21. november 2024

Kendelse med vidtstrakt betydning – også for Danmark

Torben Riis er forfatter, underviser og redaktør af magasinet "Katolsk Magasin"

Af cand.mag Torben Riis

KOMMENTAR - Alt tyder på, at den lov, (Roe versus Wade) der siden 1973 har forhindret samtlige amerikanske stater i at begrænse eller helt forbyde adgangen til fri abort, vil blive definitivt underkendt af den amerikanske højesteret i slutningen af juni.

Når vi allerede nu kan være temmelig sikre på, at det er det, der kommer til at ske, skyldes det, at kendelsen, som øjensynlig kun mangler en finpudsning, for nylig – stik mod alle regler – blev lækket af en endnu ukendt insider. Umiddelbart vil jeg gætte på, at denne lækage er foretaget af en person, som nødigt ser, at kendelsen bliver vedtaget i sin nuværende form, og som derfor ønsker, at der bliver så meget tid som muligt til at lægge pres på højesteretsdommerne.

En af dem, Clarence Thomas, har netop - foranlediget af de voldsomme demonstrationer, der allerede har fundet sted - mindet offentligheden om, at højesteret ikke er en institution, som kan trues til at træffe bestemte beslutninger. Politiet i Washington D.C. har på deres side garderet sig ved blandt andet at anbringe 2,7 meter høje metalbarrikader omkring højesteretsbygningen.

Og der er meget, der står på spil. Såfremt højesteret underkender Roe versus Wade, vil der sandsynligvis være 26 stater, som prompte iværksætter større eller mindre restriktioner over for fri abort.

Er det kun et amerikansk anliggende? Det er det selvfølgelig først og fremmest, men læg mærke til, at medierne denne gang både i USA og Danmark har været nødsaget til at forlade deres sædvanlige strategi, der i årevis har bestået i at tie enhver debat om abort ihjel. Men i denne situation har man ikke kunnet skjule, at der i USA faktisk foregår en kamp mellem to nogenlunde lige store fraktioner. Det er de to fraktioner, som pave Johannes Paul 2. kaldte henholdsvis livets og dødens kultur.


SE & Hør det første videointerview som KATOLSK LIV bragte tilbage i 2018. Torben Riis svarer på spørgsmål om provokeret abort, lave fødselsrater, aktiv dødshjælp o.a.


Torben Riis: Fri abort er tåbeligt