Hvordan skrifter jeg?

Skriftemålet består grundlæggende af to elementer: skriftebarnets bekendelse af sine synder og præstens tilgivelse (absolution) på Guds og Kirkens vegne. Bekendelsen er uløseligt forbundet med angeren, dvs. sorgen over at have syndet, viljen til at gøre evt. skade god igen og forsættet om ikke at synde mere.

Selve bekendelsen består i, at man konkret og uden omsvøb fortæller præsten alle eller i alt fald de alvorlige synder, der belaster ens samvittighed. Præsten vil så komme med en kort belæring eller indlede en nærmere samtale for at kunne bedømme og rådgive korrekt. Derefter pålægger præsten skriftebarnet en bod – ofte en bøn eller en anden andagtsøvelse – og udtaler syndsforladelsen. Som Guds repræsentant har præsten absolut tavshedspligt for, hvad han hører under et skriftemål.

Enhver katolik, der er nået til skelsår og alder, er forpligtet til mindst én gang om året at skrifte sine synder.

Skriftemålet kan finde sted i skriftestolen, i et samtaleværelse eller et andet passende sted. Før skriftemålet må man ransage sin samvittighed. Det vil sige omhyggeligt overveje, hvordan man har levet siden sidste skriftemål.

Et skriftespejl er en hjælp men ikke nogen definitiv check-liste til at foretage den samvittighedsransagelse, der er nødvendig forud for modtagelsen af forsoningens sakramente. Man må naturligvis have overvejet og gjort sig klart, på hvilke områder man har forbrudt sig over for Guds bud. De ti Bud er meget anvendt som skriftespejl, dvs. at man så at sige holder dem op foran sig som et spejl, hvori man hjælpes til at erkende, hvor man i tanke, ord og gerning har gjort det onde eller undladt det gode.

Der findes andre skriftespejle. To eksempler er medtaget her i hæftet (se side 5 ff.).

Efter samvittighedsransagelsen kan man vælge én bestemt fejl eller svaghed og sætte sig det mål særligt at forbedre sig på dette punkt. Efter skriftemålet bør man hurtigst muligt udføre sin bod.

Det afgørende ved forsoningens sakramente er anger, bekendelse og bod og forsættet om at ville forbedre sig. Bortset fra præstens syndsforladelse kræver det ikke noget bestemt ritual, men kan f.eks. finde sted som angivet på næste side.

Skriftemålet består grundlæggende af to elementer: skriftebarnets bekendelse af sine synder og præstens tilgivelse (absolution) på Guds og Kirkens vegne. Bekendelsen er uløseligt forbundet med angeren, dvs. sorgen over at have syndet, viljen til at gøre evt. skade god igen og forsættet om ikke at synde mere.

Selve bekendelsen består i, at man konkret og uden omsvøb fortæller præsten alle eller i alt fald de alvorlige synder, der belaster ens samvittighed. Præsten vil så komme med en kort belæring eller indlede en nærmere samtale for at kunne bedømme og rådgive korrekt. Derefter pålægger præsten skriftebarnet en bod – ofte en bøn eller en anden andagtsøvelse – og
udtaler syndsforladelsen. Som Guds repræsentant har præsten absolut tavshedspligt for, hvad han hører under et skriftemål.

Enhver katolik, der er nået til skelsår og alder, er forpligtet til mindst én gang om året at skrifte sine synder.

Skriftemålet kan finde sted i skriftestolen, i et samtaleværelse eller et andet passende sted. Før skriftemålet må man ransage sin samvittighed. Det vil sige omhyggeligt overveje, hvordan
man har levet siden sidste skriftemål.

Et skriftespejl er en hjælp men ikke nogen definitiv check-liste til at foretage den samvittighedsransagelse, der er nødvendig forud for modtagelsen af forsoningens sakramente. Man må
naturligvis have overvejet og gjort sig klart, på hvilke områder man har forbrudt sig over for Guds bud. De ti Bud er meget anvendt som skriftespejl, dvs. at man så at sige holder dem op
foran sig som et spejl, hvori man hjælpes til at erkende, hvor man i tanke, ord og gerning har gjort det onde eller undladt det gode.

Der findes andre skriftespejle. To eksempler er medtaget her i hæftet (se side 5 ff.).
Efter samvittighedsransagelsen kan man vælge én bestemt fejl eller svaghed og sætte sig det mål særligt at forbedre sig på dette punkt. Efter skriftemålet bør man hurtigst muligt udføre
sin bod.

Det afgørende ved forsoningens sakramente er anger, bekendelse og bod og forsættet om at ville forbedre sig. Bortset fra præstens syndsforladelse kræver det ikke noget bestemt ritual, men kan f.eks. finde sted som angivet på næste side.

Kilde: Pastoral-Centret.
PS. Du kan "styre" udgivelsen i nederste venste hjørne ved at klikke på relevante ikoner.

folder_skriftemaal
%d bloggers like this: