NIELS STEENSEN, biskop. Født 1. januar 1638 i Købehavn. Død 25. november 1686 i Schwerin. Saligkâret 23. oktober 1988 i Rom. Festdag 25. november. Hans far, guldsmed Steen Pedersen, stammede fra en skånsk præsteslægt. Allerede i 1645 mistede Niels sin far, og som barn lærte han under en længere sygdomsperiode at sætte pris på voksne menneskers alvorlige samtaler. Efter skolegang ved Vor Frue Skole studerede han 1656-59 medicin på Københavns Universitet. Han oplevede svenskemes belejring af København 1658-60. I foråret 1659 skrev han det såkaldte Chaos-manuskript: omfangsrige studienotater, mest afskrifter af bøger, men også små videnskabelige iagttagelser og personlige notater, der vidner om en levende religiøsiret. Efter studierne i København tog han 1660-64 på den obligate studierejse til udlandet, der førte ham til den tids internationale protestantiske lærdomssæde: universitetet i Leiden (i Nederlandene). Dér skabte han sig gennem anatomiske opdagelser og udgivelser på kort tid et navn i den videnskabelige verden. Han beskæftigede sig med kirtler og kar og opdagede ørespytkirtlens udførselsgang (ductus parotideus), der også kaldes »ductus stenonianus«. Men også musklernes anatomi gjorde han studier i og understøttede med sin kortlægning af hjertets muskelfibre den nye opfattelse af hjertet som ene og alene en muskel. I Nederlandene mødte han ikke kun den religiøse pluralisme, men også en udbredt filosofisk relativisme og skepticisme, der kastede ham ud i en langvarig eksistentiel krise, som først afsluttedes med konversionen 1667.
Videnskabsteoretisk præstation
Efter et kort ophold i hjemmet i 1664, hvor han forgæves forsøgte at få en stilling ved universitetet, fortsatte han 1664-65 sine studier i Paris og Montpellier. I Paris holdt han 1665 sin berømte hjerne-forelæsning, der er en metodisk og videnskabsteoretisk præstation. I 1666 kom han til Italien, hvor han i storhertugerne af Toskana fandt trofaste velyndere og venner. Oplevelsen af en Kristi-legemsprocession i Livorno 1666 gav stødet til selvstændige studier af Bibelen og kirkefædrene, og gennem samtaler i Firenze med ambassadørfrue Lavinia Amolfini og hendes skriftefar, jesuitten E. Savignani, lærte han glødende fromhed og solid katolsk teologi at kende. Det religiøse gennembrud kom dog i enrum Allesjælesdag 2. november 1667, mens han ventede pá, at pater Savignani skulle vende tilbage med bøgerne til endnu en diskussionsrunde: »Og skønt der straks frembød sig grunde for mig til med det samme at underkaste sig, forstyrredes dog min sjæl af så mange og forskellige bekymringer, at den bundet af mørkets lænker ligesom afmægtig ikke fandt en ende på sin ulykke, indtil ved aftenstid på allesjælesdag på én gang så mange bevisgrunde og omstændigheder traf sammen, at jeg endelig klart erkendte, at Gud havde taget mig ved hånden og ført mig til sin Kirke, og jeg måtte bekende: »Mine lænker har du løst, Herre!««.
Konversionen dannede indledningen til et intensivt åndeligt liv, men gjorde indtil videre en tilbagevenden til fædrelandet umulig. Han fortsatte derfor sine studier i storhertugens tjeneste og gennemførte indtil 1672 en række banebrydende geologiske studier, der gør ham til en af geologiens og krystallografiens fædre. Efter et toårigt ophold som kongelig anatom i København 1672-74 tog han afsked med naturvidenskaben og lod sig 1675 præstevie for at hellige sig sjælesorg og for »at yde Gud det bedste på den bedste måde, så vidt min svaghed tillod mig det«.
Bispevielsen
To âr efter blev han bispeviet, og som bispevåben valgte han et kors (lidelsen), der er rodfæstet i et hjerte (kærligheden). 1677-80 virkede han som apostolsk vikar hos den katolske hertug Johann Friedrich af Hannover. Efter hertugens død blev Niels hjælpebiskop af Münster 1680-83 under fyrstbiskop Ferdinand von Fürstenberg af Paderborn og Münster. Årene i Hannover og Münster er præget af en stadig mere asketisk livsstil kombineret med en uophørlig pastoral aktivitet og omfattende omsorg for de fattige. I Hannover var arbejdsbyrden endnu overskuelig, og han fik tid til at fortsætte det kontroversteologiske forfatterskab, han havde påbegyndt i Firenze efter sin konversion. I Münster fik han derimod sin sag for som prædikant, åndelig vejleder, dekan for Sankt Ludgeri kirke og visitator i store områder af stiftet, for slet ikke at tale om vielser, firmelser og gudstjenster. De kirkelige tilstande var med Niels Steensens øjne fortvivlende. Ikke mindst de lokale adelige slægters dominerende indflydelse på kirkelige forhold og de mange uværdige præstekandidater voldte ham bryderier og samvittighedskvaler. Pga. korruption ved valget af den ny biskop af Münster 1683 flygtede Niels Steensen til Hamborg, hvorfra han forsøgte at tage sig af de store områder af Nordtyskland og Danmark, han siden 1678 som apostolsk vikar havde haft ansvar for. I Hamborg ragede han uklar med de lokale jesuitermissionærer og måtte indse, at han under de givne forhold intet kunne udrette. 1685 fik han Roms tilladelse til at vende tilbage til sit elskede Italien, men blev opholdt af muligheden for at etablere permanent katolsk gudstjeneste i Schwerin i Mecklenborg, indtil døden indhentede ham. Han døde den 25. november 1686 i helligheds ry under stærke smerter uden en præst, men omgivet af sine venner. På dødslejet bad han bla: »Jeg lider store smerter, min Gud, jeg håber, at de vil nøde dig til at tilgive mig, hvis jeg ikke til stadighed tænker på dig. Jeg beder dig ikke om, min Gud, at du tager smerterne fra mig, men at du giver mig tålmodighed til at udholde dem. Hvis vi har modtaget det gode af din hånd, hvorfor tager vi så ikke også imod det onde? Hvad enten du vil, at jeg fortsat skal leve, eller at jeg skal dø, min Gud, så vil jeg det, som du vil. Vær priser i evighed og lad din hellige vilje ske!« Hans legeme blev overført til Firenze og begravet i krypten under storhertugernes gravkirke San Lorenzo. I 1953 blev hans legemlige rester overført til kirken, hvor de står i en antik sarkofag i den højre korsarm.
