Vi nordmænd kan godt lide at "blive enige". For os betyder det, at vi diskuterer os frem til ensartede aftaler, ofte ved hjælp af smarte "kompromiser", et andet ord, vi er glade for. Enstemmige løsninger fremkalder billedet af fornuftige borgere, der finder sammen. Med alle midler: Det er en glimrende metode til at finde praktiske løsninger på samfundsproblemer. Men Paulus vil noget andet ...
1. KORINTHERBREV blev skrevet knap tyve år efter Kristi opstandelse. Allerede dengang var Kirken plaget af et problem, som den (dvs. vi) stadig er plaget af den dag i dag. Der er en skarphed i Paulus' stemme, når han i det første kapitel siger: "Jeg opfordrer jer indtrængende: Jeg opfordrer jer til at blive enige!" Sådan har Erik Gunnes oversat det. Men jeg vil argumentere lidt med hans kulturelt betingede ordvalg. Vi nordmænd kan godt lide at "blive enige". For os betyder det, at vi diskuterer os frem til ensartede aftaler, ofte ved hjælp af smarte "kompromiser", et andet ord, vi er glade for. Enstemmige løsninger fremkalder billedet af fornuftige borgere, der finder sammen. Med alle midler: Det er en glimrende metode til at finde praktiske løsninger på samfundsproblemer.
MEN PAULUS EPISTEL handler om noget andet. Den handler om grundlaget for den kristne bekendelse. Det apostelen opfordrer os til at gøre er ikke at "blive enige" i den forstand, at vi skal diskutere en fælles holdning. Det, han siger, er bogstaveligt talt: "Jeg beder jer alle om at sige det samme". Med andre ord skal I have én bekendelse, for bekendelsen er ikke noget, I skaber, men noget, I har modtaget, en åbenbaring fra Gud, som kræver taknemmelig tilslutning i tro, ikke flertalsbeslutninger.
BAGGRUNDEN FOR KORREKTIONEN er, at korinterne skændes indbyrdes: "Jeg er for Paulus", "Jeg er for Apollos", "Jeg er for Kefas". Hvor typisk! Vi står over for den samme situation i vores tid. Allerede i årets første uger hørte vi stemmer, der proklamerede: "Jeg er for pave Frans" og "Jeg er for pave Benedictus", mens andre råbte "Jeg er for pave Pius X". Vi har godt af at høre Paulus' satiriske retoriske spørgsmål: "Er Kristus så blevet parteret?" Selvfølgelig er han ikke det. Derfor bør vi heller ikke splitte hans krop ad. Vi skal være grundigt forenede, "forenet i samme sind og samme vision", så Kristi kors ikke mister sin kraft (jf. 1 Kor 1,10-17).
DET ER DÉT, SOM DET HANDLER OM i sidste ende. Gud blev menneske, vandrede blandt os og gjorde godt, underviste, led, døde og genopstod for at gøre det, der var splittet, fuldstændigt. Splittelse er syndens sold. Det første, der sker efter syndefaldet, er, at forholdet mellem mand og kvinde, som var skabt for hinanden, går i stykker. Derefter kommer fejden mellem børnene af de første mennesker. Den første død i historien, som Bibelen fortæller det, er ved brodermord. Vi er betinget, ved synd, til mistænksomhed, selvhævdelse, adskillelse og proaktive angreb. Det er de tendenser, der udgør synden. Når kirkens liv reduceres til partidannelse, bliver vi trukket tilbage til striden mellem Kain og Abel ude på marken. Så lever vi, som om Kristi kors var meningsløst. Men hvad er vi så gode til, kristeligt set? Er vi så kristne?
Kirken er, som det blev proklameret på det andet Vatikankoncil, bestemt til at være "den sikreste kilde til enhed, håb og frelse for hele menneskeheden" (Lumen Gentium, 9). Enhed er ikke og kan ikke være et menneskeligt projekt: Det ville være håbløst. Enheden er vundet på Jesu kors. De to apostle, Peter og Andreas, som var de første af apostlene, fuldførte begge deres kristne vidnesbyrd på et kors: Den ene med hovedet nedad, den anden diagonalt, efter eget valg. Begge ønskede at undgå at give indtryk af, at deres offer var lig med Kristi offer, som alene forvandler, fornyer og forener vores verden. Det bør vi huske på i vores liv, ikke mindst i disse tider.
DEN ENHED, SOM VI ER OPFORDRET TIL, vil ikke opstå i parlamentariske debatter eller podiumforhandlinger. Den vil kun opstå, hvis vi virkelig kan bekende: "Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus, der lever i mig" (Galaterbrevet 2,20), og hvis vi med frimodighed også er rede til at dø for hans navns skyld og tror på hans opstandelse.
Artiklen er fra den seneste udgave af det norske tidsskrift St. Olav og optaget i
KATOLSK LIV │ EWTN Danmark efter aftale.
Oversættelse Kuno Arnkilde
Tidsskriftet St. Olav udgives af Norsk katolsk bisperåd:
Oslo katolske bispedømme, Trondheim stift og Tromsø stift
Annoncer og betalingsmure
Du kan være med til at gøre KATOLSK LIV til en del af danske medier. Skabe balance i et medielandskab, hvor formidling af religiøs tro, liv og overbevisning er udfordret.
HJÆLP KATOLSK LIV med at holde projektet fri af annnoncer og betalingsmure; så når vi også dem af os der ikke kender til katolsk tro og liv.
Læs mere om økonomisk hjælp - HER
