Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

1. søndag i advent (Ad te levavi)

27 november

Med advent begynder et nyt kirkeår... læs mere


Advent betyder „komme“ og betegner de fire uger, der går forud for jul, fejringen af Herrens fødsel den 25. december. Julefesten har i vort moderne samfund ikke længere meget til fælles med den kristne jul, og det kommer måske allertydeligst til udtryk i den måde, julens højtid forberedes på. Den verdslige jul består af op til to måneders ofte stressende foregribelse af selve juleaften, men den 25. om morgenen er julen forbi, og reklamer og oppyntning drager allerede opmærksomheden mod nytårsløjerne.

I den kirkelige tradition er det nærmest omvendt. Adventstiden er slet ikke „julet“, men har sin egen karakter, præget af forventning og længsel. Det er en forventning, der spejler sig i jødefolkets længsel efter Messias under den gamle pagt, og samtidig en kristen længsel efter at Jesus skal komme igen, sådan som han har lovet, for definitivt at føre sit frelsesværk til ende. Og hvor den verdslige jul vælter sig i nisser og julemad, så man ved midten af december er ved at have fået nok, opfordrer Kirken os til at leve adventstiden som en bodstid: i alvor, frivillige afkald og stille glæde. For det er ved omvendelse, bøn og kærlighedsgerninger, at vi hver især og i fællesskab kan forberede os på at tage imod den Gud, som er kommet os i møde, og som ikke kræver andet og mere af os, end at vi efter bedste evne tager imod Ham med åbent sind og ydmygt hjerte.

Karl Borromæus (1538-1584)

En hellig tid

Mine elskede brødre! Adventstiden, som vi nu fejrer, er en hellig tid. Som Helligånden siger, er det nådens dag, frelsens, fredens og forsoningens dag. Allerede så længe i forvejen bad patriarkerne og profeterne ivrigt og længtes brændende efter denne dag. Til slut så den retfærdige Simeon denne dag, og hans glæde var overstrømmende. Kirken har altid højtideligt fejret adventstiden, og således er vi forpligtede til med fromt sind at fejre den ved altid at lovprise og takke vor Fader for den barmhjertighed, som han har vist os i dette mysterium om hans enbårne Søns komme.

Faderen sendte sin Søn på grund af sin grænseløse kærlighed til os syndere. Faderen sendte ham for at befri os fra djævelens tyranniske magt, for at indbyde os til Himlen og føre os ind i dens inderste helligdom. Han sendte ham for at åbenbare os sandheden selv, for at lære os, hvordan vi skal leve, for at delagtiggøre os i kilden til al godhed, for at berige os med sin nådes skatte. Kort sagt, Faderen sendte sin Søn for at gøre os til sine sønner og døtre og arvinger til det evige liv.

Kirken minder os om dette mysterium hvert år for at bevæge os til uafbrudt at huske på den store kærlighed, som Gud har vist os. Vi lærer ligeledes, at vor Frelser ikke blot kom for de menneskers skyld, der levede på hans egen tid. Hans kraft er stadig nærværende, så at vi kan få del i den, hvis vi ved den hellige tro og sakramenternes hjælp vil tilegne os den nåde, som han vandt for os, og leve efter den i lydighed mod ham.

Kirken ønsker stadig, at vi skal forstå, at ligesom han engang kom ind i verden i kødet, således er han også rede til, hvis vi fjerner alle forhindringer, at komme til os igen hvert minut eller hver time for at tage bolig i os på åndelig vis med hele sin nådes fylde.

Som en omsorgsfuld moder, der er levende interesseret i vor frelse, benytter Kirken adventstidens gudstjenester, hymner, sange og andre af Helligåndens ytringer for at belære os. Kirken viser os, hvorledes vi skal modtage denne Guds store velgerning med taknemmelighed, og hvorledes vi skal blive beriget med dens frugter. Kirken lærer os, at vore hjerter skal være forberedt på Kristi Herrens komme, som om han netop nu ville komme til verden.

Karl Borromæus (1538-1584)
Pastoralbreve


Kirkeåret

Jesus Kristus er midtpunktet i historien, i Kirken og i den enkelte kristnes liv, og vi vokser åndeligt i takt med, at vi stadig lever mere autentisk og konsekvent i denne sandhed. En stor hjælp til denne vækst får vi ved aktivt at leve med i det liturgiske år, i kirkeåret, der ikke går fra januar til december, men fra 1. søndag i advent til Krist Konges fest. I løbet af kirkeåret følger vi Frelserens skikkelse og fejrer alle aspekter af hans liv og gerning. I adventstiden lever vi forventningen om Kristi komme, og i julen opfyldes denne forventning. Ved Herrens åbenbarelse hylder vi Frelseren, og i de efterfølgende dage mindes vi hans dåb og det første under ved brylluppet i Kana. Tilsammen åbenbarer de hans herlighed, som han har fra Faderen og vil gøre os delagtige i.

Fra askeonsdag og gennem fastetiden følger vi Jesus på vejen til Jerusalem og til påsken, opstandelsens fest og kirkeårets højdepunkt. Palmesøndag jubler vi med skarerne under hans indtog. Skærtorsdag deltager vi i den sidste nadver med apostlene og våger med Jesus i Getsemane. Under langfredagsliturgien går vi med ham til korsfæstelse og død på Golgata. Vi sørger med Maria ved Jesu grav og fryder os med hele Kirken påskenat, når han står op af graven. Men det er ikke kun noget historisk, vi genoplever, for skærtorsdag aften indstiftede han Eukaristien, der til alle tider og på alle steder, hvor der fejres messe, gør hans lidelse, død og opstandelse sakramentalt nærværende og virksom i os.

Med apostlene glæder vi os over Frelserens nærvær i påsketidens fyrre dage frem til himmelfarten, hvor han stiger op til Faderen. Ti dage senere er vi sammen med disciplene og Jesu mor, når Helligånden kommer ned over Kirken pinsedag. Så følger det almindelige kirkeår, der gradvist sporer os ind på forventningen om hans riges endelige komme. Denne forventning når sit højdepunkt på kirkeårets sidste søndag, festen for Jesus Kristus, universets konge, hvor vi kaster blikket mod verdens ende, hvor Herren vil forene alt med sig i Himlen og på jorden.

Kirkeårets rygrad er således de frelseshistoriske fester, hvor vi fejrer alt det, Gud har gjort, stadig gør og vil gøre for os og i os. Ved siden af de frelseshistoriske fester findes der imidlertid også fester, hvor accenten snarere ligger på Gud selv, på hans evige væsen og væren, som er kærlighed. Det gælder i udpræget grad festen for den hellige Treenighed, men også fester som Guds Barmhjertigheds søndag, Kristi Legems og Blods fest, Jesu Hjerte fest, Herrens forklarelse og festen for Korsets Ophøjelse.

Skønt liturgien på denne måde stiller skarpt på forskellige etapper af frelseshistorien i løbet af kirkeåret, beholder hver enkelt søndag sin særlige værdi som de kristnes helligdag. På denne dag, den første dag i ugen og den dag, hvor Jesus opstod fra de døde, er kristne siden nytestamentlig tid kommet sammen for at bede, synge, forkynde og fejre Kristus-mysteriet: Hans lidelse, død og opstandelse for vor frelses skyld.

Ved siden af kirkeårets Kristus-fester fejres også hans helgener på forskellige dage, ofte deres dødsdag, dvs. himmelske fødselsdag (se Helgen­året s. 223-426). Deres fester er forbundet med Kristus, for det er ham, der bliver herliggjort i deres liv og død for hans skyld.

Læs mere om Kristusåret i kirkeåret


Kilde: Bønnebog - Pastoralcentret

Detaljer

Dato:
27 november
Begivenhed Kategori: