En “katolsk opvågnen” i Norden

Mænd fra Danmark, Finland, Norge og Sverige under uddannelse på præsteseminarier i Rom er en undtagelse fra deres stort set irreligiøse jævnaldrende - og de er ivrige efter at være 'vidner om håb' derhjemme.

NCR, National Catholic Register, World
Den 15. Juni 2023
Af: Bénédicte Cedergren
Oversat af: Birgit Bidstrup Jørgensen

Ofte associeret med socialliberalisme og voksende sekularisering er de nordiske lande blandt de mindst religiøse nationer i verden. Det samme triste billede præsenteres konsekvent i internationale fagfællebedømte meningsmålinger, der spørger til betydningen af religion i menneskers liv, deres tro på Gud og livet efter døden.

For Den katolske Kirke, som med protestantismens fremkomst i 1500-tallet mistede sit engang så stærke fodfæste, kan antallet af katolikker i de nordiske lande se særligt nedslående ud. I dag udgør katolikker i Norge, Sverige, Danmark og Finland henholdsvis 3,5 %, 1,2 %, 0,8 % og 0,3 % af befolkningen.

Men til trods for denne tilsyneladende dystre virkelighed, kan man finde fyrtårne af håb for den katolske kirke i de nordiske lande på Venerable English College i hjertet af Kirken i Rom. Dér, i et seminarium grundlagt i 1579 til uddannelse af katolske præster for at tjene missionen i England og Wales, udgør nordiske seminarister næsten en tredjedel af kollegiet - seks ud af 20 seminarister i alt.

Fire af disse er Mathias Ledum, 27, seminarist for bispedømmet Oslo; Antonio Bajlovic, 28, som er under uddannelse for det svenske stift Stockholm; det finske stift i Helsinkis Viktor Torres Airava, 28; og Lukas Stanislaw Macko, 22, er seminarist fra bispedømmet København. De er alle sendt til Rom for at studere, som normen er for nordiske seminarister i dag, da deres egne seminarier er inaktive på grund af manglen på katolske præster og katolske institutioner, der er i stand til at tilbyde præsteudannelsen.

Bajlovic, Ledum og Torres Airava kom til Venerable English College i 2019. Efter at have afsluttet deres filosofiske studier afslutter Ledum og Torres Airava i øjeblikket deres andet år i teologi på Det Pavelige Gregorianske Universitet, mens Bajlovic afslutter sit tredje og sidste år i teologi ved Det Pavelige

Universitet St. Thomas Aquinas. Om Gud vil, vil han blive ordineret til diakon i efteråret. Macko, der kom til Rom for et år siden, er ved at afslutte sit første år i filosofi på Angelicum.

‘Anderledes’ og ‘ensom’

Når de beskriver dét at vokse op som katolikker i deres respektive lande, svarer de fire seminarister med de samme ord: Det betød at være anderledes, at være ensom; og det kunne til tider være skræmmende - ikke bare fordi de tilhørte et religiøst samfund, der var anderledes end den protestantiske norm, men fordi de overhovedet praktiserede en tro.

"At vokse op som katolik i Sverige betød, at jeg var lidt anderledes end mine venner," forklarede Bajlovic til NCR. "Jeg var den eneste katolik i min klasse, og jeg var nødt til at blive ved med at forklare, hvorfor jeg gik i kirke om søndagen, og hvad jeg lavede der."

"Det var ret ensomt," tilføjede Ledum. »Bortset fra min søster, min kusine og jeg selv, var den eneste katolik i folkeskolen en filippinsk ven af familien. Ingen af mine venner fik en religiøs opdragelse, så det var næsten umuligt at prøve at forklare dem, at jeg troede på Gud, bad regelmæssigt, gik til messe hver søndag, og hvorfor det var ville være et næsten umuligt uheld at komme til at spise en spegepølsemad på en fredag i fasten. Jeg var også bange for, at nogen skulle finde ud af, at jeg var ministrant.”

Fordi de var de eneste katolikker i deres klasser og ofte på hele skolen, blev de unge drenge hurtigt udfordret til at forsvare Kirkens lære, når vanskelige og kontroversielle spørgsmål blev rejst i klassen, på trods af at de var for unge og dårligt forberedte til at møde de naive og ofte udfordrende spørgsmål fra venner og selv fra lærere.

I modsætning til Sverige, Danmark og Norge, hvor skolerne har obligatorisk ikke-konfessionel religionsundervisning, modtager finske elever religionsundervisning i deres respektive religion. Da Torres Airava var den eneste katolik, var hans oplevelse en smule anderledes.

