Ordet "inkvisition" betyder "efterforskning" eller "forhør". I dag bruges det næsten udelukkende om den efterforskning, de kirkelige myndigheder iværksatte fra slutningen af 1100-tallet for at bekæmpe udbredelsen af kætteri, det vil sige fortolkninger af den kristne tro, som strider imod Kirkens lære.
Inkvisitionen blev først for alvor effektiv i tiden op til de protestantiske reformationer i Europa og kom således til at spille en aktiv rolle i den tids stridigheder mellem protestanter og katolikker.
Derfor skal man ikke undre sig over, at protestantiske skribenter i denne situation gjorde hvad de kunne for at stille inkvisitionen i et dårligt lys, blandt andet med vilde overdrivelser af, hvor mange der blev dømt og henrettet. Især den spanske inkvisition, som paven oprettede i 1478 på anmodning fra det spanske kongepar Isabella og Ferdinand 2., er for eftertiden kommet til at stå som en rædselsperiode, fordi man har troet på fortællingerne om, at utallige i hovedsagen uskyldige mennesker blev tortureret og henrettet.
Mange historikere og forfattere gentager den dag i dag ukritisk datidens påstande om tortur og massedrab på uskyldige mennesker uanset at moderne historieforskning har kunnet påvise, at disse påstande i de fleste tilfælde er grebet ud af den blå luft.
Hvor mange blev dømt og henrettet?
Ser man på, hvad forskellige forfattere og historikere i tidens løb har svaret på dette spørgsmål i bøger eller opslagsværker, er det, man først lægger mærke til, at der er tale om kolossale forskelle: fra alt mellem nogle få tusinder til omkring 300.000. Det ligner med andre ord rene gætterier.
Den seneste forskning, som bygger på en gennemgang af samtlige dokumenter fra den spanske inkvisition, fortæller os derimod, at der i den bedst dokumenterede periode 1540-1700 i alt var 44.674 sager, hvoraf kun 826 (1,8 procent) førte til henrettelser. I hele perioden fra 1480 til lidt ind i 1700-tallet, var der i gennemsnit omkring 10 henrettelser om året. Det tal kan man sammenligne med, at der i England i perioden 1530-1630 i gennemsnit blev foretaget 750 hængninger om året.
Men hvad med torturen?
Alle europæiske domstole brugte på den tid tortur, men inkvistionen gjorde det i langt færre tilfælde end andre domstole - kun i omkring 2 procent af alle sager. Ifølge kirkeloven måtte den anklagede kun underkastes tortur en enkelt gang i højst et kvarter. Torturen måtte ikke udsætte den anklagede for livsfare og heller ikke føre til legemsbeskadigelse. Derfor var der på den tid mange kriminelle, som ved højlydt at bande og fremsætte blasfemiske udtalelser forsøgte at blive overført til inkvisitionens fængsler, hvor de fik en mere menneskelig behandling.
Hvad siger Kirken i dag?
Når alt dette er sagt, skal det tilføjes, at hverken tortur eller henrettelser er acceptable måder at løse problemer på set med nutidens øjne. Heller ikke med Kirkens, som i vor tid har engageret sig i kampen for menneskerettighederne, herunder religionsfriheden - altså, at alle har ret til at dyrke deres religion uden indblanding fra staten eller andre myndigheder.
Det betyder på den anden side ikke, at Kirken af den grund mener, at alle religioner er lige gode eller lige sande, men at man har indset, at kætteri hverken kan eller bør bekæmpes med tvang. Ligesom Jesus ikke tvinger os til at tage imod ham, skal også vi som kristne i ord og gerning gøre hvad vi kan for at vidne om troen og overbevise mennesker om, at Jesus er vejen og sandheden og livet.
Kilde: "Den katolske Kirke i 2000 år - din kirkehistorie"
Katolsk Forlag 2019
