Sankt Martin af Porres blev født den 9. december 1579 i Lima, Peru. Han var et af to uægte børn af den spanske hidalgo (adelsmand) Juan de Porres, ridder af Alcantara-ordenen, og hans elskerinde, den farvede frie kvinde Anna Velasquez fra Panama, som var af afrikansk oprindelse. Hun var en skønhed, der rejste rundt som entertainer, og den unge Juan blev vildt forelsket. Ægteskab var udelukket, og i kirkebøgerne står Martin opført med en ukendt far. Han blev døbt i San Sebastian-kirken, hvor Sankt Rosa af Lima var blevet døbt seks år tidligere.
Men de Porres anerkendte Martin og hans to år yngre søster Johanna som sine børn, adopterede dem og gav dem sit navn. Alligevel var han flov over drengens mørke hudfarve, så han blev stort set overladt til sin mor. Hans mor gav ham en kristen opdragelse, men han led i en tidlig alder, fordi han var mulat og desuden født uden for ægteskab, hvilket ikke var nogen fordel i datidens hierarkisk opbyggede Lima.
Men hans far opgav ikke børnene helt, for da Martin var otte år, tog hans far dem begge med til Guayaquil, havnen i Ecuador, hvor de fik en uddannelse. Selv om han sendte dem tilbage til deres mor, da han blev udnævnt til guvernør i Panama, sørgede han for, at den 12-årige Martin kom i lære hos barber Marcelo de Ribera i Lima. Ud over at klippe hår og trimme skæg var barbererne datidens kirurger, og Martin fik en god indføring i datidens medicinske viden. Han lærte blandt andet at binde blodårer, behandle sår og brud og udskrive medicin. Kombinationen af denne teoretiske og praktiske viden sammen med det, han lærte af sin mor, som var en anerkendt ekspert i urtemedicin, skulle blive til stor gavn for ham i hans senere arbejde.
Martin var allerede medlem af den dominikanske tredjeorden, da han som 15-årig i 1594 blev optaget hos dominikanerne (Ordo Fratrum Praedicatorum - OP) i Den Hellige Rosenkrans' kloster i Lima. Han blev optaget som donado, dvs. en lægmandshjælper, et medlem af den tredje orden, som fik kost og logi i klosteret til gengæld for manuelt arbejde. Der tilbragte han sit liv som barber og frisør, landarbejder, almissegiver, sygeplejerske og garderobemedarbejder. Faderen forsøgte at få drengen optaget som fuldgyldigt medlem af ordenen og følte sin værdighed krænket, da han fik at vide, at ideen allerede var blevet nævnt for drengen, men at han havde afslået.
I virkeligheden var sagen mere kompliceret. På det tidspunkt var der en lov, der forhindrede "indianere, sorte og deres efterkommere" i at blive medlemmer af ordenerne. Prioren for Convento del Santa Rosario, Juan de Lorenzana, var villig til at se bort fra dette i Martins tilfælde og optage ham som lægbroder, men drengen nægtede. Det var først den 2. juni 1603, da han var 24 år gammel, at han aflagde sine løfter som lægbroder.
Helt fra begyndelsen vidste Martin, at han ifølge datidens regler var udelukket fra præstegerningen, og han havde svært ved at affinde sig med det. Men hver gang han blev bedrøvet over denne skæbne, helligede han sig endnu mere til sit arbejde. Han tog sig af de syge og fattige i Lima, og hans kloster blev snart et sted, hvor de, der søgte hjælp, samledes for at få råd og hjælp af Martin. Martin omdannede en del af dominikanerklosteret til et hospital, hvor der i modsætning til andre hospitaler ikke blev skelnet mellem mennesker med forskellig hudfarve. Han var også kendt som Amerikas Sankt Frans af Assisi, fordi han havde en stor omsorg for dyr, herunder skadedyr, som der fortælles besynderlige historier om. Han tilgav mus og rotter for den skade, de forårsagede, og forklarede, at det ikke var nok for de små stakler at spise. Han oprettede også et "hjem" i sin søsters hus for forladte hunde og katte.
Historien fortæller, at han en dag fandt nogle mus blandt tøjet i klosteret. Han tog en af dem i hånden og sagde: "Min lillebror mus, jeg ved ikke, om du er skyld i al den skade, der er sket i sakristiet og i garderoben. I dag skal du og dine venner forlade klosteret." Senere samledes alle musene omkring Martin, og han tog dem med i en kurv. Han bar dem ud på en åben slette og satte dem fri. Senere kom han med mad til dem.
