Af cand.mag. Kirsten Kjærulff
Grundlæggende har katolikker og protestanter den samme kristne tro: At Jesus er Kristus, Guds Menneskesøn, som det er formuleret i den apostoliske og den nicænske trosbekendelse. Trosbekendelserne er vi fælles om. De bruges begge to i både den katolske og den protestantiske Kirke. Der er kun én lille forskel: I den katolske Kirke siger man: "Jeg tror på den hellige katolske Kirke." I den protestantiske siger man: "Jeg tror på den hellige almindelige Kirke." Men "katolsk" betyder oprindeligt "Almen/almindelig"; eller "universel."
Men selvfølgelig er der forskelle. Ellers var vi jo for længst igen blevet én Kirke, som Jesus ønskede det. Jeg vil nævne tre forskelle, som har vidtrækkende konsekvenser.
Den katolske tro er HOLISTISK
Den katolske tro omfatter ALT i denne verden og i Guds verden. Tiden og rummet, historien og den fysiske verden, de levende og de døde og de mennesker, der endnu ikke er født - alt er i Guds favn, for Han er den levende Gud, den medvandrende Gud, ligesom Han var det, da Gudsfolket vandrede gennem ørkenen. Han er med os her og nu. Gud har skabt den fysiske verden til at være hellig og god. Menneskelegemet er ikke sjælens miserable fængsel, men Helligåndens bolig.
Syndefaldet havde bragt Guds orden og skønhed i ubalance. Døden og alt det onde var kommet ind i verden. Men da Gud åbenbarede sin herlighed i Jesus Kristus, genoprettede Han, hvad Adam og Eva havde ødelagt, dengang de gjorde oprør mod Gud. I inkarnationens mysterium (dvs. at Gud blev menneske i Jesus) og i påskenattens sejr, da Jesus opstod fra de døde, indplantede Gud denne genforsoning i verden og helliggjorde den gennem sin Kirke og sine sakramenter, som i mysteriets form er en fortsættelse af Kristi fysiske nærvær iblandt os.
Derfor tror katolikker, at Jesus reelt er til stede i nadverbrødet, når præsten har løftet det og velsignet det. Nadveren et fest- og mindemåltid, men også en offerhandling, en reel aktualisering af Jesu død på korset og samtidig Hans opstandelses sejr over døden. Når vi spiser og drikker Hans legeme og blod, bliver vi forenet med Hans Guddom. Det er endvidere katolsk tro, at Jesus vedbliver at være reelt til stede i det velsignede brød, som derfor efter messen opbevares i et lille skab, ”tabernakel”, hvor der altid brænder en lille rød lampe, som tegn på, at den levende Kristus er til stede.
Den protestantiske verdensopfattelse er præget af renæssancens dualistiske verdenssyn, som man havde arvet fra dele af græsk filosofi, især Platon og nyplatonismen. Det betyder, at man ikke mere ville acceptere naturen som hellig, og at man ikke mere kunne tro på Kristi fortsatte tilstedeværelse i alterets sakramente, men mere opfatter det som et mindemåltid, hvor den frelsende virkning afhænger af modtagerens egen indstilling. (Der er dog noget forskellige opfattelser nadveren i de forskellige protestantiske kirkesamfund).
I reformationens kirker forsvinder den katolske opfattelse af sakramenterne som en sammensmeltning af en guddommelig virkelighed og et fysisk tegn, fordi den åndelige og den fysiske virkelighed adskilles lige så radikalt som i Descartes's filosofi nogle årtier senere. Derfor fjerner protestantismen fem af de oprindelige syv sakramenter, og de fleste sanselige og kropslige elementer i gudstjenesten skæres bort (Skikken at knæle, at korse sig; brugen af kerter, vievand, røgelse, liturgiske farver, rosenkranse, ikoner, krucifixer osv osv).
For mange protestanter medførte det, at Gud forsvandt for dem op i den fjerne Himmel, hvor Han ikke bekymrede sig så meget om sine børns daglige jordiske tilværelse. Nu måtte de klare den selv og trøste sig med præstens prædiken om søndagen.
Kirkens autoritet (Traditionen)
Kirkens fysisk-historiske dimension kommer i den katolske Kirke endvidere til udtryk i Den hellige Tradition (dvs. den levende Tradition, som gennem paverne og biskopperne - fra person til person - går direkte tilbage til apostlene selv). Den kirkelige Tradition er sammen med Den hellige Skrift kilden til troen, for Traditionen sikrer, at Bibelen fortolkes i overensstemmelse med apostlenes lære.
