1. november. Fejres 1. søndag i november. Liturgisk rang: Højtid. Liturgisk farve: hvid.
Lige fra Kirkens grundlæggelse har man fejret de afdøde, som man helt sikkert troede, blev optaget i himlen efter deres død, så de nu er hos Gud. Først troede man dette om martyrerne, for Jesus sagde jo i ”saligprisningerne”, at de, der forfølges på grund af retfærdighed, er salige, og Himmeriget er deres (Matt 5,10), men snart blev også apostlene efter deres død anset for helgener, og senere kom andre kategorier af helgener til, som vi kender dem i dag. Martyrologium Romanum er Kirkens officielle fortegnelse over mennesker, der anses for at være helgener, og selv om martyrologiet ikke anser sig selv for at være en udtømmende liste, indeholder det beskrivelser af mere end 7.000 helgener, som alle fejres på højtiden for Alle Helgen.
Faktisk omfatter ”Alle helgen” også ukendte personer, der har levet et helligt liv i overensstemmelse med Guds vilje, sådan som det er Guds kald til alle mennesker. Fordi der er alt for mange kendte og ukendte helgener til at nogen kan nå at fejre dem alle, har de fået deres egen højtid, Alle helgen.
Højtiden for alle helgen udtrykker det håb, alle kristne har lov til at nære om det evige liv hos Gud efter døden, og Jesus har selv vist os, at ”der er ingen helgen uden en fortid og ingen synder uden en fremtid”, som den hellige Augustin har sagt. Det gjorde Jesus, efter at forbryderen på korset ved hans side havde erkendt sin skyld og bad Jesus huske ham, når han kom i sit rige. Da svarede Jesus: ”I dag skal du være med mig i Paradis” (Luk 23,40-43).
Jesu svar til forbryderen viser, at den tro, vi har haft, og hvad vi har ladet Gud gøre gennem os, er det afgørende for, om også vi får lov at være med ham i Paradis. I tilfældet med de helgener, hvis liv vi kender, ser vi netop klart, at de gennem deres liv lovpriste Gud og levede efter hans vilje med dem.
Liturgisk set har højtiden for Alle Helgen sine egne tekster, bl.a. evangeliet fra Mattæus 5, 1-12a) om saligprisningerne, hvor Jesus forkynder for os, at Himmeriget tilhører de fattige i ånden, de der sørger, de sagtmodige, de der hungrer og tørster efter retfærdighed, de barmhjertige, de rene af hjertet, de der stifter fred og de der forfølges på grund af retfærdighed. De skal trøstes, de skal arve jorden, mættes og møde barmhjertighed. De skal kaldes Guds børn og se Gud, og deres løn skal være stor i himlene. Dette er den vej, alle helgener har fulgt.
Kirken lærer, at fordi de hellige nu er forenet med Kristus hos i himlen Gud, kan de stadig bidrage til Kirkens liv ved at gå i forbøn for os hos Gud, bedre end vi kan bede for os selv. Ofte hører man om, at deres bøn bliver hørt; det ses f.eks. af votivgaver som tak på steder, hvor en helgen særlig æres, og at blive kåret til helgen forudsætter, at der kan påvises mirakler på den helliges forbøn. Men også det liv, helgenerne levede, kan blive til stadig inspiration og gavn for de levende, fordi vi kan lære af deres eksempel, hvad enten de har været martyrer, som er døde for deres tro, eller på heroiske måder har tjent Kristus ved at udbrede troen i skrift eller som missionærer, grundlagt klosterordener, tjent fattige og syge eller andet.
Gud kalder alle mennesker til hellighed, og gennem deres eksempel kan alle de hellige lære os noget om hellighed og hjælpe os, også efter deres død. Derfor beder vi om deres forbøn når vi i messen på denne højtidsdag beder litaniet til alle helgen.