"Selvom jeg var alene, var jeg heldig," forklarede Torres Airava. "Vores organist fra katedralen kom til min skole for at lære mig om den katolske tro. Privat religionsundervisning styrkede virkelig min tro og katolske identitet, og det er jeg evigt taknemmelig for.”

Forskellige veje til det same kald

Ingens vej til at blive præst er den samme som nogen andens. Hvert kald er unikt, og selvom det kan komme pludseligt, uventet og uforudset for nogle, kan det for andre synes at have været der hele tiden.

"Da jeg voksede op, havde jeg altid et dybt og voksende ønske om at leve med Gud," fortalte Macko. "Men da jeg var et meget genert barn, delte jeg ikke dette ønske med nogen i lang tid. Dette indre ønske voksede langsomt til en bevidsthed om mit kald til at blive præst, og jeg fandt til sidst modet til at tale med en præst om mine tanker.”

"Det var også en gradvis proces for mig," tilføjede Torres Airavar. "Jeg tror, mine tanker om at blive præst begyndte ubevidst som barn, da min mor fortalte mig til messen, at brødet og vinen blev Kristi legeme og blod, da klokken ringede - mit unge sind var fascineret. Efter det voksede min bevidsthed om et kald, og min oplevelse af et kald blev mere bevidst omkring min firmelse, da jeg var 13 år.”

I modsætning til Macko og Torres Airavas støt voksende interesse for at blive præst, var Ledums kaldelse mere uventet. Han drømte om at blive trommeslager i et metalband eller professionel skateboarder, og det var først, da han mødte nogle bestemte præster i sit sogn og ved ungdomsbegivenheder, at Ledum opdagede en ny fascination.

"Der var noget heroisk over den måde, de var til stede for alle slags mennesker i alle slags situationer," sagde han til NCR. "De var modeller for, hvordan man kan efterligne Kristus med alle dyder, samtidig med at de var ærlige om, at de også var lige så skrøbelige og ufuldkomne som alle andre."

Men den norske seminarist siger, at dét, der virkelig satte gang i hans nysgerrighed omkring præstedømmet, var "den smittende glæde, der strålede fra præsterne."

”Popkulturens opskrift på et lykkeligt liv er jo som regel masser af penge, karriere og sex, og så møder du de her præster, som frit har opgivet alt det og stadig syntes at have sådan en dyb, ægte glæde og fred. Jeg ville også være lige så glad som dem!"

Selvom han mente, at han ikke behøvede at blive præst for at opleve en lignende glæde, blev Ledum stadig mere og mere involveret i Kirkens aktiviteter og begyndte langsomt at elske tanken om et liv i tjeneste for Gud og hans folk i Kirken. Et udvekslingsprojekt i Honduras efter gymnasiet blev et vendepunkt i hans liv: Der, i et land, som på det tidspunkt havde verdens højeste antal drab, stødte han på præster og nonner, der havde opgivet al komfort for at hjælpe unge mennesker med at opdyrke en ukuelig tro og et radikalt håb.

"Jeg genkendte den samme overstrømmende glæde og fred, som jeg havde set hos præster i Norge," fortalte han. ”Jeg blev overbevist om, at der måtte være mere i livet end blot jagten på materiel rigdom, prestige og overfladiske fornøjelser. Jeg begyndte at spørge Gud, om han ikke også kaldte mig til at blive præst."

At imødegå irreligiøsitet som en trend

Disse fire seminaristers veje ind i deres kald er endnu mere ekstraordinære, når man tænker på kristendommens turbulente historie i de nordiske lande.

Religiøsitetens oprindelse i de nordiske lande kan føres tilbage til førkristen nordisk hedenskab, som varede indtil 1100-tallet. Takket være indsatsen som missionær fra Sankt Ansgar og fra engelske missionærer, og endda vikingerne, som blev omvendt til katolicismen under deres rejser, blev Danmark først kristnet i 965 e.Kr. efterfulgt af Norge i det 11. århundrede og Sverige i det 12. århundrede. Endelig, takket være de svenske korstog i det 12. og 13. århundrede, blev den katolske kirke etableret i Finland.

Indtil reformationen i 1500-tallet blomstrede katolicismen op i de nordiske lande. De nordiske helgeners heroiske liv og martyrdød - kong Olav af Norge, kong Erik af Sverige, kong Knud af Danmark og biskop Henrik af Finland - vidner alle om dette.

I 1527 brød kong Gustav Vasa af Sverige ud af den katolske kirke og etablerede med vold lutherdom som statsreligion, og de andre nordiske lande fulgte hurtigt efter. Katolsk praksis blev undertrykt, og i forbindelse med oprettelsen af evangelisk-lutherske statskirker opstod nye love, der udelukkede ikke-konformister.

Den dag i dag er samfundet domineret af luthersk kristendom: 60 -75 % af befolkningen er medlemmer af de evangelisk-lutherske statskirker. Men ifølge internationale meningsmålinger anser mindre end 20 % af nordmænd, danskere, svenskere og finner sig selv for at være religiøse - et tegn på, at kirkemedlemskab for mange handler mere om kulturarv end om at tilbede Gud.

"Tendensen har i lang tid været en stærk sekularisering og en voksende irreligiøsitet," forklarede Ledum. ”Men jeg ser flere og flere mennesker føle sig hule og tomme efter at have prøvet det postmoderne ateistiske, relativistiske og materialistiske projekt, som har efterladt dem utilfredse og sultne efter mening og formål, efter noget større og dybere. Hverken penge, karriere, berømmelse eller hedonisme [læren om nydelsen som det højeste gode, o.a.] har været i stand til at give dem den lykke og fred, de alle søger.”

Vidner om håb

Til trods for deres høje grad af sekularisering fortsætter Kirken i de nordiske lande med at vokse, langsomt men støt. Tilsammen resulterer tilstrømningen af immigranter sammen med konverteringer og opblomstringen af katolske samfund i en årlig vækst på 2 %. Mens rekordmange nordmænd, svenskere, danskere og finner efter sigende har forladt deres statskirker i løbet af de sidste årtier, anmoder flere mennesker, især de unge og intellektuelt dannede, hvert år om at deltage i kateketisk undervisning for voksne.

"Kirkens store filosofiske og teologiske intellektuelle tradition kan også være et tilflugtssted for mennesker, der lever i en verden, hvor subjektive sandheder er idoliseret, og mennesker afvises for ikke at have de rigtige subjektive sandheder," foreslog Ledum. "I den katolske kirke finder de ikke blot, at der er sådan noget som objektiv sandhed, men også at sandheden selv har et navn og et ansigt."

Mens mange rastløse og længselsfulde hjerter finder vej til Kirken, er der stadig mange, der ikke gør det - noget Ledum, Bajlovic, Torres Airava og Macko håber at tage fat omkring.

Som disse fire seminarister forklarer, skal de hjælpe deres folk med at genopdage deres glemte katolske rødder og arv, såvel som den skønhed, godhed og sandhed, der engang blev så helhjertet modtaget og udlevet i deres lande - men for at gøre det, må de først pleje deres egen tro.
"Som katolikker," reflekterede den svenske Bajlovic, "er det vigtigt for os at vokse i vores egen tro og at læse, hvordan andre kristne har kæmpet og fundet svar på de udfordringer, der er rejst i dagens samfund. Dette vil både være nyttigt for os i vores egen overbevisning, såvel som for andre, der spørger os om grundene til vores tro."

Torres Airava var enig, men tilføjede: "Vi er nødt til at gøre Kirken mere kendt."

"For eksempel tror jeg, at mange finner aldrig overvejer katolicisme, fordi de ikke engang ved, at vi eksisterer i deres hjemland," forklarede han. »Kirken skal gøre sin tilstedeværelse mærkbar i samfundet.”

Idet det reflekterer over, hvordan de går i de samme gange som de unge mænd, som studerede der før dem for at vende tilbage og give deres liv til gen-evangeliseringen af England og Wales, kommenterede Ledum fra Norge: "Det hjælper os med at vokse i den samme missionære iver efter at tilbyde vores liv, på trods af frygt, modstand og forfølgelse, for at genoplive troen i vores landsmænds hjerter i Norden." Han foreslog et par måder, hvorpå denne mission kan udfolde sig: ved at engagere sig i samtale med mennesker, lytte til deres længsler og opbygge tillidsforhold til dem.

Macko fra Danmark siger, at en kilde til tillid til denne evangeliseringsmission er overbevisningen om, at "alle menneskers hjerter og sind er skabt for at elske Gud", og at, som St. Augustin lærte, "vores hjerter ikke vil hvile, før de hviler i Gud."

”Selve Den Katolske Kirkes mission, som den er bestemt af Gud, er at tilbede Gud i ånd og sandhed og forkynde Kristi sandhed til alle nationer. Det er, hvad vi bør gøre."