Vatican News, den 11. juli 2024
Af: Salvatore Cernuzio
Oversat af: Birgit Bidstrup Jørgensen
Kvinder, ordination til tjeneste i Kirken, synodalitet, misbrugstragedien: alle disse kirkeligt følsomme temaer nævnes i det forord, som pave Frans har skrevet til en ny bog med titlen "Kvinder og tjenester i den synodale Kirke".
Bogen er blevet til i et samarbejde mellem tre kvindelige teologer og to kardinaler.
Teologerne er Salesianersøster Linda Pocher, professor i kristologi og mariologi ved Auxilium i Rom (som også har skrevet indledningen); Jo B. Wells, biskop i Church of England og generalsekretær for Anglican Communion; og Giuliva Di Berardino, medlem af Ordo Virginum fra bispedømmet Verona, liturg, lærer og arrangør af spiritualitetskurser og retræter.
Kardinalerne er Jean-Claude Hollerich, ærkebiskop af Luxembourg og hovedordfører for Synoden om Synodalitet, og Seán Patrick O'Malley, formand for Den Pavelige Kommission til Beskyttelse af Mindreårige.
Dialog mellem forfatterne
Bogen er en "litterær" dialog mellem forfatterne, baseret på en reel diskussion mellem paven og kardinalrådet under et bemærkelsesværdigt møde den 5. februar.
For første gang var tre kvindelige teologer af paven inviteret til at deltage i mødet, der bød på bidrag og "provokationer", som pave Frans kalder dem, om temaet kvinders roller i Kirken.
Den nye bog, som blev udgivet den 9. juli, følger op på et tidligere værk af søster Linda Pocher og andre forfattere med titlen "Demasculinizing the Church" [Afmaskulinisering af Kirken], et udtryk, der først blev brugt af pave Frans under en audiens hos Den Internationale Teologiske Kommission.
Kirkelige tjenester: Et vigtigt og delikat emne
I forordet, der er udgivet i sin helhed den 11. juli af L'Osservatore Romano, reflekterer pave Frans over emnet med udgangspunkt i et grundprincip i sit pontifikat: "Virkeligheden er vigtigere end idéer."
Han udtrykker tilfredshed med, at dette princip er retningsgivende for søster Pochers program for Kardinalrådet om temaet kvinder i Kirken, især vedrørende det vigtige og delikate emne om tjenester i Kirkens fællesskab.
Misbrugstragedien
Paven understreger, at misbrugskrisen har sat fokus på behovet for at konfrontere klerikalisme, som ikke kun påvirker viede præster, men også repræsenterer et bredere spørgsmål om magtmisbrug i Kirken, der ligeledes påvirker lægfolk og kvinder.
"At lytte til kvinders glæder og lidelser er bestemt en måde at åbne os for virkeligheden," siger pave Frans. ”Ved at lytte til dem uden at dømme og uden fordomme indser vi, at de mange steder og i mange situationer lider netop på grund af den manglende anerkendelse af, hvad de er, og hvad de gør, og også på grund af, hvad de kunne gøre og være, hvis bare de havde rum og mulighed for det. De kvinder, der lider mest, er ofte dem, der er tættest på, dem, der er mest tilgængelige, beredte og parate til at tjene Gud og hans rige."
At ofre virkeligheden på idéernes alter
Pave Frans indbyder os således til at se på virkeligheden frem for idéer for at undgå at falde i den "fælde", som Kirken selv ofte er faldet i i den moderne æra – det vil sige fælden med "at anse troskab mod idéer som vigtigere end opmærksomhed på virkeligheden."
"Virkeligheden er altid større end idéen, og når vores teologi falder i fælden med klare og tydelige ideer, forvandles den uundgåeligt til en prokrustesseng*, der ofrer virkeligheden, eller en del af den, på idéens alter," understreger paven.
Fortjenesten ved værket "Kvinder og tjenester i den synodale Kirke" er derfor, at det "ikke tager udgangspunkt i idéen, men i at lytte til virkeligheden, til den kloge fortolkning af kvinders erfaringer i Kirken."
Kvinders rolle i Instrumentum Laboris
Spørgsmålet om kvinders roller blev også behandlet i det nyligt udgivne Instrumentum Laboris til den kommende session af Synoden om Synodalitet i oktober. Dokumentet understreger behovet for større anerkendelse af kvinders gaver og kald, og advokerer for et mentalitetsskifte mod et mere relationelt, indbyrdes afhængigt og gensidigt syn på mænd og kvinder som søskende i Kristus, forenet i Kirkens mission.
Med hensyn til det kvindelige diakonat bemærkede kardinal Mario Grech, synodens generalsekretær, at det ikke vil blive behandlet i den kommende samling, da det er emnet for en af de studiegrupper, som paven har nedsat til at gå dybere ind i teologisk og pastoral refleksion over specifikke temaer.
Pave Frans har i samarbejde med generalsekretariatet for synoden betroet spørgsmålet om kvinders diakonat til Dikasteriet for Troslæren, inden for den bredere kontekst af former for tjeneste.
Denne bestræbelse, som blev annonceret i dokumentet om studiegrupper, der blev offentliggjort i marts, har til formål at imødekomme synodeforsamlingens ønske om "større anerkendelse og påskønnelse af kvinders bidrag og en forøgelse af det pastorale ansvar, der er betroet dem på alle områder af Kirkens liv og mission."
* I den græske mytologi fortælles om kæmpen Prokrustes, som drev et herberg med to senge til sine gæster. Prokrustes anviste høje mænd den korte seng, og de dele af manden, der ragede ud over sengen, huggede han af. Små mænd blev lagt i den lange seng og strakt ud, indtil de passede til sengen.
Dét at lægge nogen i en prokrustesseng vil altså sige, at man udøver vold imod virkeligheden for at få den til at passe med sine egne idéer. På den måde bliver idéen og ikke virkeligheden den egentlige målestok (Wikipedia, o.a.).