”Langt højere bjerge så vide på jord / man har, end hvor bjerg kun er bakke […]
Langt klogere folk er der sagtens om land / end her mellem bælter og sunde.”
Af Ole Lyngvåg
Anklagerfuldmægtig
Cand.theol et jur.
Det er en del af den nyere danske selvforståelse, at vi ikke er ekstraordinære, men at vi da heller ikke er så tossede endda – ”til husbehov vi dog har vid og forstand”. Gerne tager vi til takke med – middelmådighed, og forvandles efter det middelmådige billede vi skuer. Der kan være meget sandt i denne kække glæde og stolthed over det jævne, men der er også andre sider af det danske. I en lignende sang om Danmarks rige fattigdom er der midt i jævnheden noget ekstraordinært, der vil frem: ”Derfor er den danske mand så modig; […] Derfor er den danske kind så rød”. Og er der ikke meget ekstraordinært i vores historie, når vi ser rigtigt efter? Hvis vi nu fx ser på Niels Steensen!
Niels Steensen er på internationalt plan en ekstraordinær person inden for naturvidenskaben, men også, hvad der er noget mere sjældent i Danmark – inden for religionen. Hvad vil det sige at være noget ekstraordinært inden for religionen? Det vil sige at være på eventyr med Gud – ”det eneste virkelige eventyr” (Georges Bernanos).
En sådan eventyrer var Niels Steensen. Efter sin optagelse i Kirken skriver han i et brev til Baruch Spinoza, ”som engang stod mig meget nær, og som forhåbentlig heller ikke nu er min uven”, i håbet om Spinozas omvendelse, følgende:
”Og således stræber hele kristendommen hen imod at overføre sjælen fra dødens til livets stade, det vil sige, at sjælen, som før vendte sit indre blik bort fra Gud og fæstede det på vildfarelsen, nu vender det bort fra enhver vildfarelse og retter det mod Gud i alt sit ydre og indre virke, villende det samme og skyende det samme, som dens og alle tings skaber vil og skyer”.
At Niels Steensen var noget særligt på det religiøse område, er for det første attesteret af Kirken, der i 1988 saligkårede ham. En bemærkelsesværdig pendant til Kirkens vurdering af Niels Steensen findes i historikeren A. D. Jørgensens bog om ham. Jørgensen skriver bl.a.:
”Fra nu af er Nils Stensens historie en lidelseshistorie. Med et mod og en redebon hengivelse i Guds vilje, som ingen vil kunne negte sin beundring, gik han ad de stier, som førte ham stadig længere bort fra jordisk velvære og lykke. Gennem åringers savn og utrolige anstrængelser, ved afkaldet på alt, hvad der havde været hans livs lyst, og ved en selvforglemmelse i kærlighed til næsten, som synes at stå ved siden af de højeste idealer, førte han sit sidste og endelige bevis for, at han havde bygget sit hus på en klippe”.
Citatet fra Jørgensens bog berører to elementer i den kristne lære, som er vigtige for forståelsen af Niels Steensens liv: Forsynet og lidelsens mysterium.
I den katolske katekismus, læresætning nr. 302, kan man læse følgende om det guddommelige forsyn:
”Skaberværket har sin egen godhed og sin egen fuldkommenhed, men det er ikke fremstået fuldt færdigt af Skaberens hænder. Det er skabt til at være undervejs (”in statue viæ”) til en sidste fuldkommenhed, det endnu skal opnå, som Gud har bestemt det til. Vi kalder de forordninger, hvorved Gud fører sin skabning frem til denne fuldkommenhed, det guddommelige forsyn”.
Og i læresætning nr. 1505 er lidelsens mysterium beskrevet:
”Ved sin lidelse og død på korset har Kristus givet lidelsen en ny betydning: den kan fra nu af ligedanne os med Ham og forene os med Hans forløsende lidelse”.
Niels Steensen var tidligt bekendt med lidelse. Fra sit tredje til sit sjette år led han af en vanskelig sygdom, og da han var seks år, indtraf tabet af hans far og hans halvsøster. Herudover var han vidne til den pestepidemi, der hærgede København i år 1654, ligesom han på tætteste hold så krigens gru i forbindelse med Københavns belejring i 1658-1660, hvor han som student deltog i byens forsvar.
