Som 18 og 19-årig fik Miriam foretaget to provokerede aborter. Det fik store psykiske konsekvenser i hendes liv. Konsekvenser som stod på i 10 år og som stadig, 20 år efter, er en smertelig erfaring.
I dag fortryder hun sine valg og ville ønske, at hun som ganske ung kvinde, havde fået større opbakning fra forældre, læge og Kirken til at gennemføre sine graviditeter.
KATOLSK LIV har mødt hende til en videosamtale, hvor vi bl.a. spørger hvorfor hun træder frem med sine erfaringer. Vi hører om baggrundene til de to provokerede aborter og vi taler om den helt nødvendige samtale mellem forældre, læger og Kirken som udeblev.
Vi hører, hvordan hun hos lægen blot fik en henvisning efter at have meddelt sit ønske om abort. Hvordan hun mod udgangen i lægekonsultationen inderligt håbede, at der var nogen der kaldte på hende for at overtale hende til at fortsætte sin graviditet.
Vi taler om en helt nødvendige debat i samfundet om provokeret abort. En debat som udebliver fordi ingen ønsker at være politisk ukorrekt. Vi taler om unge kvinder der i denne tolerancens intolerante tid, får foretaget provokerede aborter fordi de ikke véd hvor de skal henvende sig. Ikke véd hvor de kan hente støtte og opbakning til at gennemføre deres graviditet.
Vi taler om det store savn af tre børn, Miriam er overbevist om at hendes sidste graviditet var tvillinger, et savn så stort, at det næsten er for svært at tale om.
Miriam håber, at hun med denne videosamtale med KATOLSK LIV, dette ønske om at stå frem, medvirker til at skabe en debat der sikrer at flere børn bliver født; at flere kvinder gennemfører deres graviditet, for det hun har været igennem ønsker hun ikke for nogen.
