Kirkeårets fester

En af jomfru Marias titler er Vor Frue af Guadalupe.

Titlen stammer fra forskellige åbenbaringer, dels i 1200-tallet i Spanien, hvor en hyrde fandt en statue af jomfru Maria; dels den kendteste, som fandt sted i Mexico i 1531, da jomfru Maria åbenbarede sig for den nyligt døbte indianer Juan Diego Cuauhtlatoatzin.

Festen for Jomfru Marias Smerter stammer tilbage til Servitternes orden, som blev grundlagt i 1239. Efter grundlæggelsen af ordenen valgte Servitterne den lidende Maria ved korset som ordenens beskytter og gjorde betragtningen af den lidende Jomfru Maria til sin vigtigste andagt.

Senere, i 1413, blev andagten uafhængigt af Servitternes orden taget op på en lokal synode i Köln, og den begyndte at sprede sig. Før det 16. århundrede var andagten var begrænset til Skandinavien, de nordlige tyske bispedømmer og Skotland.

Pave Pius VII indførte andagten som fest den almindelige romerske kalender i 1814, men i 1913 flyttede pave Pius X festen til den 15. september, dagen efter festen for Det Hellige Kors Ophøjelse. Det skete i lyset af den reform, som gav søndage forrang for almindelige fester og mindedage. I den danske Katolske Kirke fejres dagen som en mindedag.

Fejres 12. september. Liturgisk rang: Valgfri mindedag. Liturgisk farve: Hvid. Mindedagen for Marias Allerhelligste Navn hylder Maria, Guds Moder, som hellig. Den finder sted hvert år den 12. september, fire dage efter festen for Den Salige Jomfru Marias fødsel. Festdagen inspirerer os alle til at bede om hendes forbøn for at uddybe vores kærlighed til Kristus og vores forhold til Gud. Dagen for Marias Allerhelligste Navn opstod i Spanien i det 16. århundrede. I 1683 udvidede pave Innocens XI festdagen til at omfatte den universelle Kirke og gav den datoen 12. september. Datoen er vigtig, fordi den markerer en sejr for det kristne Europa i kampen mod de muslimske tyrkere. De kristne bad om Marias forbøn under hele deres lange og besværlige kampagne, før de opnåede sejren. Ved kalenderrevisionen i 1969 blev mindedagen for Marias navn fjernet fra den romerske generalkalender og henvist til lokale og specielle kalendere. I Østrig blev den af historiske grunde fortsat fejret som fest; i andre lande i det tyske sprogområde var den mindedag.

Fejres 8. september. Liturgisk rang: Fest. Liturgisk farve: Hvid. Kirken har fejret Marias fødsel siden i hvert fald det sjette århundrede. Man valgte at fejre fødslen i september, fordi Østkirken begynder sit kirkeår med september. Datoen den 8. september var med til at bestemme datoen for festen for Den Ubesmittede Undfangelse den 8. december. Bibelen giver ikke en beskrivelse af Marias fødsel. Men det apokryfe Jakobs Protoevangelium fortæller om Marias fødsel og opvækst. Dette værk har ingen historisk værdi, men det afspejler udviklingen i den kristne fromhed. Ifølge denne apokryfe beretning er Anna og Joachim ufrugtbare, men beder Gud om et barn. De modtager løftet om et barn, der vil fremme Guds frelsesplan for verden. En sådan historie understreger, ligesom mange andre bibelske fortællinger, Guds særlige tilstedeværelse i Marias liv fra begyndelsen.

Festen for Marias optagelse i himlen er den ældste Maria-fest. Hvor og hvornår Jesu mor døde, ved vi intet om, men der findes adskillige apokryfe bøger, den tidligste dateret til 200-tallet, samt legender og privatåbenbaringer, der gengiver forskellige beretninger. Der findes ingen relikvier af Maria, men ifølge traditionen lå der en tom grav i udkanten af Jerusalem ved Sionbjerget, nær det sted, man mente, hun døde, og hvor en af de tidligste kristne menigheder levede. I dag ligger benediktinerklostret Hagia Maria Sion Abbey der. Andre, nyere versioner af historien, bestemmer stedet for Marias død til hendes hus i Efesos.

Selvom andagten for Marias rene hjerte er knyttet til andagten for Jesu hjerte og fejres lørdagen efter festen for Jesu allerhelligste hjerte, så er der en vigtig hovedforskel. Jesu hjerte er guddommeligt, og vi ærer det, fordi det er fuldt af kærlighed til mennesker. Marias hjerte er ikke guddommeligt, men vi ærer det, fordi Marias hjerte, som aldrig blev plettet af synd, er opfyldt af kærlighed til Gud og til sin guddommelige søn. På den måde er Marias hjerte et lysende eksempel for os, lige fra hun svarede på englens bebudelse af, at hun skulle blive mor til Guds Søn med sit ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!” (Luk 1,38).

I Lukasevangeliet 1, 39-56 kan vi læse, hvordan den unge jomfru Maria efter englen Gabriels budskab om, at hun skulle undfange Guds søn, brød op for at besøge sin slægtning Elisabeth, der i en høj alder selv ventede et barn.

Da Maria ankom, reagerede det barn, Elisabeth ventede, han som vi kender som Johannes Døberen, meget kraftigt, og Elisabeth blev selv fyldt med Helligånden og udbrød: ”Velsignet er du iblandt kvinder og velsignet er dit livs frugt”, sådan som vi stadig beder i ”Hil dig Maria”-bønnen og mediterer over i det andet led af den glædesfulde rosenkrans.