Det er et grundprincip i katolsk tro, at Sandheden om Gud er absolut, og denne Sandhed bevares i Kirkens Tradition under Helligåndens vejledning. Det er denne Tradition, som Kirken, personificeret i Paven, er garant for, og som giver Kirken teologisk autoritet.
Det var imidlertid netop denne autoritet, Luther ikke ville bøje sig for. Han ville ikke acceptere nogen "mellemmand" mellem Gud og det enkelte menneske. Derfor forkaster han Traditionen og siger "Bibelen alene." Han mente, at hvert menneske selv kunne læse og fortolke Bibelen ud fra sine egne forudsætninger. Dermed sætter han (lige som Descartes gør i filosofien) det subjektive som øverste dommer (igen en følge af renæssancens menneskefrigørelse og individualisme).
Man taler derfor om, at den katolske teologi er en "teologi fra oven" (åbenbaret af Gud, båret af både rationalitet, tro, bøn og mystisk erfaring), mens den protestantiske teologi er en "teologi fra neden"; alene båret af den menneskelige erkendelse og dens muligheder. Det har gennem århundrederne i den protestantiske teologi ført til en stadig stærkere verdsliggørelse, fordi den er blevet en universitetsdisciplin med samme overordnede arbejdsmetoder som humanistiske og til dels naturvidenskabelige fag, som udelukker de elementer, som bæres af tro, bøn og mystisk erfaring.
Denne opfattelse har i protestantisk praksis ført til en omfattende relativisme og subjektivisme, så at ingen i de protestantiske kirker kan eller vil udtale sig på Kirkens vegne, men altid kun må tale på egne vegne.
Menneskesynet
Også det katolske menneskesyn (og natursyn) er præget af holismen, for ikke kun sjælen, men også menneskelegemet er skabt til hellighed. Trods syndefaldet har mennesket ved Guds nåde fået mulighed for at gå hellighedens vej i Kristi efterfølgelse.
Protestantismen er også i sit menneskesyn påvirket af renæssancens opsplitning mellem det fysiske og det åndelige. I Luthers meget pessimistiske menneskesyn er der visse ligheder med gnostikernes ringeagt for menneskelegemet og hele den fysiske skabte verden. Derfor så Luther mennesket som radikalt ondt, ude af stand til at gøre gode gerninger.
Han skriver et berømt skrift om "Den trælbundne vilje", hvori han udtrykker, at mennesket intet kan gøre selv for sin frelse, men udelukkende er afhængig af Guds nåde. "Gerningsretfærdighed" opfatter han som hovmod og hykleri.
Derfor skriver den store katolske renæssancefilosof, Erasmus af Rotterdam, et svarskrift til Luther, som han gav titlen "Den frie vilje": Katolsk tro siger ikke, at man nogensinde kan retfærdiggøre sig selv ved at gøre gode gerninger, men derimod, at troen nødvendigvis må medføre gode gerninger. Ellers er det "en død tro." Det er således en opgave, som Jesus har givet til hvert enkelt menneske, at det skal gå hellighedens vej, som er en kontinuerlig personlig udviklingsvej i Kristi efterfølgelse.
Tusinder af kristne er gået denne vej og mange af dem er derfor kåret som helgener, dvs. mennesker, der kan være forbillede for os andre i Kristi efterfølgelse. Den største af disse helgener er Jomfru Maria, der som Guds Moder indtager en helt central stilling i katolsk tro. I kraft af sin ydmyghed og sin tro er hun det menneske, som er gået tættest i Jesu efterfølgelse, og som derfor kan føre os andre ad den samme vej.
Kirsten Kjærulff er født i 1937. Cand. mag. i musik, dansk og litteraturhistorie. Indtil 1997 undervisningsassistent på Aarhus Universitet, Musikvidenskabeligt institut, hvor hun i en årrække har undervist i musikhistorie, videnskabsteori og musikæstetik. Forfatter til "Den ildfyldte Kraft. Middelalderens mystik hos Hildegard af Bingen", Gyldendal 1992, og "Hildegard af Bingen En Basun for Guds mund", Anis 1995. Herudover har hun siden 1992 haft en omfattende foredragsvirksomhed om kristen mystik og om Hildegard af Bingen.