Skuffelserne i Hamborg
Skuffelserne i Hamborg og opholdet i Schwerin 1685-86 markerer for en ydre betragtning det absolutte nulpunkt, men i et religiøst perspektiv er det i disse år, han lutres til helgen. Han var for streng mod sig selv, skrev hans tidligere skriftefader til ham, men mod andre, som var betroet til hans sjælesorg, kendte hans omsorg ingen grænser, hverken materielt eller åndeligt. »I den lange tid, jeg havde den lykke at leve sammen med denne hellige prælat«, skriver hans trofaste konvertit Johann von Rosen, der var hos ham til det sidste, »vover jeg at sige, at hans indre samling og hans forening med Gud var næsten kontinuerlig, opløftet i ånden. Hans glæde og begejstring var følelig, når han talte om disse emner, og han gjorde det med en sådan ynde og lethed, at endda kaætterne blev betaget og ofte blev omvendt af disse samtaler«. Karakteristisk for Niels Steensen er hans kompromisløse sandhedssøgen på alle niveauer, både som videnskabsmand og som kristen. Videnskabelig indsigt er en reel erkendelse af skaberværket, som troen ikke modsiger, men viderefører i en anden og højere erkendelse af Skaberen selv. Allerede som anatom fyldte beundringen af det menneskelige legeme ham med ærefrygt for Den, der havde skabt det. »Anatomen er Guds pegepind« er Niels Steensens prægnante udtryk for denne tankegang. Han havde både det videnskabelige genis og helgenens førstehàndsholdning til tilværelsen. Skarp iagttagelse og konkret erfaring, både i naturens og menneskets verden, styrede hans sandhedssøgen. Hans liv var uafbrudt grænseoverskridende, fra naturens til åndens verden, fra menneskets ånd til Guds. Han var lydhør over for Forsynets styrelse af ham og lydig i en fremadskridende »død« fra sig selv, for at Kristus, Sandheden i egen person, kunne få rum i ham (jf. Rom 6,3 f.).
Åndelige liv
Niels Steensens åndelige liv var koncentreret om en inderlig gudhengivenhed og tillid til forsynet, der f.eks. kommer til udtryk i hans ovenfor citerede ord på dødslejet, men som har fundet sin klassiske form i den kendte bøn, der stammer tilbage fra årene før konversionen: »Gud, uden dit vink falder intet hår fra hovedet, intet blad fra træet og ingen fugl fra luften, ej heller undslipper nogen tanke sindet, nogen lyd tungen eller nogen bevægelse hånden. Du har indtil nu ført mig ad veje, som var mig ukendte. Før du mig nu ad nådens sti, seende eller blind! Det er lettere for dig at føre mig derhen, hvor du vil, end det er for mig at trække mig tilbage derfra, hvorhen mine længsler drager mig«. Hans katolske tro er ortodoks, præget af Bibelen og kirkefædrene og gennemglødet af den asketiske fromhed og pastorale iver, der blomstrede i kølvandet på tridentinerkoncilets reformer i Italien. Mange af hans bryderier som apostolsk vikar afspejler konflikten mellem tridentinsk reformkatolicisme af italiensk støbning og de noget anderledes forhold nord for alperne. Lige fra sin død har han været regnet for en helgen, og i Schwerin har man altid mindet ham den 25. november. I nyere tid er han blevet særlig fremhævet som eksempel pá en kristen videnskabsmand, for hvem videnskab og tro ikke står i noget modsætningsforhold, men hvor den videnskabelige erkendelse viser hen til Skaberen, og troen ansporer til at søge Skaberens spor i det skabte. Det er denne holdning, der sammenfattes i de berømte ord fra den anatomiske indledningsforelæsning 1673: »Skønt er det, vi ser - skønnere er det, vi erkender - skønnest af alt er det, vi ikke fatter«.
Kilde:
"Helgenleksikon" fra KATOLSK FORLAG
