I anledning af udgivelsen "Katolicismen - en rejse ind i troens hjerte" skrevet af biskop Robert Barron, bringer KATOLSK LIV hans videoproduktion "Thomas Aquinas - lærd, hellig, helt".
Den 7. marts er det 750 år siden den verdensberømte filosof og teolog døde. Næste år kan vi fejre hans fødselsdag for 800 år siden.
THOMAS AQUINAS var en italiensk filosof og teolog, en af skolastikkens betydeligste tænkere. Thomas blev født i Roccasecca nær Napoli; tilnavnet betyder 'fra Aquinum' (nuværende Aquino mellem Napoli og Rom).
Inden for filosofien leverede Thomas en pionerindsats som fortolker af Aristoteles' skrifter. Med stor skarpsindighed søgte han at identificere Aristoteles' mening og tog afstand fra platoniserende tolkninger. Ud over kommentarerne til de aristoteliske skrifter forfattede han kun få filosofiske værker, fx ungdomsskriftet De ente et essentia (Om væren og væsen). For Thomas var Aristoteles' tænkning det ypperste, den naturlige fornuft kan nå.
Thomas' teologiske hovedværker er den ufuldendte Summa theologiae (Håndbog i teologi), en teologisk lærebog for yngre studenter, samt Summa contra gentiles (Håndbog imod hedningene), hvoraf de tre første bøger udfolder naturlig teologi, mens den fjerde bog inddrager åbenbaringen. I direkte forlængelse af sin undervisning forfattede han en omfattende kommentar til Petrus Lombardus' sentensbøger samt flere afhandlinger, quaestiones disputatae, om centrale teologiske emner.
Et principielt skel findes ifølge Thomas mellem filosofi og teologi: Filosofien hviler alene på menneskets naturlige evner, mens teologien støtter sig til åbenbaringen. Som Aristoteles var Thomas overbevist om, at al menneskelig erkendelse afhænger af sansningen, i modsætning til den augustinske illuminationslære.
Dette afskærer dog ikke mennesket fra at erkende Guds eksistens; den kan bevises på grundlag af forholdet mellem årsag og virkning, og dette bevis udfoldede Thomas i de såkaldte fem veje (se gudsbeviser). Det er imidlertid kun gennem åbenbaringen, at mennesket får kendskab til Guds treenighed, inkarnationen og den guddommelige frelsesplan (ordo salutis).
Ifølge Thomas er teologien en videnskab i streng forstand; de åbenbarede trossandheder fungerer som principper, hvorfra teologien udleder konklusioner og dermed vinder ny erkendelse om de guddommelige ting. Ganske vist er troens artikler ikke indlysende på samme måde som de jordiske videnskabers grundsætninger, men dette skyldes ifølge Thomas alene, at teologien er en underordnet videnskab i forhold til de saliges direkte skuen af Gud. For Thomas var det derfor magtpåliggende at vise, at de kristne trossandheder ikke strider mod fornuften og logikken.
I sin teologi skelnede Thomas skarpt mellem det naturlige og det overnaturlige. Den nåde, som modtages gennem kirkens sakramenter, og som ledsages af de teologiske dyder, tro, håb og kærlighed, sætter den kristne i stand til at yde mere end det naturlige menneske.
Ifølge Thomas skænkes nåden frit af Gud uden hensyn til menneskelig indsats; i spørgsmålet om frelsesvalget (prædestination) befandt Thomas sig på linje med Augustin.
Kilde: lex.dk
Læs mere om Thomas Aquinas på lex.dk