Den 8. marts 1659 begyndte Niels Steensen at gøre studieoptegnelser i et stort skrivehæfte – det såkaldte Chaos-manuskript. Manuskriptet består hovedsageligt af afskrifter fra videnskabelige værker, men ét opbyggeligt værk danner undtagelsen, Josef, Ægyptens vicekonge af jesuitten Jeremias Drexel. Det opbyggelige værks tema er Guds forsyn, det forsyn Josef giver udtryk for, når han siger til sine brødre: ”I udtænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode”.
I Chaos-manuskriptet findes også en passage om forsynet, hvor Niels Steensen selv kommer til orde: ”Gid jeg aldrig må lade mig anfægte af nogen form for ulykke eller harmes over forurettelser mod mig eller mine venner eller miste modet over mine nærmestes vanheld. Gud ser alt og forudser alt”.
Denne indstilling hos den unge Niels Steensen kom fuldendt til udtryk på den ældre Niels Steensens dødsleje: ”Jeg lider heftige smerter, min Gud, og jeg håber, de vil nøde dig til at tilgive mig, om jeg ikke uafbrudt tænker på dig. Jeg beder dig ikke, min Gud, om at du skal tage smerterne fra mig, men giv mig tålmodighed til at bære dem. Når vi har modtaget det gode af din hånd, hvorfor skulle vi da ikke også modtage det onde? Enten du vil, at jeg endnu skal leve, eller at jeg skal dø, vil jeg, min Gud, hvad du vil”.
Således tog Niels Steensen altså imod den lidelse, som Gud havde ordineret for ham. Som det fremgår af A. D. Jørgensen-citatet ovenfor, var Niels Steensens liv, særligt fra han blev biskop i Nordtyskland og til hans død, også præget af frivillig lidelse.
Han fastede indtil aften alle dage, undtagen søndag. Om natten sov han kun nogle få timer, fuldt påklædt, i en stol. Her er en mindelse om Niels Steensens deltagelse i forsvaret af København, hvor studenterne sov på halmsække ligesom soldaterne. Også evangeliet rinder i hu: ”Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved”.
Da man bebrejdede ham hans strenge levevis og sagde til ham, at ingen burde hade sit kød, svarede Niels Steensen, at han heller ikke hader sit kød, men underkaster det ånden, så begge kan blive salige. Niels Steensen henviser endvidere til de mange tusinde før ham, som har levet strengere, og til, at han ikke lever strengt af andre grunde end kærlighed til Gud.
Det er vigtigt at fremhæve, at Niels Steensen i disse frivillige lidelser var glad. Niels Steensens ven, officeren Johannes Rose, tilføjer til sin beretning om Steensens askese, at han ”trods alt var så glad, at hans ansigt alene indgød én Gudsfrygt”.
A. D. Jørgensen omtalte ovenfor Niels Steensens ”selvforglemmelse i kærlighed til næsten”. Denne selvforglemmende kærlighed kom til udtryk i hans utrættelige biskoppelige virke for sjælenes frelse, og i den materielle godgørenhed mod de nødlidende, som foruden kødets underkastelse var en frugt af hans asketiske og derfor sparsommelige levevis. Han holdt op med at køre i vogn rundt til sine visitatser, men gik til fods, syv timer om dagen. Vognen solgte han, og gav pengene til de fattige, og på samme måde skilte han sig af med sin bispestav og sin bispering. Da den anden katolske præst i Schwerin, pater Stephani, lå på sit dødsleje, veg Niels Steensen ikke fra hans side de sidste otte dage indtil døden indtraf. Det var den 12. november 1686. Kort tid efter blev Niels Steensen selv dødeligt syg, og den 25. november drog han sit sidste suk. Johannes Roses opfattelse var, at den dødbringende sygdom var fremkaldt af, at han havde overanstrengt sig ved sin vågen ved pater Stephanis dødsleje.
Vores to største mænd siden reformationen markerer to veje: Kierkegaard markerer vejen ind i en kristendom helt uden ydre organisation og Steensen markerer vejen ind i den katolske kirke.
Ludwig Wittgenstein har sagt om Kierkegaard, at han var en helgen. Jeg er ikke langt fra at give Wittgenstein ret, men herom kan jeg egentlig ikke tale, hvorfor jeg vil tie. Derimod har Kirken talt om Niels Steensen og saligkåret ham. Han var en virkelig eventyrer.
Læs evt. også: Niels Steensen - én af Danmarks store sønner - HER
