Kirkens selvbevidsthed og hukommelse
Der må skelnes mellem den hellige Tradition fra apostlene, der sammen med den hellige Skrift er troskilde og norm for hele Kirken til enhver tid - og de kirkelige traditioner, som er indført senere af biskopperne, svarende til tidernes skiftende behov, og som derfor igen kan udskiftes.
Den hellige Tradition er blevet kaldt for Kirkens selvbevidsthed og hukommelse. Det drejer sig om de ordninger i Kirken, som Kristus ved apostlene har skabt (hierarki, sakramenter ...), og troens forståelse af dem. Herom lærer det 2. Vatikankoncil, at Kristus fuldendte i sig hele Guds Åbenbaring og gav derfor apostlene befaling til at forkynde hans Evangelium for hele verden som kilden til den frelsebringende Sandhed og moralske orden.
Befalingen blev trofast fulgt af apostlene, som i deres mundtlige forkyndelse, ved deres eksempel og forordninger overleverede det, de selv havde modtaget gennem deres liv med Kristus eller også ved den Hellige Ånds inspiration. Den samme befaling blev også trofast fulgt af de apostle og aposteldisciple, som nedskrev Guds Åbenbaring i NT under den samme Helligånds inspiration (jfr. 2 Tess 2,15).
Den hellige Tradition og den hellige Skrift er derfor to måder, hvorpå Åbenbaringen i Jesus Kristus er videregivet til os. De belyser gensidigt hinanden, som et menneske og dets identitetspapirer eller et folk og de dokumenter, der attesterer dets eksistens, tilblivelse og meningen med dets liv.
Skrift og Tradition udgør tilsammen Guds Ord til Kirken. For at dette Guds Ord altid skal bevares ubeskåret og levende, har apostlene indsat biskopper som deres efterfølgere og overgivet dem »den plads de selv havde som lærere« (Irenæus). Dette læreembede står ikke over Guds Ord, men er dets tjener, og lærer ikke andet end det som er blevet overleveret. Det er fra denne ene troens skat, at læreembedet, med Helligåndens bistand, henter alt, hvad det fremsætter som guddommeligt åbenbaret og genstand for tro.
Takket være Traditionen og Skriften fortsætter således den apostoliske forkyndelse, i lydighed mod Kristus, ned gennem tiden, til alle slægtled i Kirkens lære, liv og sakramenter - vogtet og betjent af apostlenes efterfølgere i uafbrudt succession.
Det er altså tydeligt, at den hellige Tradition, den hellige Skrift og Kirkens læreembede, ifølge Guds plan, er spundet sammen i en tredobbelt streng, så at det ene ikke kan bestå uden de andre, og at de tre sammen, hver på sin måde, under den samme Helligånds virke, effektivt bidrager til sjælenes frelse.
I de kirkesamfund, der står i et afbrudt forhold til Apostelkirken, med et nyt udgangspunkt for deres tro og liv, nemlig i »Skriften alene«, må der derfor opstå en konflikt i forholdet til såvel den hellige Tradition som til Kirkens læreembede. Denne konflikt står i dag i centrum af den økumeniske samtale med reformationens kirkesamfund.
