Bønnens univers er rigt og mangfoldigt. I den Gamle Pagts bønnebog Salmerne, som Kirken har gjort til sin egen, hedder det: „Den dag jeg råbte, svarede du mig“ (Sl 138,3).
Mere teknisk lyder det hos kirkefaderen Johannes af Damaskus (ca. 675-ca. 749): „Bønnen er sindets opstigen til Gud eller anmodning til Gud om rette goder“. Derimod gav den hellige mystiker Thérèse af Lisieux (1873-1897) sin bønserfaring følgende ligefremme ord med på vejen: „For mig er bønnen en hjertets opløftelse, den er ganske enkelt et blik mod Himlen, den er et taknemmelighedens og kærlighedens råb i prøvelse såvel som i glæde“.
Bønnen er altså menneskets henvendelse til Gud, men udgangspunktet er altid en erkendelse af, at Gud er vor Skaber, Forløser og Fuldender. Alt, hvad vi er og har, har vi modtaget af Gud, også bønnen. I bønnen retter vi os mod Gud med alt, hvad der opfylder os af erfaringer, indsigt og følelser. I bønnen giver vi udtryk for vor længsel, smerte, hengivenhed, kærlighed, vrede, afmagt, tvivl, håb og ikke mindst vore konkrete anliggender. Bønnen rummer det hele. Bøn er derfor ikke blot noget, der foregår i isolerede øjeblikke, men omfatter hele vort liv og alle vore handlinger. Mennesket er af natur rettet mod Gud og derfor et bedende væsen, hvad enten der er tale om spontan bøn eller om formulerede bønner. Det er en gammel erkendelse, at „sådan som man beder, sådan tror man“ (Lex orandi, lex credendi).
For kristne er det Jesus, der er bønnens store læremester. Han lærte sine disciple, „at de altid skulle bede og ikke blive trætte“ (Luk 18,1), og han var selv et eksempel for dem. Han bad de klassiske, jødiske bønner på de fastsatte tider, men han trak sig også tilbage i ensomheden for at kunne bede til sin himmelske Far. Og da de bad ham om det, lærte han dem den bøn, som siden har været de kristnes vigtigste bøn til alle lejligheder og anliggender: Han sagde til dem: „Når I beder, skal I sige: Fader vor“ (Luk 11,2ff).
Når Kirken lægger stor vægt på de formulerede bønner, er det, fordi disse tekster udgør en slags bønnens skole. Det gælder, uanset om man er begynder eller viderekommen. Bøn er også en viljessag, og forsøg på bøn er også bøn. Desuden er det ikke altid, man er i stand til frit og spontant at forme sine bønner i ord. I sådanne tilfælde kan det være en hjælp og en begyndelse at anvende bønner, som er formuleret af andre. Her kan Kirken i sin totusindårige tradition øse af en meget omfattende og rig samling af bønner, bedt af kristne mennesker, lige fra apostlene over kirkefædrene, martyrerne, teologerne, de kristne forfattere, præster, ordensfolk, lægfolk, ja, alle, hvis formulerede bønner har vist sig slidstærke i tidens løb. Der er tale om udvalgte tekster, ofte med dyb teologisk indsigt, udsprunget af åndelig erfaring og udstrålende levende tro, der løfter sjælen opad.
I mange århundreder er der blevet udgivet forskellige samlinger af bønner. Sådanne bønnebøger findes der mange af, også i det katolske Danmark. Den foreliggende bønnebog er Den katolske Kirkes officielle bønnebog i Danmark og er udarbejdet af en arbejdsgruppe med ansvar over for biskoppen og Liturgikommissionen. Den omfatter alle de områder og situationer, hvor bøn normalt kommer på tale både for den enkelte og til en vis grad også for fællesskabet. Desuden har det været meningen, at udvalget af bønner og andre tekster skulle være stort nok til at vise bredden i Kirkens tradition og de mangfoldige spiritualiteter, den rummer.
Derfor er mange slags bønner taget med: lovprisning, tilbedelse, taksigelse, bønner i dagens løb og ved forskellige lejligheder eller anliggende, både for den bedende selv og for andre. Der er bønner til den Treenige Gud, til Faderen, Sønnen og Helligånden, men også bønner om forbøn hos Gud rettet til Jomfru Maria, engle og helgener. Der er lange bønner og korte, fyndige og ordrige. Der er bibelske bønner fra både det Gamle og Ny Testamente, og der er bønner fra oldkirken, middelalderen og moderne tid. Der er bønner fra Kirkens forskellige traditioner, først og fremmest den østkirkelige (græske) og vestkirkelige (latinske), men også fra de kirkesamfund, der udspringer af reformationen. Visse centrale tekster fra Kirkens arv er også medtaget på latin, der er Kirkens traditionelle fælles sprog. Der burde med andre ord være bønner til enhver lejlighed, for ethvert behov og for enhver smag. Og for alle er der lejlighed til at opdage nye sider af bønnen og udvikle bønslivet.
Selv om denne bønnebog er tænkt til privat brug, så rummer den også meget stof, der knytter an til Kirkens liturgi og fællesskab. Som kristen døbes man ind i Kirkens fællesskab, de helliges samfund, og denne fællesskabsdimension er vigtig. Derfor rummer denne bønnebog efter andre større katolske bønnebøgers forbillede også teksterne for messen, Kirkens ypperste fælles bøn, og andre sakramenter og ritualer, som de fleste katolikker før eller senere deltager i. Men også på en anden måde kommer den private bøns kirkelige dimension til udtryk. At leve med i Kirkens liv består jo ikke mindst i at leve med i kirkeåret store og små højtider. Derfor følger en del af bønnerne kirkeårets Kristus-fester fra advent til Krist Konges fest, mens en anden del følger helgenårets fester. Ud over bønner, andagter og ritualer i snæver forstand rummer denne bønnebog også en del tekster, der har til formål at nære bønnen og anspore til åndelig læsning, meditation og kontemplation. Også herigennem er det arbejdsgruppens håb at have givet danske katolikker og alle andre interesserede en håndsrækning til et rigere og mere intensivt åndeligt liv.
Lovpris Herren, alle folkeslag!
Lovsyng ham, alle folk!
For hans godhed mod os er stor,
Herrens troskab varer til evig tid.
(Salme 117)
