det er i tørre tal et fald på 309 nyfødte fra 61.476 i 2018 til 61.167 i 2019.

Vi er således fortsat et pænt stykke vej fra de 2.1, som skal til for blot at bevare status quo.

Det burde gøre indtryk på danske politikere, men det er svært at tro på, at det sker, inden det er for sent.

Kilde: Respekt for menneskeliv (RFM) 

 

%d bloggers like this: