Af: Katie Yoder and Shannon Mullen
Washington D.C., 24. Juni 2022
Oversat af: Birgit Bidstrup Jørgensen
USA's højesteret har omstødt Roe v. Wadei i en historisk 5-4 afgørelse, der blev offentliggjort den 24. juni, og som bringer en pludselig og dramatisk afslutning på næsten et halvt århundredes landsdækkende legaliseret abort i USA. Retten besluttede også, i en 6-3 afgørelse, at opretholde abortforbudet i Missisipi.
Udtalelsen i abortsagen fra Mississippi, Dobbs v. Jackson Women's Health Organization, ses i vid udstrækning som højesterettens mest ventede og forudsete afgørelse siden Roe. Den omstøder ikke kun Roe, den skelsættende abortsag fra 1973, men også Casey v. Planned Parenthood, en afgørelse fra 1992, der bekræftede afgørelsen i Roe-sagen.
"Abort repræsenterer et dybt moralsk spørgsmål. Forfatningen forbyder ikke borgerne i hver enkelt stat at regulere eller forbyde abort. Roe og Casey tiltog sig retten til at gå imod denne autoritet," hedder det i udtalelsen. "Vi tilsidesætter nu disse beslutninger og giver den autoritet tilbage til folket og deres valgte repræsentanter." Du kan læse hele udtalelsen HER.
Dobbs udtalelse blev skrevet af Associate Justice Samuel Alito. Associate Justices Clarence Thomas, Neil M. Gorsuch, Brett M. Kavanaugh og Amy Coney Barrett tilsluttede sig udtalelsen. Thomas og Kavanaugh afgav samstemmende udtalelser. Overdommer John Roberts afgav en udtalelse om enighed i dommen. Associate Justices Stephen Breyer, Sonia Sotomayor og Elena Kagan var uenige i dommen.
"Ved at tilsidesætte Roe og Casey forråder denne domstol sine vejledende principper. Med sorg – for denne domstol, men endnu mere for de mange millioner amerikanske kvinder, der i dag har mistet en grundlæggende forfatningsmæssig beskyttelse – er vi uenige i dommen," lyder deres udtalelse.
Afgørelsen forbyder eller kriminaliserer ikke abort, og den anerkender heller ikke et ufødt barns forfatningsmæssige ret til liv. Men i ét slag fejer rettens handling rodfæstede juridiske barrierer bort, som er skabt og strengt håndhævet af det føderale retsvæsen, som i årtier har blokeret stater som Mississippi fra kraftigt at begrænse eller forbyde drab på ufødte børn i livmoderen.
Beslutningen indleder en ny æra af abortpolitik i USA, hvor slagmarken nu går over til statslige lovgivere. Disse demokratisk valgte organer er nu frie til at debattere og regulere abort, som de finder passende, som det skete gennem hele den amerikanske historie, før højesteret føderaliserede spørgsmålet.
"I dag begynder en helt ny pro-life-bevægelse. Vi er klar til at forsvare livet i hvert eneste af disse lovgivende organer, gennem det politiske system og i Det Hvide Hus," sagde Marjorie Dannenfelser, præsident for den amerikanske Susan B. Anthony Pro-Life-organisation i en erklæring fredag. "I løbet af de næste par år vi vil have mulighed for at redde hundredtusindvis, ja millioner af liv ved at begrænse aborternes rædsler i mange stater."
I en tale fra Det Hvide Hus fredag eftermiddag kaldte præsident Joe Biden, en katolik, der brændende støtter legaliseret abort, rettens udtalelse "en tragisk fejltagelse".
" Som jeg ser det, er det en trist dag for landet, men det betyder ikke, at kampen er slut," sagde Biden. Han opfordrede Kongressen til at kodificere Roe og den juridiske ramme, den skabte, i føderal lov.
I erkendelse af udbredt vrede og skuffelse over domstolens afgørelse opfordrede Biden til, at demonstrationer forbliver fredelige, og sagde: "Trusler og intimidering er ikke tale."
Katolske biskopper reagerer
Fredagens afgørelse markerer et skelsættende øjeblik for Den katolske Kirke og alment for pro-life-bevægelsen i USA, som møjsommeligt har søgt omstødelsen af Roe-dommen, siden den skelsættende 7-2-beslutning blev afsagt den 19. januar 1973.