Ifølge Martins protegé Juan Vásquez Parra var han meget praktisk i sin velgørenhed. Han brugte de penge og varer, han indsamlede, meget omhyggeligt og metodisk. Hans opgave var at bringe klostrets daglige almisser i form af mad til de fattige, og det blev rapporteret, at maden formerede sig på mirakuløs vis. Snart gik der rygter om, at han havde helbredende evner, og pladsen i klosteret var ikke længere tilstrækkelig. Han omdannede sin søster Johannas hus til et hospital og tjente der fra da af, altid beskeden og ydmyg. Han var især optaget af at tage sig af de slaver, der blev bragt til Peru fra Afrika. Han sørgede også for, at der blev oprettet et børnehjem og en skole for forældreløse børn dedikeret til Hellig Kors. De fattige kaldte ham "den hellige barber".
Martins store ambition var at blive sendt til udlandet som missionær, hvor han kunne opnå martyrdødens krone. Men det var umuligt, så i stedet levede han et asketisk liv iført en hårskjorte og en kæde om livet, spiste kun det, der var nødvendigt for at overleve, og sov ikke mere end 3-4 timer hver nat. Resten af natten gik med bøn, især før nadveren. Nogle gange havde han visioner og ekstaser, og i saligkåringsprocessen blev det hævdet, at han havde flere overnaturlige evner, herunder at kunne gå gennem låste døre og svæve, og han havde evnen til bilokation, det vil sige, at han kunne være til stede to steder på én gang.
Men han tog sig også af mere jordnære ting: Han skaffede sin niece en medgift på tre dage (mens han indsamlede lige så meget og mere til de fattige), løste sin søsters ægteskabelige problemer og blev konsulteret om private anliggender af indflydelsesrige personer i Lima, herunder vicekongen af Peru. Hans eget samfund anerkendte hans hellighed i en sådan grad, at de accepterede hans åndelige vejledning. De kaldte ham "Father Charity", men han kaldte sig selv "Mulatto Dog".
To historier viser Martins følsomhed, når det gjaldt hans hudfarve. Advokaten Don Balthasar Carrasco ville gerne være hans "adoptivsøn" og kalde ham "far". Martin protesterede: "Hvorfor vil du have en mulat som far? Det vil ikke se godt ud". Don Balthasar svarede: "Hvorfor ikke? Man vil hellere sige, at du har en spanier som søn". Ved en anden lejlighed, da hans kloster kæmpede for at betale sin gæld, tilbød Martin sig selv som betaling: "Jeg er kun en fattig mulat, og jeg er ordenens ejendom. Sælg mig." Prioren svarede: "Gå tilbage til klosteret. Du er ikke til salg."
I en alder af 60 år var Martin udmattet af sit intense apostolat og bodsarbejde. Hvert efterår blev han ramt af "fjerde dags feber", en slags malaria. Så ingen var overraskede, da han også blev syg i efteråret 1639. Men hans frygt voksede, da han fortalte nogle mennesker, at han skulle dø. Han sagde til broder Antonius: "Græd ikke, broder, måske er jeg til mere nytte der i himlen end her". Den spanske vicekonge, greven af Chinchón, kom til hans dødsleje for at knæle ved hans seng og modtage hans velsignelse.
Martin døde kl. 9 om morgenen den 3. november 1639, mens hans brødre sang Credo og var nået til linjen ..."og er blevet menneske". Ved hans død ærede hele Lima ham som en hellig mand. Tilstrømningen af mennesker, der ville se ham for sidste gang, var så stor, at han blev begravet næste aften. Han blev båret til graven af prælater og store mænd.
Der blev rapporteret om mirakuløse helbredelser ved graven, og kanoniseringsprocessen begyndte i 1660. Hans kanonisering mødte dog modstand og blev forsinket i lang tid. Først den 29. oktober 1837 (dokumentet (Breve) var dateret den 8. august) blev han saligkåret af pave Gregorius XVI (1831-46), og den 6. maj 1962 blev han kanoniseret af pave Johannes XXIII (1958-63). I USA er Martin af Porres skytshelgen for arbejdet for retfærdighed og fred mellem racerne. Pave Paul VI (1963-78) udnævnte ham til skytshelgen for alle frisører. I Lima er han også skytshelgen for landbrugsdyr. Over alteret i den dominikanske kirke i Lima hviler kranierne af Martin og Rosa af Lima.
Martins mindedag er hans dødsdag den 3. november. Den blev føjet til den romerske kalender under kalenderrevisionen i 1969. Han var samtidig med fire andre helgener: den dominikanske munk John Macias, som var lægbroder i det dominikanske kloster Santa Maria Magdalena i Lima, den dominikanske tertiær Rosa af Lima, ærkebiskop Turibius af Lima og franciskaneren Francis Solano. De to første var hans gode venner.
Martin af Porres er afbildet som en mørkhudet dominikaner, ofte i selskab med dyr; han kan især kendes på, at han er afbildet sammen med rotter og mus. Hans attributter er et kors, en rosenkrans, bodsredskaber eller en kurv med mus.
Skytshelgen for social retfærdighed, for arbejdet for retfærdighed og fred mellem racerne; for mennesker af blandet race; for frisører, tv, offentlig uddannelse, det offentlige sundhedssystem i Peru; for husdyr (i Lima); mod rotte- og museplager