"Amerika blev grundlagt på sandheden om, at alle mænd og kvinder er skabt lige, med gudgivne rettigheder til liv, frihed og stræben efter lykke," sagde ærkebiskop Jose H. Gomez af Los Angeles og ærkebiskop William E. Lori af Baltimore i en fælles erklæring efter udtalelsens offentliggørelse.
"Denne sandhed blev på det groveste benægtet af den amerikanske højesterets Roe v. Wade-dom, som legaliserede og normaliserede at tage uskyldigt menneskeliv," fortsatte de katolske biskopper. "Vi takker i dag Gud for, at domstolen nu har omstødt denne afgørelse." Gomez er præsident for den amerikanske konference for katolske biskopper (USCCB), og Lori er formand for USCCB's udvalg for Pro-life aktiviteter.
"Dagens beslutning er også frugten af bønner, ofre og fortalere fra utallige almindelige amerikanere fra alle samfundslag. I løbet af disse mange år har millioner af vores medborgere arbejdet fredeligt sammen for at undervise og overtale deres naboer om uretfærdigheden ved abort, for at tilbyde omsorg og rådgivning til kvinder og at arbejde for alternativer til abort, herunder adoption, plejefamilier og offentlige politikker, der virkelig støtter familier," fortsatte erklæringen.
"Vi deler deres glæde i dag, og vi er dem taknemmelige. Deres arbejde for livets sag afspejler alt, hvad der er godt i vores demokrati, og Pro-life-bevægelsen fortjener at blive talt iblandt de store bevægelser for social forandring og borgerrettigheder i vores nations historie."
Beslutningen overens med et lækket udkast
Resultatet af Dobbs kom ikke som nogen overraskelse, da den endelige udtalelse i det væsentlige lignede et udkast skrevet af Alito i februar, som blev lækket til pressen den 2. maj.
I Roe v. Wade afgjorde retten, at stater ikke kunne forbyde abort, før fostret var levedygtigt, hvilket retten fastslog til at være 24 til 28 uger inde i graviditeten. Næsten 20 år senere gav retten Roe medhold i Planned Parenthood v. Casey. Afgørelsen fra 1992 sagde, at mens stater kunne regulere aborter, før fostret var levedygtigt, kunne de ikke håndhæve en "unødig byrde", defineret af domstolen som "en væsentlig hindring for en kvinde, der søger en abort af et ikke-levedygtigt foster."
Mississippis Gestational Age Act, emnet for Dobbs-sagen, anfægtede begge beslutninger direkte, fordi den forbyder abort efter 15 uger, et godt stykke tid, før fostret er levedygtigt.
"Roe-dommen tog voldsomt fejl fra starten. Dens begrundelse var usædvanligt svag, og beslutningen har haft skadelige konsekvenser. Og langt fra at skabe en national løsning på abortspørgsmålet, har Roe og Casey opildnet debatten og uddybet splittelse," hedder det i udtalelsen.
"Det er på tide at tage hensyn til grundloven og give abortspørgsmålet tilbage til folkets folkevalgte," hedder det i udtalelsen.
Overdommer John Roberts udtrykker egen mening
Efter at have udtrykt enighed i dommen, opfordrede overdommer John Roberts til en snævrere afgørelse.
"Domstolens beslutning om at tilsidesætte Roe og Casey er et alvorligt chok for retssystemet - uanset hvordan du ser på disse sager," lyder hans udtalelse. "En snævrere beslutning om at afvise det misforståede princip om levedygtighed ville være markant mindre foruroligende, og der skal ikke mere til for at afgøre denne sag."
Efter hans mening, der var enig i dommen, opfordrede Roberts til en snævrere afgørelse.
Min pointe er, at Roe indførte to særskilte regler i forfatningsretten: for det første, at en kvinde har ret til at vælge at afbryde en graviditet; for det andet, at en sådan ret kan tilsidesættes af statens legitime interesser, når fosteret er levedygtigt uden for livmoderen. Sidstnævnte adskiller sig naturligvis fra førstnævnte. Jeg ville opgive reglen om timing, men ser intet behov for i dette tilfælde at overveje den grundlæggende rettighed."
Artikel: Mareridtet er ovre - i USA
Et monumentalt øjeblik i anmarch for lige rettigheder for ethvert menneskeliv. Rettens afgørelse er et vidnesbyrd om alle dem, der utrætteligt arbejdede for at holde livets flamme lysende. Denne dag fejres med rette for vores dommeres mod og juridiske indsigt.
Det er endnu mere en dag at være taknemmelig for de millioner, der har gjort det, som domstolen gjorde i dag, muligt.